mandag den 15. oktober 2012

Det der med at bede om hjælp

Jeg har altid været ret åben og ligefrem omkring det at jeg er depressiv. Fx når samtalen falder på hvorfor jeg ikke er kommet længere med mit studie, eller når det har været nødvendigt at melde afbud til diverse sociale arrangementer.

Jeg har til gengæld altid været rigtig dårlig til at være ærlig omkring hvilke (og hvor mange) begrænsninger det faktisk giver, og til rent faktisk at fortælle hvordan jeg har det. Sådan i situationen.

For hvordan bringer man lige sådan et emne på bane? Det er jo ikke fordi det dukker op i en tilfældig hverdags-samtale, med mindre der rent faktisk er nogen der direkte stiller spørgsmålet "Hvordan har du det?" - hvilket sjældent sker, for symptomerne og de begrænsninger jeg oplever er jo som oftest usynlige for omverdenen.

Min far sagde engang at det ville være nemmere med et brækket ben. For så var både sygdommen og de problemer den giver i hverdagen til at forstå og få øje på. Men depression er langt hen ad vejen en usynlig sygdom, og en sygdom der kan gradbøjes. En sygdom, hvor det faktisk kan være ret svært - nærmest umuligt - at skelne mellem hvornår det reelt er en sygdom, og hvornår det bare er en dårlig dag. Og hvornår det er noget midt imellem.

Jeg har levet med, i og omkring depression i mange år. Mange, mange år. Halvdelen af mit liv. Symptomerne er velkendte, og det er efterhånden mere et spørgsmål om mavefornemmelse, end om at gennemgå tjeklisten. Det giver os mulighed for at opdage det i opløbet og tage forholdsregler - problemet er bare, at i opløbet er jeg jo hverken rigtig skidt, eller rigtigt syg (og bliver det måske heller ikke), så det føles nogle gange åndssvagt at begynde at bede om hjælp. Andre har jo også deres at slås med, og jeg hader virkelig at være Hende Der Pisker En Stemning Op. For ingenting.

For det er jo ikke fordi der er ved at være dommedag herhjemme eller noget i den stil. Jeg har det bare skidt, og har haft det jævnt skidt i hvad der begynder at ligne to uger (den magiske grænse for depressions-test perioden). Ikke død-nød-og-ødelæggelse skidt, bare almindelig jævnt-trist-uden-grund skidt. Og så er det jeg synes det er svært, at bringe den der hjælp på bane. For der er jo ikke noget Manden ikke kan klare selv, hvis det er; indkøb, rengøring, opvask, madlavning, aflevere mine papirer til SU osv. Men hvis han gør alt det, for at jeg kan slippe, så jeg ikke skal stresse over det, så er han jo ikke hos mig. Og det er det jeg har allermest brug for. Nærvær. Og lange snakke, og alle de der ubestemmelige ikke-praktiske ting, der giver ro og overskud.

Normalt ville vi tage det som det kommer. Give det tid og skrue lidt ned for det hele og spise en pizza. Men ligenu har vi bare ikke rigtigt tid. Nye Baby kommer lige om lidt, og jeg er så bange for at vi ikke kan nå at finde ind til alt det gode og rare inden, og jeg så kommer til at gå glip af det hele. Jeg er ikke bange for om jeg kommer til at elske Babyen eller om jeg kommer til at kunne tage mig af den - men når jeg har det skidt, så forsvinder alle de gode ting væk et sted i Sumpen, og de bliver svære at holde fast på og huske. Og er der noget jeg gerne vil huske, på den gode måde, så er det den første tid med Lille Nye.

Nåmmen, nu har jeg så ævlet stolpe op og stolpe ned, men er ikke kommet tættere på noget som helst der minder om et svar. Hvordan beder man om hjælp, når man jo i virkeligheden slet ikke er derude hvor det er en nødvendighed for at overleve? Hvordan bringer man lige på bane at det ville gøre en verden til forskel at der var nogen der kom og vaskede ens køkkengulv eller hjalp med storindkøb i Føtex? For det virker jo lidt latterligt at ens velvære afhænger af rene gulve og gigant-poser med hotwings.

