Hvorfor lige os

Det er ikke ment som et spørgsmål. For jeg har været så priviligeret at jeg har haft tid til at lægge spørgsmålet fra mig.

Vi har hele tiden haft den indstilling at det at få et barn foregår på barnets præmisser. Det skulle være fordi vi skulle være noget for barnet, ikke omvendt. Derfor var det også indlysende for os at vi skulle fortsætte graviditeten til den ende det nu måtte få.

Da vi fandt ud af at der helt sikkert var noget galt med vores lille baby tænkte jeg at det var voldsomt uretfærdigt. Vi havde jo prøvet at miste før, og jeg syntes virkelig det var vores tur til bare at få et helt almindeligt raskt barn. Et barn vi kunne tage med hjem og være far og mor for.

Jeg begyndte at tænke det ætsende "hvorfor lige os?" Et spørgsmål der beder om at der er en højere retfærdighed, et spørgsmål der går ud fra at man har ret til noget her i livet. Et spørgsmål som kan æde en op og gøre en bitter og vred.

Uden at jeg ved hvor det kom fra kom jeg lige pludselig til at tænke det omvendte "hvorfor ikke os?" Nogle børn er jo syge, og nogle børn dør. Ikke fordi der er en hemmelig mening gemt et sted, men fordi sådan er naturen og sådan er det menneskelige vilkår. Og nogen skal jo have de børn, og så var det bedre at det var os der fik ham. For vi ville ham. Uden forbehold og uden fortrydelse ville vi ham, og vi gav ham alle de chancer vi kunne. Han var ubetinget elsket her hos os.

Tænk, hvis det nu var nogen andre der havde fået ham. Nogen som havde valgt ham fra. Så havde han aldrig fået en chance, han havde aldrig fået det korte, lille hyggelige liv jeg er sikker på han havde inde i maven. Han havde ikke fået lov til at vokse sig stor og han var ikke blevet født som det lille barn han var. Der var ikke nogen der havde kysset hans lille fine ansigt eller aet hans bløde kind og nusset hans små omvendte tæer. Ingen der havde holdt ham og elsket ham og puttet ham i kisten, trygt under hønsestriktæppet fra min mor.

Så derfor lige os. Fordi vi er hans mor og far.

Begravelse

I dag er det en uge siden Ronan blev begravet. Jeg ville skrive et indlæg om det, men der er i virkeligheden ikke så meget at sige. Det var smukt og det var trist og vi græd. Så jeg vil lade det blive ved vers fra de salmer vi sang.

Og så vil jeg gerne sige tak for jeres søde kommentarer - og også til jer der bare følger lidt med på sidelinjen. Jeres tanker varmer meget

Lysets engel går med glans
Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

Nu titte til hinanden
Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær,
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

Se nu stiger solen
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

En af kirkesangerne sang et vers af Halleluja. Min bror sagde bagefter at vi ikke kunne være det bekendt for, som min søster sagde, "så græd vi alle sammen igen"

Halleluja
Jeg gjorde det bedste jeg ku’ gøre
Jeg ved ikk’ hvad jeg følte men jeg prøvede at røre
Jeg talte sandt, jeg kom ikke for at svigte
Og selvom alt gik galt, alt hvad jeg gjorde og sagde
Vil jeg stå foran Gud på den sidste dag
Med intet andet end et Halleluja

Ude ved graven sang vi "Lille sky gik morgentur" Den sang vi for ham om morgenen da han var inde i maven.

Det fysiske

Der er måske ikke lige stof til verdens længste indlæg, for jeg havde trukket en nem fødsel hvor der var minus på punktet "bristninger". Mit barn var selvfølgelig heller ikke så stort ("Mit barn" Har stadig utrolig svært ved at forholde mig til det begreb)
Ud over at mine mavemuskler pludselig forsvandt og at mine ribben stadig er ømme der hvor maven har trykket så er jeg sluppet uden mén. Og min bækkenbund er i hvert fald ikke helt ødelagt, for... nåja, ingen grund til at gå i detaljer, men præventionsspørgsmålet blev i hvert fald lige aktuelt noget tidligere end jeg havde forestillet mig. Må man egentlig overhovedet den slags så kort efter en fødsel?

