torsdag den 17. juli 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 10)

1. november 2007
Jeg, en konspirationstekniker - vol. 2

Da jeg i sin tid flyttede hjemmefra var noget af det første jeg lærte at når man har vasket tøj så går sokke-ligningen aldrig op. Aldrig.

Jeg har altid ment at jeg er et menneske i stand til logisk tænkning, så jeg drog konklusionen at de manglende sokker nok bare lå i en af mine mange bunker rundt om i lejligheden (man er vel et rodehoved)

I min verden er der heller ikke langt fra tanke til handling, så jeg arrangerede en kasse til de usammenlagte sokker, således at jeg en gang imellem kunne gennemgå denne og lægge de sidste sokker sammen. For logisk set så måtte de manglende sokker jo dukke op i kassen efterhånden som jeg kom igennem bunkerne.

Det gør de bare ikke.

Bunken af u-parrede sokker vokser efter hver vask og jeg har fx tre sokker af samme type men i tre forskellige grønne nuancer. Som logisk tænkende menneske kan jeg slet ikke acceptere denne ulogiske ophobning af sokker – der må være noget uldent på færde!

Teori #1
Sokkefremstillerne står i ledtog med Illuminati og i endnu et forsøg på at skille de svage fra de stærke gør de sokker til et frustrerende element. Hver anden sok der bliver fremstillet er selvantændelig og når man mindst venter det (og ikke kigger) brænder de simpelthen op. Vaskemaskinefremstillerne er naturligvis også involverede og har bygget deres maskiner med et bestemt filter der kan udtage tilfældige sokker under en vask.Det gælder om at forholde sig roligt, da det de vil have er man bliver frustreret og vred. Men det er kun de stærke, som kan håndtere sådan en krise, der får lov at leve.

Teori #2
Elvis lever! Han sidder et sted i Bermudatrekanten sammen med Kennedy og Hitler. De har startet en trio og planlægger et comeback der vil nedlægge verden. Til den slags kræves selvfølgeligt spektakulære kostumer og for at det ikke skal virke mistænkeligt tager de kun små stykker stof - som fx sokker. Sokkerne bliver indhentet med hjælp fra NASA, der gennem et tophemmeligt og meget omfattende rum-baseret system overflytter sokkerne til Bermuda vha. et superhemmeligt molekylært transportsystem (Beam me up, Scotty!)

Teori #3
Som alle ved er der aldrig nogen der har været på Månen. Sokke-nummeret er udelukkende til for at aflede vores opmærksomhed fra dette faktum.

Teori #4
Det er rumvæsnerne igen! De har bygget små robotter som de har installeret i samtlige af verdens vaskemaskiner. Disse små robotter er nøje programmerede til at tage så mange sokker de kan uden det begynder at virke mistænkeligt. Sokkerne skal bruges til at lave en mægtig sæk, som kan lægges omkring Jorden så de kan spænde den fast bag rumskibet og trække os tilbage til deres egen planet, hvor Jorden skal fungere som en slavekoloni.

De har lavet korncirkler, for at markere forskellige steder på Jorden til fremtidig reference, men de havde ikke taget højde for at korn bliver høstet. Efter nogle fejlslagne forsøg med denne markeringstekning er de nu gået over til udelukkende at kortlægge jorden vha. de små vaskemaskinerobotter.

4 kommentarer:

  1. Jeg har fundet løsningen på mit problem. Jeg lader være med at parre sokkerne! Så kan kæreste og børn bare smide en stor bunke i skufferne og tage et par på... ok, det hjælper så at de alle går i sorte sokker ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Men det forklarer jo ikke hvor sokkerne bliver af... du opdager bare ikke når de bliver væk... Og det er der de vil have!

      Slet
    2. Ahhhh, jamen jeg hælder til teorien omkring rumvæsener - kombineret med den med månen. Det ved alle jo er sandt ;-)

      Slet
  2. Vaskemaskinerne æder sokkerne. De forsvinder ind bag tromlen. Skil maskinen ad og du vil finde alle dine forsvundne sokker. Det er den forklaring jeg har fået. Jeg synes nu sjældent jeg mistet sokker. Men måske opdager jeg det bare ikke fordi alle i husstanden går med uens sokker næsten hver dag. Det er vores Thing.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.