torsdag den 17. marts 2011

Odense-blues

Vi valgte at sige nej til den der fostervandsprøve. Jeg ringede og snakkede med en sød og rar læge i Svendborg der sagde at prøven udelukkende var for vores skyld, så vi kunne vide det og beslutte hvad der så skulle ske. Så vi så på hinanden, mig og Manden, og mavefornemmelsen faldt på plads - det vigtigste for os er at give Ananas de bedste chancer og så ser vi ingen grund til at tilføje endnu en risiko hvis det alligevel ikke gør nogen forskel.

I dag (hvor vi havde fået tiden flyttet til inden vi aflyste endeligt) ringede der så en sygeplejerske fra Odense og sagde at hun kunne se vi ikke havde fået en ny tid hos dem til 20 ugers-scanning. Jeg havde ellers lige håbet at vi kunne orme os udenom et graviditetsforløb inde i Odense, men de vil meget gerne følge os hvis der nu er noget og vi skal føde derinde. Og så kunne vi jo efter scanningen se på om vi skulle tale med en børnekirurg, hvis vi ikke allerede havde gjort det? Det har vi jo så ikke, eftersom der ikke er konstateret noget som helst endeligt galt med vores baby og der i øvrigt er en milliard år til den kommer ud. Ok, måske ikke en milliard år, for jeg er 16+5 og får en tid til midtvejsscanning sidst på måneden, men alligevel.

Jeg er virkelig ked af at skulle høre til inde i Odense, for jeg synes slet, slet ikke der er rart derinde. Nede i Svendborg, da jeg ringede sidste torsdag efter scanningen fordi vi virkelig havde brug for at snakke med nogen der vidste noget om noget fik jeg uden pis fat i en rigtig sød jordemoder der havde god tid til at have forståelse for min situation og give mit nummer videre til en læge som så ringede ti minutter senere. Jeg elsker dem nede i Svendborg. Sidst jeg snakkede med lægen (fordi vi havde endnu flere spørgsmål) sagde han endda jeg meget gerne måtte ringe igen når vi havde fundet ud af det, bare fordi han gerne vil høre hvordan det går. Jeg ved godt det er en spasser-ting at gå og blive ked af, for det er jo det bedste for lille Ananas at vi er et sted hvor de har ekspertisen og børnelægerne til at behandle den lille skid hvis den har brug for det når den bliver født. Det er bare så koldt og hospitalsagtigt og stresset derinde - vi vil jo helst bare gå herhjemme og hygge os og lade tingene gå deres gang.

2 kommentarer:

  1. Synes bestemt ikke, det er en spasser-ting at blive ked af. Det er da vildt vigtigt, at man har det godt med det sted, hvor man skal føde, og hvor de skal tage sig af ens barn.

    Når det er sagt, er det jo også - som du også selv skriver - selvfølgelig godt, at de tager sig af jer og tager det alvorligt, at der kan være noget i vejen med Ananassen. Og derfor gør de tiltag, der måtte være nødvendige ift. hvis og såfremt og alt det der.

    Men jeg synes, det lyder klogt, at I følger jeres mavefornemmelse og gør det, I har lyst til. Det, tror jeg, giver jer et rigtig godt forspring. Det skal sq nok gå - er sikker på, at Ananassen er en fighter, og at tingene ser fine ud til gennemscanningen.

    SvarSlet
  2. Det er også bare fordi... det hele virker et eller andet sted så unødvendigt, for de kan jo alligevel ikke GØRE noget - og vi er jo med på den værste, hvis man kan sige det sådan. Vi gør hvad der skal til, og indtil der er nogen der ved hvad der skal til... ja, så er det alle de prøver og møder virker ligegyldige. Jeg håber bare at de kan se noget mere til den næste scanning så - allerhelst at der ikke (længere) er noget der ser ikke-helt-rigtigt ud

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.