Manden har haft en lang weekend med noget planlægning af en sommerlejr sammen med en masse andre frivillige røde kors folk. Han er træt. Meget, meget træt, for på sådan en planlægningsweekend sover de vist ikke ret meget (til gengæld bliver der vist indtaget en del alkohol)
Jeg har savnet ham og følt mig en kende ensom med min kvalme og min angst. Og nu har jeg været vågen i to timer og er ved at være sulten, og han havde lovet at nu var han hjemme igen til at rive æble til mig, men han sover bare og det glas koldskål jeg fik i mig for halvanden time siden mættede ikke meget.
Den sidste time har jeg aktivt forsøg at vække ham. Med søde "Skat, er du ved at vågne?", "Klokken er mange, Manni, er du ved at være klar til at stå op?" og aen på kinden. Han siger "Ja, ja" og sover så videre og jeg har bare lyst til at skrige "NU VÅGNER DU KRAFTEDEME OP, DIN NAR" lige ned i hovedet på ham. Jeg er simpelthen fuldstændig urimelig sur over at han ikke står op og passer mig.
WTF? Hvad er det lige for et frådende monster jeg er blevet til.
.....
Men nu skal han eddermame op!!!!!!!
Åhr det der frådende monster bor også hos/i mig. Selvom det er noget andet, der har fået det til at dukke op. Man kan jo sagtens selv høre, hvor urimelig man er, men samtidig kan man heller ikke bare slukke for monsteret.
SvarSletI øvrigt er det tirsdag om lidt. Jeg tænker på dig!
Kram