3. juni 2007
Selvcentrering
Jeg føler mig så banal at det næsten er pinligt. Jeg krummer tæerne i skam over at jeg nu mentalt har forvandlet mig til en fjortenårig uden porportionssans og ude af stand til at se andet end min egen navle. Som jeg heller ikke kan se, for den er blevet væk i flæsket, som jeg nu pludseligt også er blevet opmærksom på. Jeg tager mig selv i selvmedlidende at ønske jeg havde anorexi så jeg kunne blive supertynd og smuk. De selvynkende tåger ligger tæt omkring mig og alting er verdens undergang. Jeg bliver aldrig lykkelig og jeg kan ligeså godt slå mig selv ihjel og dø med en spektankulær og melodramatisk svanesang.
Jeg kunne også bare vende tilbage til virkeligheden og gå i seng, i stedet for at søbe i min egen elendighed. Det er jo ikke ligefrem noget nyt at jeg ikke ved hvad jeg vil eller hvad jeg ska så jeg kan jo ligeså godt tage det som det kommer.
Eneren* sagde at jeg jo bare kunne komme forbi i morgen, hvis ikke han bliver kaldt på arbejde, og så har han ellers kun svaret med et-ords-sms’er resten af aftenen. Jeg er virkeligt forvirret og ved ikke hvad jeg skal forvente. Hader han mig? Har han savnet mig? Har han tænkt sig at sige vores venskab bare ikke kan holde når jeg er sådan? Har han tænkt over det og har hans følelser for mig ændret sig? Og i så fald: til det værre eller det bedre?
--------------
*Es, red.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.