fredag den 3. januar 2014

Med hilsen fra mit teenage jeg

Ok, jeg undskylder på forhånd det her indlæg, men jeg bliver altså nødt til at forsøge at sælge jer noget Celine Dion. Og nu ved jeg godt der sidder nogen som med det samme forlader indlægget, men altså... jeg forstår jeg godt, haters. Det gør jeg. Jeg forstår godt at bl.a. Julie skriger "SLÅ MIG IHJEL NU!" hvis nogen tvinger hende til at høre Celine Dion (undskyld, Julie, hvis jeg ikke har citeret dig helt korrekt, men er det ikke noget i den stil?) Jeg forstår det i hvert fald godt hvis bedømmelsesgrundlaget er den her: (lad være med at trykke play, hvis du kan lide dine ører - hør som max 5 sekunder, det er rigeligt til at give et indtryk af hele sangen)



Nå, men min pointe er at det langt fra alt sammen er sjælløs, amerikaniseret pop. Og som en der har brugt en ret stor del af livet (læs: samtlige teenageår) på Celine Dion bliver jeg simpelthen nødt til at nuancere billedet lidt. Ikke fordi du skal elske Celine Dion, men måske bare for at du skal hate lidt mindre. Hvis ikke direkte på hende, så i hvert fald hate lidt mindre på nogle af de sangskrivere der står bag.

Jeg har valgt den her til jer. Fordi jeg synes den er hjerteskærende smuk og jeg hyler hver gang jeg hører den. Ja, så banal er jeg.



Det var virkelig svært at vælge, for der er fx også den her og den her, som jeg også elsker.

Anyway, hvis der skulle sidde en enkelt som hater lidt mindre derude, som måske havde fået mod på et helt album så få fat i "S'il suffisait d'aimer" som er så smukt og gennemført og sjælfyldt et album (skrevet af den fabelagtige Jean-Jacques Goldman, der fx også har skrevet Aicha)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.