Kommentarsvar

Jeg ville svare på kommentarerne i det her indlæg om vores skod-tur til Svendborg, men det blev pludselig meget langt, så I får det lige som et indlæg.

Den tid vi troede vi havde i Svendborg var med en læge - den jm der var med til fødslen kommer herhjem om et par uger (når hun er tilbage fra ferie og Manden har friuge) og vi har valgt ikke at få en ny tid i Svendborg. Vi har jo ikke en masse ubesvarede spørgsmål, fordi vi godt vidste Ronan fejlede en masse livstruende ting, og vi takkede egentlig mest ja til tiden fordi så var der nogen der tjekkede op på os inden Manden starter på arbejde.

Skrev til min læge, som har været på ferie og er booket helt op en måned frem, at hvis der dukkede en afbudstid op inden otte-ugers tjekket (d.11) kunne jeg virkelig godt bruge en snak. Fik hurtigt svar fra en af de andre læger i lægehuset at han var "sikker på hun gerne vil se dig så hurtigt som muligt, så jeg har bøjet vores interne regler og givet dig en tid d.1. august" Jeg elsker vores lægehus.

Der lå en frankeret svarkuvert i postkassen da vi kom hjem fra vores miniferie, så ligeså snart jeg har sendt vores billetter få vi returneret udgiften. Er så glad for jeg fik ringet og brokket mig, for fik det med det samme meget bedre. De er alle sammen så søde dernede, og det giver bare en rigtig god mavefornemmelse at vide at de gør hvad de kan for at rette op på fejlen (selvom det ikke er sådan ligetil at rette op på det følelsesmæssige) Så håber jeg bare de snart får opdateret deres rådne nye system, så det er lidt tydeligere hvor tiderne hører til. Jyden har også to gange oplevet at han er blevet fejlbooket, og kan huske at jm her i byen ikke kunne få adgang til de oplysninger hun skulle bruge.

Og nåja, så fik vi da lige en sms fra sundhedsplejen om at de havde fået besked fra Svendborg om at vi havde mistet og at de i den forbindelse tilbød en samtale. Som vi sådan set har haft for en måned siden med den sundhedsplejerske der også var her under graviditeten. Sms'en var i øvrigt fra en anden sundhedsplejerske, selvom vi havde fået at vide at det ville være den samme i hele forløbet.

Forstår bare stadig slet, slet ikke hvordan en jordemoder-tid kan blive ved med at figurere i systemet når man har født. Burde det da registrere af sig selv. Kender også en hvis sundhedsplejerske havde været på ferie og så havde hun ikke fået barnets dødsattest, kun fødselsattesten, så hun ringede glad og sagde tillykke og hvornår skulle hun komme og tjekke den lille? Synes virkelig det er en skam at systemet spænder ben på den måde, når nu de er så pissedygtige til deres arbejde.

Romantik

Så har vi været på Hindsgavl Slot. Vi har soppet i Fænø Sund, råsnavet i et mini-bindingsværkshus, ligget i blød i et lidt for lille spa-badekar, spist mazarin, spist rødt New Zealandsk oksekød, drukket Jacobsen brown ale, drukket kaffe, kigget på stjerner, kælet på et tæppe i mørket under stjernerne, danset tæt til tysk natradio-jazz, duftet, set, nydt, elsket.

Billeddokumentation følger.

Svendborg t/r

Vi havde en tid til opfølgende samtale nede i Svendborg i tirsdags. Sygeplejersken ringede og gav os den kort efter vi var blevet udskrevet, så vi havde god tid til at glemme hvornår det nu helt præcist var. Manden er heldigvis sød, så han ringede derned i mandags for lige at tjekke vi havde registreret tiden rigtigt og for at høre hvor vi skulle møde op.

