fredag den 22. november 2019

Hvori der er pastinakker

Meanwhile...

Det er blevet efterår-næsten-vinter, og jeg kører en masse brænde frem og tilbage. Eller. Jeg kører det jo ikke tilbage, kun frem og ind. Stabler og flytter, først på gulvet under ovnen, så i brænde-buret, til sidst i ovnen, for det er alt for vådt udenfor og fugtigt brænde brænder ad helvede til, hvis overhovedet. Jeg er blevet ninja i brændeovn, ikke uventet, men uventet hvor intuitiv processen er blevet. Det er jo ikke bare ovnen, eller brændet. Det er vinden, fugten, kulden i betonen, pindebrændets beskaffenhed og forskellen på krøllet papir. “Det er fugtigt i dag” siger jeg, selvom det stadig er mørkt og jeg ikke har åbnet en dør endnu. Eller jeg vender Stirling-motor-ventilatoren bagud fordi vinden er i det forkerte hjørne, og det har ikke noget at gøre med vejrudsigten, det er en følelse.

Alting tager længere tid end først antaget. Ikke mindst erkendelse. Det var jo bare et spørgsmål om at flytte på landet og starte selvforsyningen og leve friheden uden gæld. Men jo mere fri vi bliver, jo tydeligere bliver det hvor lidt vi var fri til at starte med, og hvor langt der er endnu. Den der lille løse tråd der har naget det meste af mit liv kan trævle og trævle og trævle når jeg først begynder at hive. Det er ikke bare mig. Det er ikke bare min opvækst eller min familie eller mine tilfældige omstændigheder. Det er ikke bare skolen eller kommunen eller den til enhver tid siddende regering. Det er det hele. Os alle sammen. Den måde vi lever på. Det er helt grundlæggende... forkert. Jeg har ikke andre ord. Vi har glemt hvordan man er menneske, hvordan man overlever, hvordan man udvikler sig. Og vi har skabt en kultur, et system, der ikke levner hverken tid eller mulighed for at genopdage det. Det er svært at skulle genlære sine instinkter. Det er svært at være oppe imod et helt livs blindgyder. Det er svært at få Systemet til at forstå at det er det der gør os syge, det der gør mig syg. Alting tager længere tid end først antaget.

Skilsmisse er svært. Faktisk umuligt. Man kan ikke adskille sig fra et menneske man har været en enhed med i et årti. Det er ligemeget at vi var enige og der ikke var noget ondt blod, for vi blev jo skilt, og det var ikke fordi jeg gik ud og fandt en anden, men fordi at det at jeg fandt en anden, fandt en mere, gjorde det klart at vi skulle hver vores vej. Og det er umuligt. Det er umuligt at skulle samme vej, når man skal hver sin vej, men det er alligevel det vi skal for vi deler stadig en kæmpe del af vores liv. Jeg kæmper med at give slip, for jeg bekymrer mig, og min mavefornemmelse er stærk, men jeg kan ikke påtvinge ham mit svar, ligemeget hvor rigtigt det er, hvis det ikke er der han er. Det er det med erkendelsen igen. Den tager tid, og den er nødt til at komme indefra. Og når han når dertil at han er villig og i stand til at drikke af mit visdomstrug er det ikke sikkert mit svar er det rigtige længere. Ting er flydende på den måde. Det har også taget tid at lære.

Vi har pastinakker i haven. Nogle af dem er på tykkelse med min underarm. Men vi ville nok stadig komme til at sulte henover vinteren hvis vi ikke havde Rema.

Erkendelse tager tid. Det gør selvforsyning også.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.