Det levende barn

Jeg har rykket mig meget i min sorg. Men jeg kan ikke finde ud af om sorgen er blevet mindre eller om jeg bare ikke lægger så meget mærke til den længere. Jeg har stadig utrolig svært ved at sammenkoble konceptet "at have mistet et barn" med det der er sket for os, og nogle gange kan jeg pludselig godt komme i tvivl om der faktisk overhovedet er sket noget, eller om der bare er nogen der har stillet et billede af en baby på mit natbord. Der er (selvfølgelig) stadig mange aftener hvor jeg sidder med billedet og savner ham og græder, men der er også nogle aftener hvor jeg ikke registrerer andet end "næh, en sød baby" inden jeg slukker lyset.

For nogle dage siden tog jeg mig selv i at tænke; hvorfor kaldte vi ham ikke Sofus? Han ligner en Sofus. Selv hans tøj får ham til at ligne en Sofus. Jeg så pludselig det hele udefra, som om det ikke var noget jeg var følelsesmæssigt involveret i. En lille nuttet puttebaby skal selvfølgelig hedde Sofus. Og på gravstenen, hvis der stod Sofus, så ville man også vide det med det samme når man så den, at stedet hørte til en nuttet og savnet baby. Det ville alt sammen være rundere og blødere og passe bedre ned i kassen, der er Forestillingen om den Døde Baby. Jeg nåede faktisk at tænke at vi jo havde gjort det helt forkert, der i sorgtågerne, og slet ikke havde tænkt os om. Den stille, nuttede baby, som bare ser ud som om den sover skulle selvfølgelig have heddet Sofus.

Men han var jo ikke noget stille barn. Det er kun fordi han døde at han er så stille og putteagtig på alle billederne. Inde i min mave var han jo en lille bøffel, der møffede rundt hele tiden og kunne få ting til at vippe hvis man stillede dem på maven. Det var ham der vågnede op hver morgen og begyndte at mosle rundt når jeg spiste min havregrød, og det var ham vi kunne mærke når vi aede maven og sang godnatsang. Og det var ham der boinkede sådan til mig at jeg engang imellem kunne hapse et lille stykke baby gennem maveskindet. Inde i min mave var han ikke spor pussenuttet og fredfyldt. Inde i min mave var han levende.

Og det er bare først nu jeg rigtigt kan huske det. Jowjow, jeg har tit tænkt på det, og været glad for den tid vi havde med ham, men uden sådan rigtigt at huske det. Uden at huske ham. Mit liv har været så fyldt med sorg over vores døde søn, at der slet ikke har været plads til at rumme tanken om at han også engang var levende. Det er måske derfor billedet af ham ikke længere udløser de samme følelser. For det var jo ikke sådan han var; det er ikke det barn jeg husker og sørger over for tiden. Det er underligt på den måde at arbejde sig baglæns i sorgen. Og det er underligt på den måde at blive ramt i hovedet af en så indlysende sandhed, og pludselig blive så ked af noget man har vidst længe. Pludselig, næsten seks måneder senere, at blive så ked af vi har mistet det levende barn der var i min mave.

Det døde barn på billederne kunne måske godt have heddet Sofus. Men det levende barn der var inde i min mave, han hedder Ronan.

Handicappet?

Inde hos SU-styrelsen kan man søge et såkaldt handicaptillæg, hvis man har "en varig funktionsnedsættelse" som gør at man ikke kan have et job ved siden af sine studier. Jeg kan jo dårligt nok finde ud af at have et studie, men eftersom jeg har været ind og ud af systemet og en hel masse rundt omkring, diagnose- og journalløs, har jeg ikke turdet søge det før nu. Nåja, det, og så at jeg jo ikke helt føler jeg kan være bekendt at søge om ekstra penge, for der er jo nogen der har det værre end mig og alt det der.