Så vi tog til Svendborg. Med bussen, ligesom den forfærdelige dag hvor det hele pudselig var slut. Vi gik forbi altanen til den stue hvor vi havde den alt, alt for korte tid sammen med vores lille skid, og vi sad i venteværelset på den samme gang som vores stue var på. Der duftede af ham. Ikke hans egen lille duft selvfølgelig, men duften af de dage, af alle minderne.

Da det var ti minutter over vores tid gik den søde Mand hen og spurgte om vi skulle indstille os på en stor forsinkelse. Og fik så at vide at vi ikke havde nogen tid. Åbenbart var det en gammel tid hos jordemoder (som altså er her i Byen ved Vandet, og ikke i Svendborg) som vi ikke en, men to gange havde fået at vide var en opfølgende samtale på Svendborg Sygehus. Det er bare ikke ok. Det er uden sammenligning den værste dag i hele det her forløb. Det var simpelthen så hårdt og der var bare langt hjem. Med offentlig omvejs-transport. Sad ved busstoppestedet med tårerne strømmende ned ad kinderne og hviskede "Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere" og havde intet mere at give af. Jeg var vred og ked af det, for helt ærligt, jeg har fandeme taget det pænt. Jeg har kraftedeme. taget. det. pænt. Og det er bare ikke fair at der er nogen som helst der gør det her hårdere end det er.

Heldigvis havde vi en rigtig rar dag i går med sol og strand og hygge. Tror til dels det skyldtes at jeg tog mod til mig i går formiddags og ringede derned og sagde at jeg egentlig syntes de skyldte en busbillet. Tror hende jeg snakkede med godt kunne mærke at hun nok ikke skulle begynde at diskutere alt for meget. I hvert fald sagde hun venligt at hun selvfølgelig nok skulle undersøge det, og i dag har jeg så fået en mail om at de gerne vil refundere billetterne. Selvom det jo overhovedet ikke ændrer på hvor hårdt det var at være dernede, så er det rigtig rart at vi ikke har brugt næsten 300kr vi ikke har på ingenting.

I morgen tager vi afsted på kroophold. Med badekar og 4-retters middag. Han er fantastisk, ham min Mand, og jeg glæder mig så meget til bare at være sammen med ham.

På vrangen

Selvom alting er som før vi fik Ronan, er det alligevel helt anderledes. Mit omdrejningspunkt har ændret sig helt fundamentalt. Vi gør de samme ting som før, ser de samme mennesker, men det er som om jeg pludselig lever mit liv på vrangen. Det hele er genkendeligt, men ser helt anderledes ud.

Min Mand er stor og stærk. Ikke sådan at han er i stand til at banke andre, men jeg føler mig tryg og varm når han holder om mig, og han forkæler mig alt for meget. Vi siger "jeg elsker dig" mange gange i løbet af en dag og mener dem hver eneste gang. Af og til når vi ligger tæt i sengen i et af de der rosetinted movie-moments (som faktisk forekommer kvalmende ofte hjemme hos os) ser Manden mig i øjnene og siger "Jeg vil gøre alt for dig" Efter vi mistede Ronan er al mening forsvundet fra de ord. For hvad nytter det at man vil gøre alt for nogen, når man ikke kan?

Herhjemme lister vi nogengange rundt om hinanden i en akavethed vi slet ikke kan genkende. Vi kan ikke helt finde hinanden og det bliver pludselig tydeligt hvor meget alle de små ting betyder, når de bliver glemt. Efter en lang og ikke særlig frugtbar snak kom vi ind til et fælles "Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvor jeg har dig" Men det er måske slet ikke så mærkeligt, når man ikke engang kan finde ud af hvor man har sig selv.

Alene-nat

Har tilbragt aftenen hos Kaye og Jyden mens Manden har hygget sig med Ginger. Det lyder umiddelbart som optakten til et trekantsdrama, men Ginger er bare en helt almindelig mandlig kammerat, ikke stjernen i en engelsk pornofilm. Det håber jeg i hvert fald ikke han er.

