Niecen er 2½ og inde i den periode de kloge insisterer på vi skal kalde selvstændighedsfasen. Jeg
har vist nævnt at mig og Manden planlægger at springe den fase over - for nøj. hvor. kan. man. godt. blive. træt. af. hysteri. Også selvom man kun skal lægge øre til det et par eftermiddage om ugen, og uden man behøver tage stilling til (ret meget) af det.
Standard-reaktionen er "NeeeeeeeiiiiiiiiiiiiiiiiIIIIIIIIIIIiiiiiiiiiiiiihhhh!!!!!! Vil ikkøøø-hø-hø-høøøøø!!!! Det ER MIG SOM BESTEMMEEEEEER!!!" På alt, der går galt. Alt. Om det drejer sig om man blev bedt om at komme ud at spise, at man tabte noget på gulvet, at ens far ikke lagde plastikskeen rigtigt ovenpå sit hoved (WTF?!), at cd'en var slut eller at blomkålen lå på den forkerte side af tallerkenen. I teorien meget spændende selvudvikling - i praksis not so much.
Nå, men der er jo lys for enden af tunnellen. Barnet har heldigvis nogle forældre der er både tålmodige og konsekvente, og langsomt, men sikkert bliver hun bedre til at håndtere følelserne på en mere hensigtsmæssig måde. Og
det er faktisk rigtig spændende, også i praksis.
Ofte kan man tydeligt se hvordan det kværner rundt oppe i knoppen på hende når hun bliver mødt med
et nej en udfordring, og nogle gange lykkes det hende faktisk at få det under kontrol (og andre gange skriger hun alligevel, men stadig) Og det er jeg egentlig ret imponeret over hun er i stand til. Endnu mere imponerende er det hvor god hun faktisk er blevet til at sætte ord på det - også selvom det ofte kikser at forklare hvad der gik galt så er "Jeg er sur på dig", "Jeg vil ikke snakke nu" og "Du skal ikke gøre sådan" skridt i den rigtige retning.
Der er så også tidspunkter der gør
trodsalderen selvstændighedsfasen det hele værd. Fx i går, da mig og Kaye sad og drak eftermiddagskaffe og Niecen fik beskeden "Jeg vil gerne sidde og drikke kaffe og snakke med K. - bagefter vil jeg gerne lege" da hun blev ved med at hive i Kaye's ærme. Det var tydeligt den arbejdsfordeling ikke passede barnet, og hun stod længe og mumle-brokkede noget uforståeligt og så ud som om hun kunne bryde ud i hys hver øjeblik det skulle være. Men så tager hun en dyb indånding, kigger Kaye i øjnene, koncentrerer sig om ordene og siger bestemt:
"Det er helt for gammelt, du ikke vil lege med mig, mor!"
Sgu da også nederen at man ikke bare kan lege med det samme. Hele tiden.
SvarSletJa, totalt uforståeligt at de voksne ikke med det samme springer op for at være "med" i en leg, der som regel går ud på den voksne skal sidde på gulvet/en alt for lille stol og ikke må noget som helst (oh gru, hvis man forsøgte være MED i legen eller af vanvare kom til at røre ved noget)
SletKan godt mærke at "Det er helt for gammelt" allerede er begyndt at snige sig ind i mit ordforråd (ligesom vi stadig siger mællæk i stedet for mælk, fordi det lyder sjovere, selvom Niecen for længst er begyndt at sige det rigtigt - oh shit, vi bliver uforståelige når vores egen baby begynder at snakke)
Haha, hvor er hun god til at snakke den "lille". Clara og Rosa nærmer sig 2½ med hastige skridt. Damn vi bruger meget tid på at samle storskrigende piger op fra gulvet og sætte dem ind i deres seng, fordi et "nej" afstedkommer kriser af episke dimensioner, som ofte eskaleres af at der sendes et spark, "karatehug" eller et riv-i-hår afsted mod en af de to sagesløse søstre. Og selvom jeg skal være den første til at indrømme at jeg af og til har lyst til at tage den ene og slå den anden med, så er der flere og flere situationer, hvor deres begyndende sprog redder dem fra de værste skæld-ud. Som når de med engleblik i øjnene siger: "Mig gi mor møs. Elske dig mor". Orh hvad, det er mega streng, så kan man jo ikke skælde ud for at de for 6000+ gang har væltet et glas med mælk eller hevet det foldede vasketøj ned på gulvet.
SvarSlet