Til dem der aldrig har prøvet SU og/eller særlige tillæg kan jeg oplyse at SU-styrelsen er en jungle. En jungle som sjældent udspyer oplysninger der stemmer overens med andre instansers oplysninger, eller, ja, deres egne. Således står der på deres hjemmeside at relevant dokumentation er en speciallægeerklæring og journaloplysninger. Da jeg nævnte det for min psykiater blev han virkelig forvirret i blikket og mere oprørt end jeg nogensinde har set ham (hvilket stadig ikke er ret meget) og ytrede at det overhovedet ikke kunne passe. Speciallægeerklæringer er store og dyre og overkill, og det gav slet ingen mening at de bad om noget så privat som min journal. Jeg blev sådan lidt "don't kill the messenger, jeg siger bare hvad der står på deres side - jeg skal nok gå ned og spørge dem"

Det gjorde jeg så.

Konen: "Hej, jeg er ved at udfylde sådan en ansøgning om handicaptillæg, men jeg kan ikke finde ud af hvilken dokumentation jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder: "Jamen det står på ansøgningen"
Konen: "Ja, men jeg synes bare ikke det var særlig udførligt"
SU-medarbejder: "Det står der. Jeg sidder faktisk lige med en ansøgning her. Se, der."
Konen: "Ja, ok, men jeg er i tvivl om hvad det er jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder (læser højt): "Nedsatte bevægelsesfunktioner: du skal vedlægge erklæringer fra speciallæge eller sygehus. Ryglidelser: du skal vedlægge journaludskrift fra sygehus eller speciallæge..."
Konen: "Ja, men..."
SU-medarbejder: "...Synslidelser: du skal vedlægge oplysninger fra hospital, øjenlæge eller Statens Øjenklinik..."
Konen: "...det er psykisk!"
SU-medarbejder: "Ok, det står lige der: du skal vedlægge oplysninger fra psykiater"
Konen: "Men hvilke oplysninger?"
SU-medarbejder: "..."
Konen: "Det er ikke særlig specifikt"
SU-medarbejder: "Nej, det er jo en individuel vurdering. En diagnose, jo. Og en kopi af din journal"
Konen: "Hvad med tidligere journaler?"
SU-medarbejder: "Ja"
Konen: "Den er altså ret stor" (demonstrerer med tommel- og pegefinger hvor tyk den er)
SU-medarbejder: "Nej, ikke når den er så stor. Bare henvisninger, måske"
Konen: "...ok. Tak. Så. Det går jeg hjem og kigger på"

I dag ringede jeg så til psykiaterens sekretær for at oplyse om SU-styrelsens oplysninger.

Konen: "Hej. De vil gerne have en kopi af min journal"
Sekretær: "...det lyder altså mærkeligt. Det har vi aldrig gjort"
Konen: "Men det var det de sagde"
Sekretær: "Det må have været en meget uerfaren medarbejder du snakkede med. Normalt så laver vi sådan en erklæring, med en diagnose og den slags - en journal er jo alt for personlig at have svævende rundt i systemet på den måde! Og det er du da heller ikke interesseret i?"
Konen: "Nej, men det var det de bad om. Og ellers kan jeg jo ikke søge det tillæg"
Sekretær: "Ej, jeg er sikker på at hvis du snakkede med en der var mere erfaren ville de også sige at sådan en erklæring var nok"
Konen: "Jamen hvis det er det I plejer, så går jeg ud fra det er nok"
Sekretær (virker stadig helt harm over at de vil have udleveret journal): "Ja, de har jo ingen interesse i din journal! Den er jo også lang og der står en masse personligt, og behandlingsspecifikt. Det må virkelig være nok at de får en diagnose og en tidshorisont. Skal vi ikke sige at hvis du ikke hører fra mig, så gør vi bare sådan?"
Konen: "Jo, endelig. Så må de jo sige til hvis det ikke er nok"
Sekretær: "Ja. De kan jo også ringe til psykiateren og snakke med ham, hvis der er noget!"
Konen: "Ja, så må de jo gøre det (*smirk*) Tak"

Næste punkt: skrive til lægen og høre om hun har adgang til mine tidligere henvisninger og sygemeldinger. Eller om jeg selv skal til at kontakte sytten forskellige læger, for at rekvirere dem.