Det er mere den følelsesmæssige front der forårsager fysisk ubalance. Også bogstavelig talt. Får pludselige anfald af svimmelhed og kvalme og sult er blevet et meget diffust begreb. Jeg mærker nogle gange af mig selv at jeg er sulten, men jeg kan godt glemme at spise alligevel. Hvis der først er lavet mad så spiser jeg hvad der er - og føler mig lige mæt/ikke mæt (det er faktisk næsten blevet den samme følelse) hvadenten det var en enkelt skive rugbrød eller tre portioner pasta. Det er virkelig syret at være så fuldstændig ude af sync med sin egen krop. Sjovt nok har jeg (stort set) ingen problemer med at sove om natten - min døgnrytme er bare blevet rykket (endnu mere) i retning af "morgenmad sker tidligst klokken 10"

Faktisk er jeg mere bekymret for Manden. Det plejer at være ham der får problemer med at sove fordi han kommer til at ligge og bekymre sig om alt muligt - og frygter at i nat var den første af mange hvor han står op og er vågen for sig selv det meste af natten, fordi hans dårlige kone falder i søvn igen to sekunder efter at have tænkt tanken "jeg må hellere stå op og i det mindste bare være der" Kan godt mærke at det så småt er ved at være fra nu af de virkelig hårde dage kommer.

Swag

Nu plejer jeg ikke at skilte alt for meget med hvor jeg bor, men altså, der har været sådan noget cykelløb her i weekenden. Vi gik en tur ned og kiggede og jojo, vi så Nicki Sørensen vinde, men i virkeligheden var jeg mest dernede for at score swag. Ikke at der var overvældende meget, men gratis ting er altid godt. Så nu har jeg en über-irriterende klap-hånd og en god stak reklame-bolcher. Sidstnævnte holder dog nok ikke så længe.

Og nu vi taler om ting, så var vi lige et smut i Stereo Studio i går. Her hos os foregår "et smut i Stereo Studio" ved at man tager sine små-sparepenge (i går 1240kr fra krukken med småmønter) og så hiver tilbuds-dvd'er ned fra hylderne indtil det ca passer. På en eller anden måde kommer det altid til at passe med at vi kommer hjem med 20 nye film - og i går var der også et par Barney Stinson-bøger med.

Så nu er vi klar til ferie på sofaen med sunlolly'er og reklame-bolcher indenfor rækkevidde.

Nu er det ikke sjovt længere

Jeg vil godt have ham tilbage nu. Som i lige nu. Jeg synes godt den her rådne leg måtte stoppe og at hvem det end er der har taget min lille dreng lige kom frem og gav ham tilbage, nok.

Det er pissesnyd, ja det er, for vi var faktisk megagode til det der med at være hans far og mor. Og det er bare overhovedet ikke fair at vi ikke får lov til mere, når vi godt kan finde ud af det.

Jeg ved godt det ikke nytter noget, men jeg har bare lyst til at stampe i gulvet og skrige "JEG VIL HAVE HAM!" indtil jeg får min vilje. Der er bare ikke nogen at skrige af og være sur på. Der er ikke nogen der har gemt ham et hemmeligt sted og som bare lige kunne tage ham frem igen.

Det er unfair, for jeg vil gerne bytte. Med alting. De må få mit bedste glansbillede og min Celine Dion-autograf og alt mit Harry Potter-lego. Og alle mine eksemplarer af Ringenes Herre. Hvis bare jeg måtte få lov til at sidde ligeså stille et sted og holde om min lille bitte dreng.

---
Update: Manden siger de også godt må få alle hans Liverpool-ting

Om kærlighed

I går aftes begyndte det at styrtregne. Vi stod ved vinduet i soveværelset hvor vi næsten kan se over til kirkegården og holdt om hinanden. Det var rart at tænke på at Ronan lå puttet godt med sin lille bamse og sit tæppe. Manden lod vinduet stå på klem så han kunne komme hjem på besøg mens vi sov.

Jeg elsker dem begge to så højt.

Vogelmord

Det er måske bare min hjerne der er gået fuldstændig i mos, men synes det er hysterisk morsomt at de i fuldt alvor sender dette spot ovre på tysk fjernsyn:

Det praktiske

I går valgte vi et gravsted til Ronan. Vi har valgt et enkelt-gravsted, så der ikke bliver så stort og tomt hos ham. Kirkegården er lige nede om hjørnet og det er rart at vide at det kun lige tager fem minutter at gå ned og besøge ham, når savnet bliver for stort.