Anyway, nu er drengene sendt i byen, og det var åbenbart den rigtige dag de havde valgt til det for *chok* *chok* stamværtshuset lukker. Selv er jeg på vej i seng med min Sony og Stephen King's The Dark Tower. Er lidt spændt på hvordan det bliver at skulle være selv hele natten. Flippede fuldstændig skråt i morges over at der var en hel dag der ikke var som den plejer og at vi ikke havde fået detail-planlagt det. Bliver nogle gange lidt træt af mig selv.

Har heldigvis fået lidt mere mod på det hele i løbet af dagen, og jeg skal jo alligevel til at vænne mig til det, for Manden starter på arbejde igen i starten af august. Gys. Jeg har lovet mig selv at lade ham have fred i nat og ikke blive sur over noget i morgen tidlig... med mindre han smider jakke/nøgler/pung væk, for det er fandeme bare ikke i orden... men ellers ikke.

Hvordan Ronan fik sit navn

Når jeg fik en dreng, så skulle han opkaldes efter min morfar. Det har jeg vidst helt siden min søster blev født og var en pige og derfor ikke kunne få hans navn.

Da vi fandt ud af at den lille Ananas inde i maven var syg, sådan for alvor, og måske ikke ville klare den virkede det pludselig helt forkert at opkalde vores barn efter nogen vi havde mistet. Indtil da havde vi valgt ikke at kende kønnet på barnet, for det finder man jo ud af når den lille bliver født og for os havde det aldrig været vigtigt. Det blev det. Da vi fik at vide at det var langt fra sikkert de kunne gøre noget for vores lille barn blev det vigtigt at lære så meget om det som muligt. Det blev også vigtigt at finde et navn.

Vi lånte "Hvad skal barnet hedde?" og så pløjede vi ellers alle de tusindvis af drengenavnene igennem og skrev dem vi kunne lide. Der var en del regler; det må ikke være et engelsk-udtalt navn; det må ikke være for usædvanligt; det skal være indlysende hvordan det staves; det må ikke være et almindeligt dansk ord (som fx Bjørn og Aske); det må ikke være Villads, Oscar, Marcus osv.; stavemåden med k er altid at foretrække fremfor c. Der var sikkert flere, men you get the picture. Ronan kom lidt med på et wildcard, eftersom det bryder størstedelen af vores regler - men "vi kan jo bare skrive det på grovlisten og så sortere det fra i næste omgang"

Der var mange navne på grovlisten. Virkelig mange og virkelig forskellige. Vi slog alle navnenes betydning op. Jeg er ikke overtroisk, men ens navn er det mest grundlæggende man har og jeg vil gerne lægge omtanke i dem vi vælger til vores børn. Babynames.com var en god hjælp og kunne fx fortælle at Ronan betyder "little seal". Ja, jeg ved det, "nååårh hvor nuttet", ikke også? Og så var det han begyndte at lave de der hvalsæl-bevægelser inde i maven. Og en dag, da vi var ovre på Riget gik vi og snakkede om navne og så gik vi forbi en sælfigur.

Jeg sagde til Manden at han skulle vælge et navn til Ananasen. Jeg fik jo lov til at gå med ham inde i maven og jeg kan egentlig godt lide ideen om at det er faderen der vælger navnet. Der var en del der spurgte "Hvad nu hvis han vælger et navn du ikke kan lide?" Men altså, det gjorde han jo ikke. Han ville jo altid vælge navnet af kærlighed til vores fælles barn, og hvordan kan det nogensinde blive dårligt? Efter vi var ovre på Rigshospitalet den sidste gang sagde Manden at han syntes vi skulle vælge et navn snart - for risikoen for at jeg fødte for tidligt virkede pludselig meget virkelig og jeg tror vi begge to følte at det hastede. Det gjorde det jo også.

Da vi fik at vide at hans lille hjerte ikke slog længere holdt Manden mig helt tæt og hviskede "Jeg har valgt Ronan"

Og vinderen er...