10 kommentarer:

  1. Åhr, hvor jeg kender det, selvom jeg slet ikke har kendt til det så længe, så beskriver du alligevel meget præcis sådan som jeg har det, det meste af tiden. Ikke rigtig skidt, men heller ikke rigtig glad. Et underligt, besværligt sted midt i mellem.

    Hvis jeg skal komme med et slags råd, så er det, at det at få hjælp jo faktisk er en nødvendighed for overlevelse, sådan som du beskriver det. Jo, det kan da godt være, at tristheden damper af af sig selv, men hvis lidt hjælp kunne fremskynde processen og aflaste både dig og Manden, så tror jeg da, at de fleste mennesker gerne ville træde til.
    Selvom man sjældent selv gider at vaske gulve eller storindkøbe, så er det noget helt andet, når det er noget man kan gøre for andre. Måske især ved en depression kan det føles meget magtesløst at stå på sidelinjen, for man vil gerne hjælpe, men ved ikke, hvad man kan gøre. Så meget desto bedre, hvis den, der har depressionen kan give udtryk for, hvad man gerne vil have hjælp til. Giver det mening?

    Jeg ville ønske, at jeg også selv var bedre til at bede om hjælp, men jeg ved sjældent, hvad det er jeg gerne vil have hjælp til. Blive glad?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ville faktisk have kommenteret på dit forsvundne indlæg. Og de efterfølgende der havde med det at gøre. For det satte faktisk nogle tanker igang hos mig.

      Og ja... aflastning til Manden... normalt ville jeg ikke have noget problem med at lade ham overtage, og han ville gøre det uden at tænke over det. Men lige for tiden har han jo også en masse han går og tænker på, og det vil jeg så gerne at han får tid og plads til (og det gør han overhovedet ikke hvis han hopper rundt på tungen for mig)

      Slet
  2. Jeg er ret sikker på, at der i din kreds findes nogen, der hjertens gerne står for gulvvask og storindkøb engang imellem. Hvis de bliver spurgt. (Det er nemlig frygteligt svært at vide, hvornår man gerne må træde til ellers)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er slet ikke et problem at finde nogen der gerne vil hjælpe. Men det er til gengæld et stort problem (for mig i hvert fald) hvordan man får emnet bragt på bane. For hvordan fanden spørger man om sådan noget? Hvordan får man overhovedet sagt man faktisk ikke har det så godt?

      Slet
  3. Det er bare at spørge, dine gode venner vil jo rigtig gerne hjælpe dig igennem (er jeg sikker på), de ved bare ikke hvordan.
    Jeg har en nær veninde som kæmper med depression og hun øver sig i at spørge, og jeg bliver jo glad hvis det kan hjælpe hende at jeg bringer aftensmad eller smutte forbi apoteket engang imellem...
    Hvid du først springer ud i det- er jeg sikker på du blive positivt overrasket!
    Jeg hepper på dig (hvis man kan sige det?) og håber der snart kommer bedring så du kan glæde dig til Nye baby...

    SvarSlet
    Svar
    1. "Bare at spørge" Haha. Ha.

      Slet
    2. Det var overhovedet for at underkende at det er helt vildt svært at overvinde sig selv og spørge om hjælp!
      Jeg ville bare sige at dine omgivelser nok bliver glade for at kunne hjælpe med noget så håndgribeligt som gulvvask og indkøb.

      Slet
    3. Jeg ved som sagt godt at de gerne vil hjælpe. Men problemet er langt mere lavpraktisk end at jeg lige skal overvinde mig selv - det er, helt konkret, et spørgsmål om hvordan man siger sådan noget. Især i den situation hvor de jo ikke aner der overhovedet er noget galt. Midt i aftensmaden? I løbet af de fem minutter Niecen lige laver noget andet og ikke forstyrrer? Apropos hvad? Det er ikke oplagt lige at bringe på bane når man sad og snakkede om kage eller kvaliteten af stofbleer. Jeg har hverken ordene eller situationsfornemmelsen.

      Slet
  4. Helt lavpraktisk så ville jeg ringe eller sende en SMS om at jeg havde brug for at snakke, så man ligesom havde initiativet, og den anden vidste at man ville noget særligt. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eller bare bruge strudse-metoden og satse på det går væk igen af sig selv? Nå, ikke. Men en god ide med en sms. Engang. Måske.

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.