Den blinker!!

Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Det var ligesom setup'et til mit værste mareridt, vol. II.

Bortset fra at venteværelset var hyggeligt, og vi blev kaldt ind et kvarter før tid og hun var så sød, så sød, så sød hende der skulle scanne.

"Se der, den der hinde, den ville ikke være der hvis ikke du var gravid. Så der er helt sikkert noget. Og se, det sorte der? Det er fostervandet og så kan I se blommesækken - det er den madpakke den har med oppe fra æggestokkene - og der..."

Lige der. En lille grumset plet. Som blinkede i midten. En lille bitte mini baby.

Jeg er stadig bange, men på en helt anden måde. Jeg tror ikke jeg slapper ordentligt af før vi er godt ude på den anden side af nakkefoldsscanningen. Så måske bliver det til en scanning mere omkring uge 8-9 (for, som Julie siger "så køber du bare en til! Det må man godt, selv om det er dyrt" - kun lidt taget ud af sammenhæng) - eller måske er vi så heldige at have en læge med en doptone. Eller en læge som kender nogen med en.

Det er stadig ikke rigtigt sunket ind. Det virker lidt surrealistisk alt sammen. Men nu har vi i hvert fald et billede af en lille plet at kigge på ind imellem.

Ruth er (stadig) en prut

Nu siger jeg det bare, selvom der måske er nogen der bliver sure.

Men åh, hvor jeg synes det er en skam at vi lever i et samfund hvor vi overhovedet skal diskutere en ting som "fri abort" Hvor jeg synes det er ærgerligt at der er nogen der ikke kan tage sig af deres børn, og hvor jeg inderligt, inderligt, inderligt er ked af at der er små ufødte børn som ingen har lyst til at have.

Jeg siger det bare. Det handler ikke om at jeg er imod fri abort, for i det samfund vi har indrettet er det nødvendigt at det valg er et valg der er frit.

Men hvor ville jeg dog ønske vi havde indrettet os anderledes.

Drømte mig en drøm i nat

Det der gravid-noget fucker seriøst med min søvn og mine drømme bliver mere og mere mærkelig.

I nat, frezzembel, drømte jeg at jeg boede hjemme ved min far (som slet ikke var min far) fordi min mor og hendes nye mand (??) skulle to måneder til USA på roadtrip og jeg gad så nok ikke med og bo i campingvogn med dem. Åbenbart havde jeg også fået en meget kristen familie, og min moster (som var min ANDEN moster??) var meget opsat på at få mig gift. Og så var det åbenbart blevet vedtaget hvem jeg skulle giftes med - og det er så her der bliver virkelig weird, for normalt plejer jeg at lugte lunten i sådan en drøm og komme i tanke om at jeg jo ER gift. Men jeg opdagede ikke noget (måske var jeg slet ikke mig?) og blev bare sur for den slags liv skulle jeg ikke have, så jeg løb ud og ned af vejen (som faktisk var den vej mine forældre bor på). Og så kom ham der jeg åbenbart skulle giftes med løbende efter mig, og først så tænkte jeg at det var sådan en gammel-agtig type de havde fundet men da han kom tættere på var han ung og rigtig sød og hvis jeg skulle gå ville han i det mindste gerne følges lidt med mig. Og så fortalte jeg ham alt om hvordan min familie var, og at jeg ikke ville giftes med nogen de havde bestemt, for jeg ville ikke blive boende i den lille pisby (som åbenbart var Mandens hjemby, og nej, jeg lugtede heller ikke lunten her) og leve et kedeligt liv og aldrig komme videre. Og på et tidspunkt, tilfældigt, kom jeg til at røre ved hans hånd. I ved, ligesom i film og den slags. Og han var sød og boy-next-door på den rare måde og så tog jeg ham i hånden og han sagde at vi jo ikke behøvede at blive boende lige der. Han virkede ret indstillet på at vi skulle giftes, og opførte sig som om jeg bare var hans skøre forlovede der nok skulle falde ned på et tidspunkt. Han hed Josh, tror jeg. Og kyssede mig og jeg var forelsket i ham selvom det var imod mine principper. Da vi kyssede tænkte jeg at det ikke var som med Manden, men at det var det alligevel, selvom jeg ikke på noget tidspunkt tænkte over hvad der var blevet af Manden eller hvem han var.

