Bitre Kone

Jeg prøver virkelig ikke at være bitter. Livet er simpelthen for kort at bruge på at være bitter. Det får man jo alligevel ikke noget ud af. Det har også været nemt nok for mig at sige, for jeg har slet ikke (eller, næsten ikke) mærket den bitterhed som jeg efterhånden har mødt hos en del. Jeg forstår den godt, bitterheden - jeg forstår godt hvorfor man ikke kan rumme at andre får børn uden nogen som helst komplikationer, og jeg forstår godt hvor uretfærdighedsfølelsen kommer fra. For det giver ingen mening at ens barn dør, når andre bare får børn helt anmindeligt, og det giver ingen mening at verden, sådan helt generelt, glemmer og skjuler ens sorg. Men for mig, for os, har det bare slet ikke været noget der fyldte. På fødegangen syntes vi det var hyggeligt at høre de små levende babyer fra de andre stuer og i blogland og på facebook har vi flere gange været i selvsving over små nuttede nye babyer. Det har givet stik i hjertet - og spark i brystet - men vi har aldrig været misundelige på den grimme måde. Vi har sat ord på bitterheden inden den blev bitter, holdt hinanden fast i at det ikke var den vej vi skulle og i det store og hele formået at glæde os på andres vegne, i stedet for at tage det personligt.

Men lige i dag, der har jeg svært ved det. Det er helt uoverskueligt at det nu bare er blevet et helt nyt år, hvor Ronan ikke må være med. Et helt år, med fødselsdage og jul og ferie og hverdage hvor han ikke er med til noget af det. 2012 er et helt år, hvor Ronan slet ikke er til, og det er ubærligt. Og det er ubærligt at det kun er det første i en lang, lang række af år. Jeg har virkelig, virkelig svært ved at komme overens med hverdagen for tiden, og SMACK lige midt i det hele går det ulidelige familiemedlemhen og får et barn. På Niecens fødselsdag, endda, som ellers skulle være en hyggelig dag, hvor jeg ikke skulle forholde mig til andet end at møde op med en kage. Og lige der, midt i Teletubbykagebagningen, kom bitterheden. På den virkelig grimme og urummelige måde. Jeg kan simpelthen ikke glæde mig på deres vegne. Overhovedet. Jeg kan ikke andet end at være sur og fuldstændig urimelig. Blev virkelig sur på Svigerforældrene over de kom alt, alt for sent til Niecens fødselsdag, fordi de lige skulle et ekstra smut forbi sygehuset. Kunne ikke mande mig op til mere end et anstrengt smil og endnu mere anstrengt samlltalk, selvom jeg godt var klar over hvor urimeligt det var - det er min Svigermorsfamilie og en lille ny ER en kæmpe begivenhed, og de nåede jo også fint begge dele. Men Konen med det Virkelig Grimme Ansigt var fremme og følte ikke andet end at vi blev behandlet som sekundafamilie, og har de egentlig nogensinde besøgt Ronan, sådan af sig selv?

Jeg kan slet ikke synes det er fedt at Hr. "ja, I har fået et DØDT barn" Lorteabe med kone nu har et fælles barn (der, i parentes bemærket, har fået et bundåndssvagt navn) som de kan lade som om de er i stand til at tage sig ordentligt af. Jeg kan slet ikke lade tvivlen komme dem til gode, og jeg kan slet ikke bære tanken om nogensinde at skulle være i rum med ham igen, for jeg er simpelthen ikke rummelig nok til at høre på ham tromle frem med historier om sit (uden tvivl "for sygt vilde") barn. Heldigvis er Manden knap så smålig. Han var i stand til at skrive en pæn tillykkehilsen til ham på facebook (for han er også rummelig nok til ikke at have defriended ham) og huskede også indenfor et anstændigt tidsrum at nævne den glædelige begivenhed da Svigermor kom. Jeg tror måske endda også han spurgte ind til det hele, men jeg er ikke sikker, for jeg var heller ikke engang rummelig nok til at høre efter.

Det er da sikkert en sød baby de har fået, for sådan er babyer jo flest, og man vænner sig jo nok også engang til det åndssvage navn. Man kunne sikkert også lære at bære det hele med en smule ynde, men det gider Bitre Kone bare overhovedet ikke. Bitre Kone morer sig over deres liv, på den ondskabsfulde måde, og Bitre Kone er overbevist om de er skilt inden der går et år. Bitre Kone kan faktisk slet ikke vente på at livet slår Hr. Lorteabe hårdt i ansigtet med et stykke pigtråd, og Bitre Kone har ikke tænkt sig at forsvinde før det sker. Og jeg har faktisk ikke engang lyst til at smide hende ud.

-----------------------

Hov... hvis man staver Bitre forkert bliver det til Birte. Hmm. Birte Kone. Det kunne hun vel egentlig godt hedde, hende den sure dame indeni mig.