Er I spændte, er I? Hva'? Er I, hva'? Hva'? Så er det nu vi skal have udløst spændingen på give-away'en! For at trække spændingen lidt lægger vi ud med facitlisten:

Åke-ræsh: Betyder selvfølgelig slå græs - det er som bekendt livsvigtigt for en halvandenårig at kunne identificere lyden af en motorplæneklipper, fremfor fx at kunne sige "sut"

Baby: Baby - som regel drejer det sig om dukken

Tark: Tak - men også værsgo 

A-bish: Det var et trick-spørgsmål. Det er lidt af et universalord der både betyde spise og tisse og alt hvad der hænger sammen med de to ting. Undtagen når der drejer sig om drikkevarer, så hedder det darsht (tørstig)

Miar: Mere (mælk/ketchup/smør/kage)

Var/VAAAA-AAAR: Far (når han omtales)/FAAAA-AAAAR (når han tiltales)

Pyts: (Peter) Plys - af og til også brugt om random peter-plys-farvede ting (som fx hendes cykelhjelm)

Burh/go: Sko. Hvorfor de nogle gange hedder "burh" ved jeg ikke

Boar: Mor

Mu-ah: Ok, det var også et trick-spørgsmål, for det betyder også mor - men som i "hvor er du, mor?"

Vov-vov: Hund

Kuh: Ko

Ish: Hest. Ja, det tog også mig lidt tid inden jeg fattede det. Især fordi det minder utrolig meget om a-bish-ordet.

Båvh: Bog. Tit i et kommanderende tonefald. Allerede nu har hun forstået at bøger er noget man ikke kan få nok af.

Kastjap: Ketchup, gudernes nektar. Man kan aldrig, aldrig, få for meget ketchup. Hun får julelys i øjnene og sidder og sitrer når der er udsigt til hun må få noget.

Løg: Løg! Den dag hun fandt ud af at sige løg var vi derude til hotdogs. Hun blev meget begejstret for at vi forstod hende og underholdt resten af måltidet med at snakke om løg - "Løg væk?", "Var løg!", "Løg?", "Løg!", "Løøøøg-løg" Jeg er godt klar over det er vigtigt at tage børn seriøst, men det var godt nok svært at holde masken da hun så mig dybt i øjnene og gravalvorligt konstaterede "Løg."

Gaw-gaw: Gynge (gyng-gang)

Babar/babarba: Barbarpapa er gud og skal tilbedes begejstret hver eneste gang man får øje på en af dem. Hun kan spotte dem på 100 meters afstand, også selvom det kun drejer sig om en lillebitte barbarpjuske på en lillebitte sok.

Juryen har voteret og pointene fordeler sig som følger:
Anne Lotte, 8 point
Tanja, 10 point
Øglemor, 12 point
Alice M, 12 point + tillægspoint for at gætte ordet "ish"

Præmierne fordeler sig som følger:
Alice M, Sandheden om Rødhætte og øh... klidkiks? Kom lige i tanke om du er stået af sukkertoget. Nå, men jeg finder på noget. Og sig lige til hvis du allerede har filmen og/eller synes den er herredårlig - for jeg har sikkert noget andet spændende i bunken hvis det er.
Øglemor, Boondock Saints og noget Rittersport - men på betingelse af at du deler med Husmoder på jeres næste playdate, for når man er højgravid så fortjener man chokolade, også selvom man ikke har hjerne til at gætte baby-ord.
Tanja, som trøstepræmie (og fordi du var hurtig til at svare) noget chokolade af en art. Og chokolade kan godt blive for gammelt, men tror på ingen måde det jeg har liggende er kritisk.
Anne Lotte, jeg er ked af det, men du blev nummer sidst. Som en trøst pådutter jeg Øglemor Boondock Saints - og så er alting jo som det ville være hvis du havde vundet (så det kan du jo altid bare lade som om ude i byen)

Så hvis Alice M, Øglemor og Tanja lige sender jeres adresser til mandenogkonen@gmail.com så er der præmier på vej, en af de nærmeste dage

