tirsdag den 3. juni 2014

Hvori jeg er morgensur

Jeg har aldrig troet jeg var et morgenmenneske. Men jeg har heller aldrig troet jeg IKKE var et morgenmenneske. Det har så vist sig, efter vi fik Gryntegrisen, at jeg er et udpræget ikke-morgenmenneske. Det er ikke så meget det, at vi står tidligt op, det er mere det, at jeg ikke får morgenfred. Jeg bliver et meget dårligt menneske af ikke at have morgenfred.

Da jeg fortæller det til Manden kigger han underligt på mig. Han synes da det er hyggeligt at være sammen med Gryntegrisen om morgenen.

Jeg siger, at så kan han jo bare stå op med hende hver morgen. Det skulle ikke gøre mig noget, I hvert fald.

Det var ikke en joke, men han griner. Som om det ikke er en seriøs sag, at jeg er morgensur.

Jeg forsøger at forklare, at jeg skal have fred til at drikke min te.

Men det oplever han slet ikke som et problem. Så sent som i går drak han to, måske tre, kopper te helt uden problemer, mens han var alene med hende.

Men jeg mener... i fred. Og han forstår ikke, at i fred betyder alene.

Og i fred.

6 kommentarer:

  1. Jeg har det på samme måde. Næsten. jeg kan godt være mor og snakke, lave morgenmad - ja, jeg kan bage pandekager og være sød - men når jeg først har sat mig ned med min kaffe og morgenmad, så vil jeg ikke mere. Så skal de stoppe med at kræve og lade mig sidde i fred. Med madro og kun en smule hyggelig snak.
    Det ER da i for megte forlangt, at jeg gerne vil have 5 minutter, hvor ingen kræver noget af mig og hvor jeg bare kan glo ud af vinduet

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er nok lidt mere ekstrem. Kræver fuldstændig ro og alene-hed. Hvis jeg altså selv kunne bestemme. Er virkelig dårlig til at håndtere krav af nogen som helst art uden forberedelse.

      Thank God, Gryntegrisens livret er blevet havregryn med mælk. Det var et drama af dimensioner dengang vi skulle lave havregrød (fordi jeg STILLEDE SKÅLEN IND I MIKROOVNEN OG DET VAR HELT FORKEEEEEEEEEEEEEERT)

      Slet
  2. Det kan jeg også godt skrive under på! Jesper er heldigvis udpræget morgenmenneske så han står glad (eller, måske ikke ligefrem glad, men ihvertfald ikke sur) op med Ekko hver dag klokken halv 6. Og der kræves ikke noget af mig før jeg skal kysse dem begge to farvel. Det er luksus!
    Til gengæld har jeg jo altså fornøjelsen af den lille ikke-sovende rod hele natten...

    SvarSlet
    Svar
    1. Årh, lux! misundelig.dk. Manden er desværre (heller) ikke morgenmeneske. Han er sjældent sur, men han vil gerne sove længe så ofte som muligt.

      Jeg har også forsøgt mig med "Jamen, jeg har hende jo om natten", men det er som om det argument ikke har så meget tyngde, når hun "vågner" max to gange på en nat fordi hun mangler sutten. Tør slet ikke tænke på hvilket monster jeg ville blive til, hvis vi ikke sov igennem.

      Slet
  3. Den er jeg helt med på! Jeg hader generelt at alle de der små mennesker kræver ting af mig hele tiden, men især om morgenen. Alle klogebøgerne siger: "sæt alarmen til et kvarter før, så du får lidt tid for dig selv," men når man har børn, der begynder at lave ballade omkring kl fire-halvfem, og står op senest halv seks, så er der ikke noget kvarter før. Heldigvis er det som regel J der tager den allertidligste morgen, men jeg står stadig op til tre børn der larmer og kræver og skriger. Jeg gad godt alenemorgener.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dem der har skrevet de bøger har enten ikke selv haft små børn, eller også er det så længe siden de har glemt hvordan det var! Ikke alene er det svært at forsvare at man selv står op på et tidspunkt, man forsøger at lære afkommet er midt-om-friggin-natten, det er jo også helt umuligt at 1. selv vågne ved alarm, 2. stå ud af sengen, 3. være på badværelset uden Barnet også vågner. Og et kvarter? Der kan man jo hverken nå at skide eller drikke te.

      Oh well. Jeg lader mig fortælle det bliver bedre. På et tidspunkt.

      Man kunne jo også bare gå noget tidligere i seng.

      ...

      Bwahahahahahahahahahaha

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.