Uprising

Her til morgen hørte jeg Muse's The Resistance (der i øvrigt er et rigtig dejligt og helstøbt album at lytte til fra først til sidst) på vej ud på uni. Især Uprising er en sang der passer mit lille revoutionære røde hjerte godt. For jeg tror på at nogle gange bliver man nødt til at råbe op og kværulere, selvom man strengt taget godt kunne tilpasse sig. Ja, jeg er sådan en der sætter spørgsmålstegn ved rigtig meget af det jeg bliver stillet overfor. Det meste ender med at passere, og så kunne man jo argumentere for at der ikke var nogen grund til at brokke sig til at starte med. Men jeg mener faktisk at det også har en værdi i sig selv at stille spørgsmålstegn og forholde sig kritisk til sin omverden, i stedet for bare at være et får.

Lige for tiden er det især mit universitet der puster til de antiautoritære flammer. Det blev, en måned inden vintereksamen, annonceret at alle eksamener fremover skulle foregå digitalt. Ud over den helt absurde mangel på information (som sagesløse undervisere har fået skylden for ikke at "videreformidle ordentligt") er det også et hovedløst prestigeprojekt, hvor sund fornuft er bandlyst. Hele processen har simpelthen været (og er stadig) så udemokratisk at jeg er helt oppe i det røde felt. Jo, jeg KUNNE godt gå ud og købe en ny bærbar computer (4000kr) og en digital pen (800kr) for at kunne nedfælde min matematikeksamen, men jeg synes, helt ærligt, det måske er lige i overkanten for at kunne aflevere en opgave der er magen til det jeg ville skrive i hånden - og jeg ville, hvis valget var frit, skrive det i hånden eftersom det går væsentligt hurtigere når der er komplicerede formler involveret. Undervisere og studerende bliver ikke hørt, men det værste er næsten at der ikke er ret mange studerende der råber højt. De står for det meste bare og ser ud som om de slet ikke kunne forestille sig tingene anderledes.

Så jeg råber lidt for mig selv, for jeg tror stadig på revolutionen. Både på universitetet og i verden. På frihed og kærlighed og godhed.

"Men hvordan ville du måske lige opnå det?" (udtales gerne med Peter Pil-stemme - sådan som jeg altid hører Liberal Alliance når de forsøger at overbevise mig om et eller anden åndssvagt)

Trin 1. Alle holdt op med at gøre andre ondt med vilje.

Trin 2. Hvis man har åbenbar mulighed for det så hjalp man lige dem der havde brug for det.

"Men det er slet ikke så simpelt" Jo. Det er det faktisk. Be nice. End of story.

Tænk lige hvis man lukkede ned for våbenindustrien. Ud over den åbenlyse effekt at så er der ingen der kan skyde hinanden, så tænk lige på alle de ressourcer det ville frigive. Til at udvikle landbrug, til forskning, til medicin, til undervisning. Tænk lige hvordan Afrika ville se ud hvis der ikke var krig hele tiden. Hvis der ikke var børn (og voksne) der var nødsaget til at arbejde under slavelignende forhold, for deres arbejdsgivere ville være rare. Tænk hvis man uden det var nødvendigt med Danmarksindsamlingsshow bare sendte mad og medicin ned til de børn (og voksne) der hele tiden dør af sult og latterligt letbehandlelige sygdomme.

Jeg bliver nødt til at tro på det er muligt. Jeg bliver nødt til at tro på at alle liv har samme udendeligt store værdi. For ellers kunne det jo en dag være der var nogen der besluttede at det var mit liv der ikke var noget værd. Eller min søns liv. For man elsker jo ikke sit barn mindre bare fordi man bor i et land hvor børnedødeligheden er 20%. Det bliver ikke ligegyldigt eller mindre trist bare fordi der er mange der dør. Hver tredje sekund er der et lille barn der dør. Det er faktisk lige trist hver eneste gang.

“Åh, Jonatan. Hvis alle tænkte som dig, så ville ondskaben have sejret for mange år siden”

“Hvis alle tænkte som Jonatan, så ville der ikke være ondskab”

Tag i øvrigt og se The Girl in the Cafe. En helt utroligt rørende og tankevækkende film.