Faktisk, så er det næsten sådan at hvis man formår at aflevere en korrekt udfyldt og veldokumenteret ansøgning har man bevist at man ikke har brug for tillægget. De beder mig i hvert fald om at gøre alle de ting jeg forsøger at overbevise dem om jeg ikke er i stand til.

UPDATE: Sekretæren ringede igen og sagde at de plejer at få sådan en skema, i den slags sager. Så ringede jeg til SU hvor jeg fik at vide at et sådant fandtes ikke, og jeg skulle bare vedlægge det min psykiater fandt relevant - og det behøvede ikke være en journal. Nå, men det er da godt de selv ved hvad de laver.

Første søndag i advent

Lokkede Kaye med en tur i Netto, på jagt efter kalenderlys med et lille lys til hver dag, som vi kunne bruge til Ronans lille lygte. Men de havde ikke nogen. Har i stedet købt nogle røde fyrfadslys, og så kan vi selv skrive numre på. For kalenderlys, det skal han have. Vi har også tænkt på at vi skal have en lille nissehue til at sætte på hans billede (ja, vi er mega-cheasy, ok?) men jeg kan bare ikke rigtigt finde nogen babynissehuer - som ikke er fra en eller anden fancy butik og koster en milliard (for jeg er også cheap, ing?)

Jyden havde åbenbart insisteret på æbleskiver til eftermiddagskaffen og adventskransen, og det så jeg ingen grund til at modsætte mig. Niecen så forfærdet på sin fader da han hældte flormelis op på hendes tallerken og udbrød, næsten flæbende "Kan ikke li'!" Syltetøjet havde hun dog absolut ingen problemer med - hun blev faktisk helt sur da nogen foreslog at hun måske også skulle spise lidt æbleskive til. Jeg vil også have en næsten-to-årig, for der er jo endeløs underholdning i sådan en. Hun insisterer fx også på at den store pap-julegås på væggen er en lama. Som spiser brød. Se, det vidste I nok ikke om julen!

Glæder I jer i øvrigt behørigt til julekalenderen? Ikke? Det er bare fordi I ikke har set teaseren endnu:

Så er det første lys i adventskransen tændt

Jow jow. Spændende, nichts war?

Hov, 22.22. Der blev jeg født.

Lørdag

På grund af Mandens arbejdsskema er vores liv inddelt i 14-dages intervaller. Han arbejder syv dage, og har så fri syv dage, fra onsdag til onsdag. Fordelingen passer os egentlig meget godt, men engang imellem kan jeg godt blive lidt crazy over at ugerne ikke passer sammen med de uger alle andre har, hvor det er 5 arbejde-2 fri, og at en fredag ikke bare er en fredag.

Åh, indsæt selv krøl-sammen-af-indlæg her, jeg har glemt hvor jeg ville hen. Det var noget med at lørdag morgener er hyggelige, med cocopops og den slags, og at fredagsslik stadig rules selvom man er fyldt 25.

Anywho, jeg havde egentlig planlagt at jeg ville se at få lavet de første afsnit af julekalenderen, men nu er klokken snart halv fem så det blev nok ikke lige i dag alligevel. Til gengæld har jeg lavet den side som julekalenderen skal være på, og så har jeg også langt om længe fået aktiveret mobil-layoutet. You're welcome.

Nåja, og så har jeg fået bank af Anne i Wordfeud.

Jeg går bare ind og lægger mig nu.

Det der depression

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget i mit liv. I mandags var Emmie her jo fx. Og i går var der legolektiedate med Prinsessen. Og så var der i dag hvor Niecen stak i et hyl da hun så mig - ikke fordi hun var sur, men fordi hun havde gået og ventet urimeligt lang tid på at jeg skulle komme (vi snakker et helt kvarter her) og det havde åbenbart været en virkelig traumatisk oplevelse. Og der er gåture, kirkegården, sms'er med Coco og en teaser til julekalenderen.

Men mest, så er det bare tåget.

Virkeligheden glider ud af fokus og det hele flyder sammen til en grå suppe, hvor selv ugedagene kan være svære at holde styr på. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hverdagen og har virkelig svært ved at finde følelser frem og få dem ud. Jeg bliver faktisk til en ret kedelig og grå suppe udenpå også, og jeg kan ikke finde ud af at være noget for Manden.