Virkelig syret, og vågnede op med en underlig fornemmelse i kroppen, der bare ikke er gået væk siden. Har også nærmest dårlig samvittighed over at drømme om at være forelsket i andre uden overhovedet at komme i tanke om at jeg er gift.

Tre dage endnu

Stadig bange. Når jeg vågner, når jeg skal tisse, når min mave kramper/vokser/giver sig/hvad det nu hedder. Når jeg kommer til at tænke på hvor lillebitte den er, derinde i min mave, og at der ikke er nogen til at passe på den.

Ønsker mig at der var fredag i morgen. Jo tættere det kommer på, jo mindre tror jeg på det, jo længere væk forsvinder tankerne om en rigtig lille baby. Fordi jeg er så bange. Og så bliver jeg bange for at alt det bange og negativ og ked af det ikke er godt for sådan en lille en.

Fredag er stadig 100 år væk. Jeg ville bare ønske man kunne VIDE noget. At ens maveskind blev transparent så man lige kunne kigge ind og tjekke. Eller at man havde indbygget puls-måler i maven så man hele tiden kunne mærke om der var noget.

Nåh ja, så skal jeg jo så også lige til eksamen på torsdag. Virker pludselig som en mindre detalje. Og min største bekymring er hvordan jeg skal kunne sidde fra 9-12 uden at kunne gå ud og tisse hele tiden og uden at kunne lægge mig på sofaen med en skive hvidt brød med smør i fem minutter (/timer)

Hvad sker der egentlig for graviditetskroppen? Er da herre usmart at man både er sulten h.e.l.e tiden og bare slet ikke kan udstå tanken om mad

Årh fuck, vol II

Kan I huske det der kransekage jeg havde glemt jeg skulle bage? Ja? Som en bonus glemte jeg også at servere det. Christ altså.

Men de overnattende gæster syntes det var glimrende morgenmad og så kan vi jo passende tage resterne med til Niecens fødselsdag i dag.

Hvad sker der i øvrigt lige for at hun allerede er et år?

Årh fuck

Nåmmen det går godt. Klokken er kun halv fire og vi har TOTALT styr på de der mange bøffer og alle de fem kilo hjemmelavede fritter.

Indtil nogen (det kunne nemt have været mig) udbryder "årh FUCK - Kransekage!"

Altså, hvordan fanden kan man købe ind til at bage kransekage og i 20 timer have glemt alt (som i alt) om det?

Heldigvis tager det jo kun et kvart mikrosekund at ælte sådan en dej sammen og ikke meget længere at bage. Ahmmen, tænk lige på hvad jeg så ellers kan have glemt? (Seriøst, tænk lige over det, for min hjerne er åbenbart stået af)

Som Jason Mraz siger: Happy NOW year

En gang i løbet af efteråret var der en her i huset (som ikke var mig) der sagde "Hva, øh, det er længe siden jeg har været til en rigtig nytårsfest - skal vi ikke bare invitere folk herud?" og så var der en anden i huset (som desværre var mig) der sagde "Jo, det lyder da som en god ide, det er også længe siden vi har holdt fest"

Så nu står vi med en (stadig) rodet lejlighed som (stadig) mangler at blive ryddet op og 3kg hakkekød der skal laves til burgere og pynt der skal hænges op og et gulv der (stadig) skal støvsuges og tøj der (igen, igen, igen) skal lægges sammen og på plads og salat der skal hakkes og bord der skal dækkes og noget musik der skal mixes og indsæt selv mere a la De Nattergale:



Nå, men burgerbollerne er da bagt og tøjet er i det mindste rent. Og gæsterne kommer først klokken fem.

