"Har du mod på at prøve at lægge hende i seng?" spurgte Jyden i eftermiddags. Jeg så uforstående på ham inden jeg fik taget mig sammen til at svare det åbentlyse "Ja, selvfølgelig...?" Måske var der et trickspørgsmål skjult et sted. Måske blev 1½ årig Niece til et stort frådende monster klokken 20.00 sharp, som ville være umuligt at man-handle ned i seng. Har aldrig forstået hvordan det kan være besværligt at at putte et barn der ikke selv kan komme ud af sin seng. Underdynen-historie-lightsout-sang-godnat. Hvis barnet skriger og ter sig gentag trin 1 og 5 tålmodigt og så længe det tager indtil barn sover.
Og nu sidder der nogen derude og gnækker og tænker "haha, så fik hun nok en lærestreg i dag" Men jeg må desværre skuffe. Niece tog sig til bleen 19.45 og så blev vi (Manden og jeg) enige om at vi ligeså godt kunne skifte hende og lægge hende i seng med det samme. Vi pusler og snakker og giver nattøj på, kun lidt besværet af at barnet meget gerne ville stå foroverbøjet og kigge på sin navle. Da jeg løfter hende op fra puslebordet peger hun selv ind i soveværelset og siger "rhhh-pyyyh" (så nuttet, siger jeg jer) så vi putter hende med to sutter, læser ultrakort historie og synger to vers af elefantens vuggevise. Og så siger vi ellers godnat og lister ud af rummet og barnet har for længst lagt sig til at sove. Vi er nede igen 19.55.
Jamen det er jo piece of cake, det der børnepasning. Alt sammen ekstra forsødet af at Kaye havde stillet flødeboller til os i køleskabet. Som jeg ps godt lige kan hapse en mere af. Til baby, jo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.