onsdag den 1. august 2012

Undskyld, men du er vist kommet til at placere din hånd på min mave

Min mave er ved at være en anelse tydelig efterhånden. Sådan der-er-vist-ingen-tvivl-om-det-er-en-gravid-mave-det-der tydelig. Åbenbart giver det Gud og hvermand ret, ja, nærmest pligt, til at komme med en eller anden form for kommentar. Jeg nævner i flæng:

Tilfældig buschauffør: "Der er da vist snart ikke plads mere" (ok, så fed er jeg heller ikke)
Kaye og Jydens nabo: "Nå, kommer I alle sammen der" (nej, der er kun mig)
Gud og Hvermand: "Så er det vel ved at være snart?" (der er så stadig fire måneder tilbage)
Hvermand (når jeg nævner der stadig er fire måneder tilbage): "Jamen det er jo også lige om lidt"

I situationer hvor det er oplagt med lidt mere reel samtale, som fx i tilfælde af familiesammenkomster, venner der er på besøg, flere familiesammenkomster, mennesker man tilfældigt er endt til middag med etc. etc., udspiller følgende samtale sig gang på gang (på gang på gang på gang):

Hvermand: "Ved I så hvad det bliver?"
Mig: "Næh... for vi sy.."
Hvermand (ivrigt): "Vil I vide det?"
Mig: "Næ.. bare det bliver en baby"
Hvermand: "Ih, det bliver spændende så, hva?!"
Mig: "Øh bøh..."
Hvermand (hvis der virkelig skal trumf på): "Ej, det var måske også mest af praktiske hensyn"
Mig: "..."
Mig: "?!?!?"

Og hvis det så bare stoppede der... ja, så kunne jeg nok godt komme over den manglende pli og ditto evne til at registrere hvad jeg siger. Sådan en mave ER spændende og hyggelig, og jeg er jo også selv begejstret for den.

Men, men, men. Det stopper jo så bare overhovedet ikke der. For det er som om, at jo større maven bliver, jo mere perifere bliver de mennesker der føler trang/ret til at røre ved den. Men sjovt nok, så rykker min grænse sig ikke rigtigt for hvem jeg synes skal klappe min mave, og jeg er nu så småt ved at have nået det punkt hvor de mennesker der klapper min mave ligger udenfor min klappe-comfort-zone. Tillad mig at udpensle:

Manden: Er ophavsmand til halvdelen af maven og må klappe/ae/snakke til/prutte på den alt det kan orker.
Min mor: Må klappe og ae når hun har lyst. Det er hendes barnebarn, og vi vil gerne have de er tætte (det gælder selvfølgelig også min søster og min far, selvom jeg måske ville synes det var lidt underligt hvis sidstnævnte spontan-klappede min mave).
Kaye og Esserne: Et enkelt klap i ny og næ, når der hilses eller tales specifikt om/til Babyen.
Svigermor: Må i princippet gerne klappe i ny og næ. Men hun er ikke genetisk involveret, og jeg har ikke kendt hende så længe som min egen familie. Og så er hun enormt slem til at komme med kommentarer om mavens størrelse/beskaffenhed. Også når det er så tidligt at der INTET er at se. Hvilket er absout no-go (får mig til at føle mig så fed).
Knap så nære relationer, der på en eller anden måde var deltagende med Ronan: Har et særligt følelsesmæssigt bånd til vores familie, og udviser derfor oprigtig interesse for Babys (og vores) tilstand. Finder mig i klap, fordi det bunder i andet, og mere, end nysgerrighed. Som fx den anden dag da Jydens mor aede min mave mens vi snakkede om Baby.
Knap så nære relationer, der ikke var deltagende med Ronan: Det er omkring her min grænse går. Jeg kan sådan liiiige finde mig i det, hvis jeg er forberedt. Fx til min kusines fest forleden, hvor jeg godt vidste der var mange fra "dame-klubben" (bestående af kvinderne på både min kusines mødrende og fædrende side). Jeg ville foretrække de holdt sig til et enkelt klap eller prik, men kunne smilende finde mig i længerevarende aen (selvom jeg begyndte at overveje at gengælde).
Seriøst perifere relationer og personer jeg møder for første gang til en fest: Afgjort for personlig med klap på maven. Reagerer som regel ved at klappe igen, hvorved situationen bliver seriøst åndssvag. De fleste tager det pænt og forstår et hint/kommer til at grine.
Tilfældige mennesker i Kvickly: Har endnu ikke oplevet det selv, men hører det forekommer. Håber lidt det sker, så jeg kan stå nede i Fakta/Rema/IKEA og klappe en fremmed på maven, bare for at se hvordan de reagerer.
Relationer der burde have været deltagende med Ronan, men ikke var det: Tror måske bare jeg flipper skråt. Men kan ikke lige se hvordan stuationen skulle opstå. Det var bare for at illustrere at de er absolut i bunden.

5 kommentarer:

  1. Altså, jeg må have udstrålet lidt 'rør mig og du får en lussing' (ja, jeg arbejdede også med håndværker-mænd, så var lidt hård i filten) for har aldrig oplevet at fremmede klappede mig på maven. Og familien (begge sider) har altid spurgt først eller rørt på min opfordring.
    Men alle kommentarerne... for h* jeg husker dem. Men for det meste mener folk det jo i en god mening (selv om man skriger seriøst højt inde i sig selv)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også det der gør det til at holde ud, at folk mener det godt. Jeg synes også det er lidt nemmere den her gang, med alt det der velmenende smalltalk og maveklapperi. Men NØJ, hvor kunne jeg bare slet ikke klare det sidst. Det var så frygteligt at folk stod der og var "venlige" og blandede sig i min mave, når det hele bare var så skidt.

      Slet
  2. Har du fået den her "Er du sikker på, at der ikke er to derinde?"

    Den er også bare virkelig irri. Havde en kollega som sagde det tit og ofte, og ikke forstod et vink med en vognstang a la " Ja, det er jeg RET sikker PÅ!"

    Lyder ellers som om, at du rammer graviditets-vreden i god stil (som du måske har læst lidt om hos både Øglemor og jeg)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har jeg. Gentagne gange. Og folk er bare fuldstændig ude af stand til at bedømme størrelsen på sådan en mave. Jeg har jo bare en helt almindelig mellem-størrelse mave!?

      Slet
  3. Forstår dig fuldt ud, det er så grænse overskridende og irriterende. Hos mig var det kun den kommende storebror og faderen der rørte mig.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.