onsdag den 23. maj 2012

1 til en milliard million (13+1)

Ok, det var måske ikke præcis det tal han sagde, ham lægen, men det kunne det ligeså godt have været. Det var i hvert fald noget med 1 til mange tusind, og at risikoen for Down's derfor var meget, meget lav. Lægen spurgte om vi ville have de konkrete tal skrevet ned, men det syntes vi måske ikke helt var nødvendigt. Jeg kommer til at huske tallet 22 resten af mit liv, fordi det var det der vendte op og ned på hele graviditeten med Ronan, men jeg har allerede glemt Nye Babys tal. Jeg registrerede kun "lille nakkefold" og "lav risiko"

Nye Baby (som i den grad mangler at få sit eget navn) slægter sin storebror på og havde ikke tænkt sig at ligge rigtigt, så den kunne blive målt. Overhovedet. Den lå og roterede rundt og hoppede, helst med ryggen til, og det tog meget, meget længe inden den rare læge kunne få et billede han kunne måle på. Heldigvis sagde han tidligt i scanningen at han godt kunne se at nakkefolden ikke var ret tyk, og at han bare blev ved med at scanne for at få et præcist mål. Jeg synes det er ret vildt at sådan en lille bitte baby næsten er helt færdig og kan drikke vand og sutte på sine hænder og alt muligt.

Selvom vi egentlig ikke rigtigt havde flere madpenge til den her måned besluttede vi alligevel at det skulle fejres med en burger. Og mens vi sad og ventede på maden begyndte jeg at tude. Fordi min lille baby har det helt fint. Fra nu af har vi ikke grund til at bekymre os mere, eller være mere bange, end alle andre gravide. Fra nu af er det faktisk helt normalt, og den overvejende sandsynlighed er at vi får et barn med hjem til november (eller december, hvis den er langsom)

I nat drømte jeg for første gang om babyen. Jeg kan ikke huske hvad drømmen handlede om, bare at babyen var der. Tænk, indtil nu har ikke engang min underbevidsthed troet på vi skulle have en baby. Men det skal vi.

12 kommentarer:

  1. Halleluja!!! Hvor er det dejligt at høre, og hvor må det være skønt, at nakkefoldsscanningen nu er godt overstået!

    Tillykke med det - ventetiden bliver forhåbentlig lidt sødere fra nu af!

    Kram

    SvarSlet
  2. Puh. Har vitterligt tårer i øjnene af lettelse på Jeres vegne. Tænk sig: En totalt gennemsnitlig baby. Og så alligevel så fantastisk.

    Juhuuuu!

    SvarSlet
  3. Glædestårer herfra også. Og stort tillykke! Jeg er så glad på jeres vegne :)

    SvarSlet
  4. Det glæder mig så uendelig meget på jeres vegne!!! stor stor milepæl - rigtig meget tillykke med det.

    Mange tanker og hilsner
    Anne - en trofast læser

    SvarSlet
  5. Hurra, hvor jeg glad og lettet på jeres vegne. Det indlæg gjorde helt godt. Knus

    SvarSlet
  6. Ugens bedste blogindlæg - hvor er det bare fantstisk at høre at alt er som det skal være :)

    SvarSlet
  7. Det er stort! Kæmpe tillykke med at alt er tip top i orden :-)

    SvarSlet
  8. Helt enig med både glædestårer og ugens bedste indlæg! Hvor er jeg bare glad for det på jeres vegne.

    - og jeg vil sige, at overbagte december-babyer er ret dejlige, så bare gå efter det :)

    Kæmpe krammer herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi ville faktisk helst undgå december - jeg ville blive totalt überstresset af båd julehejs og fødselsdag på én gang (selvom vi jo nok skulle finde ud af det) Og så satser jeg også på at føde indenfor de der to uger FØR termin. Har simpelthen ikke nerver til at skulle til at tage stilling til igangsættelse vs. fare ved at gå for langt over.

      Slet
    2. Ja, det er lidt noget bøvl med Troldens fødselsdag og jul. Det brokker jeg mig over hvert år :)

      Det var i øvrigt en, der bildte mig ind, at længden på ens cyklus godt kan hænge sammen med, hvornår man føder. Altså, hvis du har en kort cyklus, føder du sikkert før tid og sådan. Så kan du måske bruge det til at regne ud, hvornår det bliver :)

      Slet
    3. Haha, mon dog - mon ikke det er et levn fra dengang man ikke fastsatte termin ved scanninger?
      Jeg trøster mig med at jeg kan få det som jeg vil have det, så hvis jeg går helt i hys kan jeg få igangsættelse til termin. Men nøj, hvor gider jeg bare ikke rigtigt igangsættelse én gang til. Så hellere et decemberbarn, egentlig. Hehe.

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.