onsdag den 19. september 2012

En lidt skræmmende start på dagen, måske

Kender I det, at når man har fået flere sms'er kommer man til at læse den nyeste først? Og at nogengange så giver det ingen mening? Og andre gange, så når man at bekymre sig helt unødigt? Især fordi der så ovenikøbet også var to mistede opkald?

Nå, men det var ca. det der skete for mig klokken lidt over syv i morges, da jeg lige ville læse hvad Manden havde skrevet.

06.49: "Så er jeg færdig"
06.39: "Ligger og venter på lægen"
06.10: "Så sidder jeg og venter på skadestuen"
05.51: "Godmorgen skat. Undskyld undskyld, jeg er det største kvaj i verden. Jeg er på vej på skadestuen lige nu. Fordi jeg har været så dum at bruge en papirclips i øret og nu sidder den fast"

Ud over den umiddelbare lettelse da jeg læste den sidste første besked, følte jeg mig også ret magtesløs over ikke at kunne være hos min Mand og holde ham i hånden. Jeg ringede selvfølgelig til ham med det samme, og fik forvisning om der ikke var sket noget alvorligt, og følte mig rimelig lettet over der for en gangs skyld ikke havde været ventetid på skadestuen, så han hurtigt kunne komme hjem til mig og blive passet.

Vi blev enige om at jeg skulle hente morgenbrød, så han kun skulle koncentrere sig om at nå et tog (Manden har for nylig indstiftet en tradition med at han tager rundstykker med hjem når han kommer hjem fra sin sidste nattevagt). Det er ret længe siden jeg sidst har været ude af hoveddøren inden klokken halv otte, men det var helt hyggeligt at gå der i køligheden - er det bare mig, eller er alle i sådan et specielt hyggeligt humør om morgenen?

Bageren havde kun übersnasket brunsviger i dag, og hun gik (på min opfordring) efter det mest snaskede af dem alle. Som så viste sig at være et stykke der ikke var skåret ordentligt og som derfor var større end alle de andre - men der var ingen smålighed eller noget, hun smilede bare og sagde "Men det gør nok heller ikke noget, du spiser jo for to"

Nåede lige at komme hjem og lave te inden Manden kom - takket være en virkelig effektiv skadestue nåede han sit sædvanlige tog. Invaliden viste sig ikke at være det mindste invalid. Ikke engang et plaster kunne han fremvise. Men han fik nu kram alligevel og hyggelig morgenmad inden sengetid. Har faktisk i det hele taget været en rimelig hyggelig dag.

Også selvom den omsorgsfulde "hvor er det synd for min lille Mand"-del af mig efterhånden er blevet fortrængt af den hysterisk-grinende "hvem fanden gør sådan noget? Du skulle så meget have taget et billede"-del (er stadig omsorgsfuld - griner bare hysterisk imens)

2 kommentarer:

  1. Hvad bruger man sådan en dims til i øret????
    Forstår den indre hysteriske latter - det er vist kun et spørgsmål om tid før den kommer højlydt ud ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Til at klø med, når der ikke er nogen kuglepenne. Det er en mandeting, tror jeg.

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.