Jeg hader depression. Jeg hader den formløse klump jeg bliver til, både indvendig og udvendig, og jeg hader at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg hader at jeg har knoklet pissehårdt de sidste fem måneder for ikke at blive ædt af den forbandede sorg, for at komme videre, og så er det bare det samme rådne lort der er på den anden side. Den samme rådne depression.

I mellemtiden står jeg op, tager bad, vasker tøj, laver lektier, reder seng, zapper fjernsyn, spiller spil, rydder af, pakker taske, går i seng. For hvad skulle jeg ellers give mig til?

---

Og se, nu blev klokken pludselig halv elleve. Har taget mig en time at skrive det her indlæg. So much for tidlig sengetid og tidlig start i morgen.

Sjette afsnit af Englandssagaen

Mandag: Chester. Kan varmt anbefales. Fantastisk charmerende lille by. Jeg går ud fra vi alle sammen er ved at være lidt trætte af Englandssagaen nu, så her er det sidste billedspam. Uden for mange ord. Jeg har sikkert alligevel glemt hvad jeg ville skrive nu.

Bymuren, med det centrale ur

Baggårdens baggård. Vi morede os meget med at gætte på hvordan man kom ind i det bagerste hus

Gamle romer-søjler

The Rows - butikker både i gadeplan og langs svalegangen

En scone. Med clotted cream. Mums med mums på. Læg mærke til der følger TO kander med til teen - en med (stærk) te og en med varmt vand til at fortynde med. Manden har fået et par crumpets i baggrunden

Mr. B's geniale hjemmelavede toiletdørs-lås

Jep, det er en Morris 1000.

Til afskedmåltid om aftenen fik vi fish and chips fra min yndlings chipshop. Ville virkelig ønske vi havde sådan nogle herhjemme. Måske man skulle åbne en?

Englandsswag.
Vinderen af Englands giveaway'en (Gravid-grahvad) modtog et udvalg af pulver-jelly, ditto custard, prawn cocktail crisps og curly wurly-chokolade

Femte afsnit af Englandssagaen

Dengang for længe siden da jeg var i England første gang kom jeg af snoede veje til at tilhøre en lille kirke, hvor jeg, ud over at komme om søndagen, endte med at lave en del frivilligt (køkken)arbejde. Det er også derigennem jeg kender Mr. og Mrs. B, så det var selvskrevet at vi tog med i kirke om søndagen.

Bagefter var der vaskeægte Sunday dinner, og eftermiddagen bød på endnu en bakke - denne gang den i nabobyen.

Liverpool i horisonten. bemærk den anglikanske katedral der selv på afstand er intimiderende stor

Mr. B fodrer et par grise vi gik forbi på vejen

Og her er den så - The Chocolate Fudge Cake:

 

Den smagte helt åndssvagt godt. Og så med en ordentlig kop te til. Læg i øvrigt mærke til Mr. B's custard med æblekage i baggrunden.

Nu er der kun et afsnit mere. Jeg lover det.

Tillykke til Manden

Svigerforældrene og Kaye og Jyden kom forbi til eftermiddagskaffe og fødselsdagskage og sidstnævnte par blev også til aftensmad. Det har virkelig været hyggeligt og solidt placeret midt i min comfortzone. Min hjemmebane, i mere end en forstand.
Vi startede dagen med pandekager, som det jo hører sig til når ens Mand har fødselsdag, og så brugte jeg et par timer på at pynte kage. Vi nåede endda på kirkegården inden det blev mørkt og Svigerforældrene skulle hjem.
Nu ligger vi på sofaen og ser AFV og snakker om hvor underholdende (og sød) Niecen er for tiden. I morgen kommer Emmie på besøg, og Esserne kigger nok også forbi.
I dag er livet ok.

Det kan man da ikke

På trods af min families særheder (uddybende indlæg følger en af de nærmeste dage) elsker jeg dem. Og selvom Mandens familie er noget HELT andet end jeg er vant til har de alle sammen taget imod mig med åbne arme, og de er også min familie nu. Min svigermors familie derimod...

