Sidste søndag var det tre år siden jeg tilbragte en nat i skoven med Kinney, og vi dermed endegyldigt var på vej ned ad en helt anden vej end vi havde forestillet os.
Det første år tænkte jeg at jeg ville markere dagen og skrive et indlæg, så tænkte jeg at jeg ville skrive på årsdagen for at vi flyttede ind... indsæt selv resten af rækken. Nå. Men nu er der altså gået tre år (og en uge, og en dag, men hvem tæller), og lige i år var 25. august, plus/minus, et rigtigt dårligt tidspunkt til et repræsentativt nedslag i hvordan det går, og så var jeg sådan lidt "så kan det også bare være ligemeget", men fuck nej, egentlig, for måske er netop nu hvor det er et dårligt tidspunkt et godt tidspunkt at gøre status. Der er i hvert fald nogle af de lidt større ting på spil, og den slags er tilsyneladende temmelig kendetegnende for mit liv.
På mange måder er tingene stadig som jeg de var hvor jeg efterlod jer sidst; vi bor de samme steder, deles pænt om barnet, stabler brænde (mest mig), bygger ting (mest Kinney) og går på arbejde (mest Manden). I ville nok også stadig kunne genkende mig på gaden, ud over at brysterne hænger bare lidt mere og der er flere huller mit tøj. Men. Der er jo også en masse der ændrer sig i løbet af tre år, og for mig hænger meget af det sammen med min egen erkendelse af at "drømmen om et liv på landet" i virkeligheden viste sig at være "en kamp for frihed". Ikke frihed fra Manden eller Barnet eller ting i den dur, men friheden til at være menneske generelt og til at være det menneske jeg er secifikt. Når jeg sidder her, i mit hus midt i ingenting, og har afstand, er det helt grotesk at få øje på alle de gange mine grænser, ønsker, holdninger, rettigheder (indsæt selv flere) er blevet affejet, trådt på, overset, bagatelliseret (indsæt selv flere) og det er sindssygt hårdt at skulle gøre op med, og holde op med at være den lille, den der tager fejl, den der er mindst værd.
Heldigvis (haha, I må gerne begynde at fornemme sarkasmen nu) er det rig mulighed for at øve mig i at være den stærke mofo kick-ass bitch her i mit nye liv, hvor jeg (i et endnu ukendt tidsrum) er afhængig af en overførselsindkomst. Jamen, det er indviklet, men jeg er sikker på I kan forestille jer en passende mængde fraværende sgasbehandlere, udtrækkende afgørelser, nedskæringer mv der kan forklare hvorfor det kan tage to år at finde et aktiveringstilbud (jeg er i den spændende kategori "aktivitetsparat" og venter på en vurdering af min arbejdsevne). Jeg glæder mig til at være fri af det crap, hvadenten det bliver Jobcentrets Hellige Gral (fastansættelse), en stor nok lottogevinst, eller at resten af de ting jeg ikke er herre over falder på plads og jeg kan åbne en vejbod i fred og ro.
For at krydre en ellers sjov tid, fyldt med stressende arbejdsprøvning og venten på møder hvor andre mennesker skal afgøre vores liv, så fandt Barnets skole, fra den ene dag til den anden, ud af at det ABSOLUT IKKE kan lade sig gøre at hun ikke er der hver dag - en problemstilling vi var klar over, og gjorde opmærksom på, for halvandet (gentager HALVANDET) år siden, da hun skulle skrives op. Det handler mest om at jeg bor så langt fra skolen, og indimellem også skal være på job. Så vi spurgte pænt og skolen sagde "måske" og "vi ser på det" i en uendelighed og glemte at svare, og indkaldte aldrig til møder, og det var generelt bare superfestligt det hele. Men nu, to uger efter hun faktisk ER startet i første klasse, kom de meget pludseligt i tanke om at det slet ikke kunne lade sig gøre eller var lovligt eller nogen form for praktisk etc etc. Og bevares, det er da ok, hvis det er sådan - men hvis det er så fucking firkantet, hvorfor kunne de så ikke have sagt det da vi spurgte første gang, så vi havde haft et halvt år (inden hun skulle starte), i stedet for fire uger (efter hun har haft et års tilknytning til sin klasse), til at finde ud af noget andet. Det var derfor vi fucking spurgte til at starte med. Hvæsede hun.
Nå. Men korte af det lange er at vi sådan ca nu skal finde på et alternativ til Barnets skolegang. Eller også kunne jeg jo "bare flytte tættere på skolen" eller "ændre samværsaftalen med far" (i løbet af de næste fire uger, tak). Kunne man evt få lov til at fortsætte den ordning vi faktisk havde sidste år, i det mindste indtil vi fik svar på alle de der ting der hænger og flagrer på nogens dagsorden på jobcentret? (spoiler: nej, det kunne man ikke)
Ok, så træffer vi da bare en mega vigtig beslutning om vores datters videre skolegang uden overhovedet at vide hvordan vores liv ser ud om seks måneder.
Jamen jeg sagde jo det var et røvsygt og ikke-repræsentativt tidsunkt at gøre nedslag på.
