torsdag den 24. september 2015

Hvori jeg ville ønske situationen var en anden

Du befinder dig i et behageligt belyst værelse, halvnøgen, alene med en veltrænet, velduftende ung mand. Du er omhyggeligt placeret på lagen og pude, han har tydeligvis styr på situationen, du skal bare gøre som han siger.

Først forsigtig berøring, så massage. Du bliver holdt om, placeret tæt nok på til at kunne mærke muskler under trøjen. Berøringen bevæger sig fra nakke til skuldre, ned over ryggen. Bagdel, inderlår.

På skrift lyder det skide godt. En situation hvor man kunne føle sig tiltrækkende og sexet.

I virkeligheden er følelsen mere ovre i gammel kvabset kone, kan jeg afsløre.

I hvert fald når den veltrænede, velduftende unge mand er ens fysioterapeut og ens ryg er holdt op med at virke.

Har aldrig følt mig mere kikset end når rare, nydelige Fys begejstret udbryder "Stærkt!" fordi det lykkes min ynkelige, fejlende krop at sætte sig helt almindeligt op.

Det skulle da lige være når rare, nydelige Fys "lige presser her på undersiden af bækkenet"


PS. I det mindste går det fremad. Det lykkedes ham at vride et knæk ud af mig i går ("Stærkt!") og siden har den crazy trælse nervesmerte i venstre ben kun været almindeligt træls.

2 kommentarer:

  1. Åh håber snart der kommer bedring på den ryg. Kh. Birgitte

    SvarSlet
  2. Undskyld, men jeg kom altså til at klukke af grin over din beskrivelse af situationen. Beklager - og rigtig god bedring med ryggen. KH Rikke

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.