Luft

Måske er det vejret, men jeg synes de sidste dage har været knap så meget lorte-skod-agtige. Jeg ved ikke om det varer ved, men det er velkomment med lidt luft. Altså, det er heller ikke sådan at vi snakker halleluja-agtigt meget bedre, vel, men jeg har følt mig en anelse mere til stede (fremfor fange i egen krop) og maden har ikke været helt så klam som ellers. Og lidt kinky sex er det da også blevet til - selvom det i forvejen haltende sex ikke ligefrem er blevet påvirket i positiv retning af at jeg blev til hormonella.

Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal stille op med det der uni, men den anden dag tog jeg en ordentlig tudetur, og selvom der ikke kom noget som helst konkret ud af det, så kom jeg ind til mavefornemmelsen igen. Og den siger stadig at det er Manden og Ronan, og nu lille nye blob, som er helt ubetinget vigtigst, og så er det ligemeget med skod-uni - hvis det går så går det, og hvis det ikke gør så er det bare ærgerligt. Det ville måske være nemmere hvis jeg var den kreative type, der brændte for at sælge håndbroderede tasker på etsy, for så behøvede jeg ikke forholde mig til spørgsmålet "jamen hvad skulle jeg ellers?" Men det er jeg ikke. Og det der gør det hele en lille smule deprimerende er at der heller ikke rigtigt er noget andet jeg brænder for eller godt kunne tænke mig. Nej, vent, det virkelig deprimerende er at jeg ikke er i stand til at være ligeglad. Om alt går vel skal jeg jo på barsel til efteråret, og jeg har faktisk også lovlig grund til at kunne få dispensation for dette semesters eksamener - så egentlig kunne jeg jo bare være ligeglad med om jeg får læst eller afleveret opgaver og whatnot. Men i stedet for bekymrer jeg mig helt vildt og stresser og føler mig utilstrækkelig. Selvom det jeg allerhelst ville bare var at give slip.

Senere, når Manden står op, går vi ned til vandet og spiser en is. Så skal jeg sidde i solen og kigge ud på vandet og spise is. Og måske holde Manden lidt i hånden. Måske skal vi også lige et smut forbi kirkegården og se hvordan Ronans nye træ (som i virkeligheden er en busk) klarer sig. Vores have-skillz er ikke ligefrem imponerende, men vi håber det kommer til at trives, nu vi endelig har fået det plantet. Vi skal også have lidt fliser og en sandkasse derom, og så er det jo faktisk næsten snart fødselsdagstid (under to måneder!). Som vi har valgt skal fejres rigigt, med lagkage og boller og kakao, nu omstændighederne ikke rigtigt var til at fejre ham da han blev født. Og det føles også vigtigt at holde en dag, kun for ham, inden den lille blob kommer til.

Tænk engang, om tre uger skal vi til nakkefoldsscanning, og så kan vi ikke længere lade som om det ikke er en baby der er derinde. Så er vi ligepludselig Far og Mor og Storebror og Den Lille Ny Inde I Maven.

Og det er jo for fanden det der gør mig lykkelig. Is ved vandet og en lille japansk kvæde og fødselsdagsboller med varm kakao og udsigten til at lige om lidt så er det her kvalme-vente-helvede forbi så vi for alvor kan begynde at glæde os til Nye Baby kommer.

-------

Nåja, og så er en af mine gamle venner fra mit forstadsliv med Ex'en nede i de varme lande for at hente sin yndige nye datter, så det tuder jeg også over, for de har ventet i så mange år og jeg kan bare så godt lide når det ender lykkeligt alt sammen (for følsom, mig? Hvad snakker I om?)