Det første år tænkte jeg at jeg ville markere dagen og skrive et indlæg, så tænkte jeg at jeg ville skrive på årsdagen for at vi flyttede ind... indsæt selv resten af rækken. Nå. Men nu er der altså gået tre år (og en uge, og en dag, men hvem tæller), og lige i år var 25. august, plus/minus, et rigtigt dårligt tidspunkt til et repræsentativt nedslag i hvordan det går, og så var jeg sådan lidt "så kan det også bare være ligemeget", men fuck nej, egentlig, for måske er netop nu hvor det er et dårligt tidspunkt et godt tidspunkt at gøre status. Der er i hvert fald nogle af de lidt større ting på spil, og den slags er tilsyneladende temmelig kendetegnende for mit liv.
På mange måder er tingene stadig som jeg de var hvor jeg efterlod jer sidst; vi bor de samme steder, deles pænt om barnet, stabler brænde (mest mig), bygger ting (mest Kinney) og går på arbejde (mest Manden). I ville nok også stadig kunne genkende mig på gaden, ud over at brysterne hænger bare lidt mere og der er flere huller mit tøj. Men. Der er jo også en masse der ændrer sig i løbet af tre år, og for mig hænger meget af det sammen med min egen erkendelse af at "drømmen om et liv på landet" i virkeligheden viste sig at være "en kamp for frihed". Ikke frihed fra Manden eller Barnet eller ting i den dur, men friheden til at være menneske generelt og til at være det menneske jeg er secifikt. Når jeg sidder her, i mit hus midt i ingenting, og har afstand, er det helt grotesk at få øje på alle de gange mine grænser, ønsker, holdninger, rettigheder (indsæt selv flere) er blevet affejet, trådt på, overset, bagatelliseret (indsæt selv flere) og det er sindssygt hårdt at skulle gøre op med, og holde op med at være den lille, den der tager fejl, den der er mindst værd.
Heldigvis (haha, I må gerne begynde at fornemme sarkasmen nu) er det rig mulighed for at øve mig i at være den stærke mofo kick-ass bitch her i mit nye liv, hvor jeg (i et endnu ukendt tidsrum) er afhængig af en overførselsindkomst. Jamen, det er indviklet, men jeg er sikker på I kan forestille jer en passende mængde fraværende sgasbehandlere, udtrækkende afgørelser, nedskæringer mv der kan forklare hvorfor det kan tage to år at finde et aktiveringstilbud (jeg er i den spændende kategori "aktivitetsparat" og venter på en vurdering af min arbejdsevne). Jeg glæder mig til at være fri af det crap, hvadenten det bliver Jobcentrets Hellige Gral (fastansættelse), en stor nok lottogevinst, eller at resten af de ting jeg ikke er herre over falder på plads og jeg kan åbne en vejbod i fred og ro.
For at krydre en ellers sjov tid, fyldt med stressende arbejdsprøvning og venten på møder hvor andre mennesker skal afgøre vores liv, så fandt Barnets skole, fra den ene dag til den anden, ud af at det ABSOLUT IKKE kan lade sig gøre at hun ikke er der hver dag - en problemstilling vi var klar over, og gjorde opmærksom på, for halvandet (gentager HALVANDET) år siden, da hun skulle skrives op. Det handler mest om at jeg bor så langt fra skolen, og indimellem også skal være på job. Så vi spurgte pænt og skolen sagde "måske" og "vi ser på det" i en uendelighed og glemte at svare, og indkaldte aldrig til møder, og det var generelt bare superfestligt det hele. Men nu, to uger efter hun faktisk ER startet i første klasse, kom de meget pludseligt i tanke om at det slet ikke kunne lade sig gøre eller var lovligt eller nogen form for praktisk etc etc. Og bevares, det er da ok, hvis det er sådan - men hvis det er så fucking firkantet, hvorfor kunne de så ikke have sagt det da vi spurgte første gang, så vi havde haft et halvt år (inden hun skulle starte), i stedet for fire uger (efter hun har haft et års tilknytning til sin klasse), til at finde ud af noget andet. Det var derfor vi fucking spurgte til at starte med. Hvæsede hun.
Nå. Men korte af det lange er at vi sådan ca nu skal finde på et alternativ til Barnets skolegang. Eller også kunne jeg jo "bare flytte tættere på skolen" eller "ændre samværsaftalen med far" (i løbet af de næste fire uger, tak). Kunne man evt få lov til at fortsætte den ordning vi faktisk havde sidste år, i det mindste indtil vi fik svar på alle de der ting der hænger og flagrer på nogens dagsorden på jobcentret? (spoiler: nej, det kunne man ikke)
Ok, så træffer vi da bare en mega vigtig beslutning om vores datters videre skolegang uden overhovedet at vide hvordan vores liv ser ud om seks måneder.
Jamen jeg sagde jo det var et røvsygt og ikke-repræsentativt tidsunkt at gøre nedslag på.
Altså, selv om det ikke er rosenrødt, så er det dejligt, du er tilbage. Kh. Birgitte
SvarSlet