Begravelsen er i morgen og vi henter ham nede hos bedemanden i eftermiddag, så vi har god tid til det. Vi har fået fremkaldt et billede af os som han skal have med i kisten. Jeg glæder mig til at se ham igen, og samtidig er jeg bange for det - for hvad nu hvis han ikke ser ud som vi husker ham? Og det er ikke til at bære at det er sidste gang vi ser ham. Nogensinde. Mit hjerte kan ikke forstå at det at han er død er det samme som at han ikke kan være hos os. Det gør så ondt at han bare skal være helt alene.

I går snakkede vi også med præsten og bagefter var vi nede i byen (nåja, vi er jo altid nede i byen her hvor vi bor, men I ved hvad jeg mener) for at finde tøj til i morgen. Jeg gik helt kold og kunne slet ikke bestemme mig for noget og der var bare ikke lige det. Det gik heldigvis marginalt bedre med Manden og han fik et sæt tøj med hjem til sidst. Undervejs holdt vi lige pause med et par kopper latte (chai til mig, alm til Manden) og så var der pludselig James Blunts "Goodbye my lover" på anlægget. Første episode hvor vi blev det par der sad med tårerne strømmende ned ad kinderne i fuld offentlighed. Anden episode fulgte ti minutter efter da det så var "Hallelujah" Heldigvis i en lettere slagtet diva-udgave. Hvis det havde været Steffen Brandts var jeg brudt sammen i krampegråd.

Nu skrev jeg i det andet indlæg at der ikke er noget vi fortryder. Det passer ikke. Jeg fortryder at jeg ikke holdt ham mere, kyssede ham mere, duftede mere til ham, aede ham mere på hans pjuskede lille hår. Men samtidig ved jeg også godt at det aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kunne være blevet nok om jeg så fik lov til det fra nu af og til altid.

Det følelsesmæssige

Der er så mange tanker og så mange ting jeg gerne ville skrive ned og huske og det står ikke i kø for at komme ud - det vælter alt sammen frem på samme tid så jeg hverken kan finde begyndelse eller ende på det.

Vi får tit at vide at vi har overskud, at det er flot vi kan tænke som vi gør, at vi er modige, at vi er seje i den måde vi har gjort tingene på. Jeg føler mig ingen af delene. Jeg føler mig dybt irrationel og til tider utilgiveligt urimelig. Og der er ikke noget beundringsværdigt eller nobelt i den måde vi har gjort tingene på - for vi gjorde som vi gjorde alene af den grund at vi ikke kunne andet.

Måske vi ikke virker ligeså fortabte og uforstående og lammede som omverdenen kunne forvente - men det er fordi vi ikke er det (lige nu, i hvert fald) Vi har haft fire måneder til at overveje og føle og sørge over muligheden for at vi kunne miste vores barn. Vi har snakket og mærket efter og valgt og følt i et tempo der næsten var til at holde ud. Den luksus er det de færreste der har. Vi står ikke og skal kæmpe med et stort "hvad gik der galt" og "vi havde forventet noget andet" Det der er tilbage lige nu er alene sorgen over at have mistet det lille menneske der hørte til her hos os og var (og er) en tredjedel af vores familie. Og den sorg er næsten til at bære, for den kommer af ubegrænset kærlighed - så for al den sorg der er er der ligeså meget kærlighed.

Vi ved vi gjorde alt hvad vi kunne og der er ikke noget vi ville have gjort anderledes. Og selvom det er så ubeskriveligt trist at vi ikke kunne have ham længere, så er der også en trøst i at han selv sagde fra. Han er blevet sparet for en helt urimelig kamp og vi ved han har haft det godt inde i maven.

Jeg savner ham hvert sekund og jeg aner ikke hvordan man får hverdagen til at hænge sammen igen. Tiden går uendeligt langsomt og samtidig ubønhørligt stærkt. I går var det allerede en uge siden hans lille bitte hjerte slog for sidste gang.

Ronan

Torsdag d. 16 juni klokken 09.34 kom vores lille dreng Ronan til verden.

Hans lille hjerte havde givet op og tirsdag eftermiddag blev fødslen sat igang. Forløbet var så godt som vi kunne ønske os under omstændighederne.

Vi havde ham hos os den første dag og vores nærmeste kom og så ham. I går lyste hospitalspræsten velsignelsen over ham og det var så smukt, når nu vi ikke kunne få ham døbt. I eftermiddags puttede vi ham i hans lille kiste med ting fra alle dem der elskede ham.

Savnet er så ubeskriveligt stort og vi glemmer aldrig følelsen af hans lille krop i vores arme.