Mandens far og Svigermor mødte først hinanden efter Manden var blevet voksen, og hendes familie har derfor ikke været en del af Mandens liv. Der er selvfølgelig nogle stykker jeg kommer godt ud af det med, men der er godt nok også nogle jeg rent ud sagt ikke kan fordrage. De har en grundlæggende anderledes indstilling til livet end mig, og jeg synes faktisk tit der lader til at være en generel mangel på respekt for andre mennesker. Der er især én jeg faktisk næsten direkte hader. Han har flere gange overskredet mine grænser, uden overhovedet at ænse at jeg gav udtryk for jeg synes det var ubehageligt, og er noget af en bralrerøv. Der er ikke den ting han ikke kan, eller den fest der ikke var fed, eller noget han ikke har styr på. Han synes selv han er så pissefed, men sandheden er at hans store planer aldrig bliver til en skid, ofte fordi han simpelthen drikker det i vasken. Han er nu blevet gift og de venter et barn sammen og han bliver ved med at sige at så får han jo styr på sit liv - men han snakker stadig mest om at han var skæv i går, lavede noget sort arbejde i sidste uge og hvor pissefedt det er at de har kunnet skaffe absinth. Jeg har lyst til at kværke ham, for hvad fanden bilder han sig ind? Én ting er at han ødelægger sit eget liv, men nu er der jo pludslig børn involveret, og det lader bare ikke til han forstår hvor dyrebart det er. Overhovedet. I kender typen, nichts war?

Sidder i Udkantsdanmark til den der 50 års fødselsdag, fordi jeg synes at når nu Svigermor holder en større fest er man jo nødt til at komme. Men er man egentlig det? Jeg blander mig alligevel ikke i selskabet og jeg er faktisk heller ikke mentalt klar til det. Og helt ærligt kan jeg jo faktisk ikke lide 50% af selskabet. Er jeg virkelig et frygteligt menneske fordi jeg tænker at jeg egentlig ville få mere ud af at sidde hjemme og hygge mig med en bog, og at festen som sådan egentlig også ville få mere ud af at jeg ikke bare sad og optog en stol? Lige nu er jeg splittet rimelig 50-50 imellem "hvorfor fanden skal jeg bruge min tid på mennesker jeg ikke kan lide" og "det betyder jo måske meget for Svigermor at jeg er her"

Det værste er at jeg ikke bare kan tage hjem, for det er helt reelt Udkantsdanmark uden offentlig transport i miles omkreds - så mellemløsningen med kun er komme til eftermiddagskaffe og så tage hjem er ikke en mulighed.

Hvad ville I gøre?

Bryllupsdagsaften

I morgen har vi bryllupsdag, men grundet sammenfald med Svigermors 50års fødselsdag har vi fejret det i dag. Med mad, for er der egentlig bedre måde at fejre bryllupsdag på? Nogen, med en ikke helt ren tankegang, vil måske nok kunne komme på noget, men der tager de fejl. Det kommer jeg til senere. Først; maden.

Nu forsøger jeg jo egentlig at holde det lidt hemmeligt hvor jeg bor, men jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale restaurant Østervemb som ligger her i Byen Ved Vandet.

Vi kender nogen som kender dem der ejer det, men det er altså ikke derfor jeg vil anbefale det - det var bare grunden til vi overhovedet tog derned. I dag var vores andet besøg dernede og det har bare været sygt godt begge gange. Det er ret småt og bliver drevet af to gutter der brænder for mad (og vin) og der er tid til at diskutere med gæsterne om hvornår det er sæson for hyldeblomster.

Maden er gourmet uden at være prætentiøs, og selvom jeg begge gange har tænkt at jeg godt kunne spise mere end der var på tallerkenerne, er jeg gået derfra propmæt og yderst veltilpas.

På vej hjem blev følgende replik ytret: “Kan vi ikke godt vente med at knalde til vi har slået mave?“ For maden er simpelthen så god at man bliver nødt til at sidde lidt og nyde mindet om den derhjemme også.

PS. Det tager da helt åndssvagt lang tid at skrive indlæg fra en smartphone. Hvordan kan man holde det ud i længden?