Bundløs

Kunne ikke falde i søvn i går. Lå og savnede maven og havde bare brug for at huske min lille dreng. Listede ind i stuen og fandt hans album frem og lod bare tårerne komme. Sad i sofaen og hylede fra et sted indeni mig der virkede fuldstændig bundløst. Ved ikke hvor længe jeg sad der og bare græd og græd over min fine lille dreng, der så så sød ud i sit lidt for store tøj. Selvom jeg godt ved det bare er et billede blev jeg ved med at tænke "Lige om lidt bevæger han sine arme. Lige om lidt siger han en lille lyd. Lige om lidt vågner han op" Han ser slet ikke ud som om han er død.

Jeg har svært ved at sætte "vi har mistet et barn" sammen med "vi har mistet Ronan" Det er som om det er to helt forskellige ting. Jeg synes det er så trist når børn dør, og jeg synes det er trist at se en gravsten med kun én dato på. Det gør mig så ondt for de forældre der mister - alle jer der har børn ved præcis hvordan det føles. Men det er bare som om det slet ikke er det der sker for os.

En lille reminder

Er godt bombet efter tre dage med familiebesøg. Kan godt mærke det er hårdt at skulle være på hele tiden. Især når man nogle gange bare mest har lyst til at sætte sig ned på badeværelsesgulvet og tudbrøle. Nu trænger jeg bare til en pizza og en aften på sofaen - så det bliver nok ikke lige nu jeg får skrevet resten af den der fødselsberetning.

Men mens I venter kan I jo lige deltage i den der giveaway jeg satte gang i. Ellers så vinder Tanja og Øgle(krybdyrs?)moren jo bare per default. Kan da godt smide en ekstra dvd i præmiepuljen, så der er lidt mere at spille om. Var det noget med Boondock Saints? Og en ekstra plade rittersport? Jeg finder en vinder på... skal vi sige fredag? Klokken 12.00. Eller når jeg husker det. Kom glad! (og hvis I ikke gider den åndssvage gætteleg er det ok - I må godt være med alligevel)

Lidt a la Noa

På forhånd undskyld for detaljer som I ikke gider høre, men der er lissom bare ting omkring fødsel og efterfødsel som ikke er "pæne" at snakke om.

Anyway, da jeg havde skiftet nat(!)bind tredje gang på en formiddag tænkte jeg at det måske var en ide liiige at ringe til vagtlægen. Åbenbart har lægevagten kun åbent mellem 14 og 15 her i byen, men jeg kunne tage ind til Odense med det samme, hvis det var. Men det var det ikke, for jeg ville meget gerne spare turen derind, så jeg ventede bare. Fint nok, men hvis det var slem blødning, så ville jeg nok blive sendt derind alligevel, for så skulle jeg have blødningsstoppende medicin, og den slags skal man til Odense for. Tak så, men jeg tror nok hellere jeg ville være fri.

Heldigvis sagde den rare vagtlæge nede på klinikken det jeg havde håbet på: at jeg bare er hormonella og har fået min menstruation og at det i øvrigt er helt normalt at pisbløde på syndflodsmåden. Og at jeg bare skal tage hjem og slappe af og drikke irsk kaffe, flagermusshots og white russians til jeg brækker mig. Ok, det sidste sagde han måske ikke, men han sagde heller ikke det modsatte - og det er heldigt, for jeg er ikke typen der er i stand til at ignorere en læges anbefalinger eller skide på hvad der står af advarsler på en medicinpakke, og vi havde sådan set planlagt hegns-druk med Esserne. Som kommer om et kvarter, så jeg burde måske tage tøj på og den slags.

Glæder mig så meget til at lave noget, der forhåbentlig bliver noget mere festligt end størstedelen af min tid. Var ved at gå helt i spåner da telefon-lægen nævnte medicin og whatnot - kunne simpelthen ikke bære hvis der skulle være mere i vejen, og den ene aften vi havde planlagt skulle aflyses.