BONUS INFO:

Graviditetssymptom-listen kan udvides med

• Jeg skal tisse
• Ømme bryster
• Begyndende kvalme, især ved stegeos og når jeg er sulten
• Og så er jeg træt. Fik jeg nævnt jeg er træt? Hvordan fanden skal jeg holde mig vågen til klokken meget sent og samtidig være underholdende overfor 12 gæster?

PS. Jason Mraz' nytårsliste kan findes ovre på hans (i øvrigt udmærkede) blog http://freshnessfactorfivethousand.blogspot.com/

PPS. Jeg tog mig selv i at sige "Årh, fuck, jeg gider ikke det kvalme igen" i morges. Men det er løgn. For jeg gider det godt. Jeg gider godt det hele. Bare vi må få den lille baby.

Kryds i kalenderen

Ringede til læge i mandags. Sekretær med cigaret-stemme spurgte "er det lykkeligt?" som om det var en godkendt medicinsk term, og sagde efterfølgende tillykke. Nå, men det er da bedre end sidst hvor den gamle sekretær nærmest flippede skråt over at jeg ikke kunne fortælle hende hvor mange dage jeg var gået over tid ("Jamen jeg VED det IKKE - min menstruation er uregelmæssig")
Den ny cigaret-stemme sekretær konstaterede så at det jo ikke hastede og at hun gerne ville et par uger ind i det nye år. 12/1, værsgo. Nåmmen, tak så. Tror jeg. Er det sådan noget med at man skal være syv uger henne før de vil kigge på en?

Så ringede jeg også lige til sådan en ultralyds-klinik. Som kunne scanne fra "6+1-2 stykker" og gav mig en tid d.7. for der regnede hun med hun kunne se noget. Den 7., lissom, der er jo kun en uge + en eksamen til. Nu bekymrer jeg mig så bare for om jeg skulle have foreslået en lidt senere dato, for hvad nu hvis det er for tidligt? For det er jo kun liiige de der 6+2 hun sagde der skulle til, forudsat altså at de der udregnere passer, og jeg HAR en lang cyklus og jeg fik at vide sidst at så blev det mere upræcist med at udregne dato.

Mens vi venter

Jeg har et mærkeligt forhold til at den der test var positiv. Indtil nu er 100% af graviditeter her i husstanden jo endt med et uønsket udfald, så mit erfaringsgrundlag er rigtig skidt. Der er en del af mig som bare ikke tror på at der er noget (selvom 2 ud af 2 tests viser positiv) og en del af mig som er frygteligt bange og fortabt og bare be'r og be'r og be'r om vi ikke nok må få lov at beholde den her.

Vi tæller dage. Dage til at det hedder 7+0 og vi kan få foretaget en scanning. Og selvom der gerne skulle ligge en tid hos lægen inden da, tæller det bare ikke rigtigt - jeg tør bare ikke tro på det før vi har set et lille mini-hjerte der slår som det skal. Heldigvis var vi enige om, at næste gang (som pludselig er nu) skulle vi have en scanning så tidligt som muligt, selvom det er dyrt.

Den sidste uge med Ærten endte med at blive det der slog hårdest - jeg var i 13. uge og vi havde lige åndet lettet op, for så var den værste risiko jo overstået. Det var den bare ikke, og jeg har simpelthen ikke nerver til at gå i to måneder igen og ikke vide noget.

Så indtil videre kan graviditetsoplevelsen opsummeres med:

• 2 positive gravidtitetstests
• Morgensurhed (værre end normalt)
• Træthed (orker ikke at bevæge mig efter 19.00)
• Sart mave i oprør over 2 daglige vitaminpiller med øget jernindhold

Og at der ellers er totalt mangel på oprørt sindsstemning over situationen

Uddrag af samtale, 23/12-2010

Konen: "Jeg tør ikke selv"
Manden: "Ok, jeg kommer"
...
Konen: "Der er to streger"
Manden: "Det er to streger vi godt vil have, ikke?"
Konen: "Jo. Der er to streger" (pause) "Der er to streger"