Hvori jeg hader forår

Jeg ville ønske der snart var nogen der opfandt den der tanke-diktafon. Ordene myldrer rundt i hovedet på mig, men jeg er ude af stand til at skrive dem ned i sammenhængende form. Det er foråret, der får mit hoved til at falde fra hinanden. Jeg ved ikke hvad det er der sker, men pludselig skrider min virkelighedsfornemmelse, og min krop kan ikke længere finde ud af hvad tid på dagen det er og mit iverblik forsvinder fuldstændig. Den smule af det jeg nu har. Jeg hader det for det får mig til at føles som en stor fiasko, der ingenting kan. Der er tusind ting der popper op, men intet jeg kan samle mig om, og så bliver alle de mange ting til lige præcis ingenting. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er jeg gerne vil, selvom det føles som om det ligger lige på tungen. Som om jeg godt ved hvad det er jeg skal og hvad jeg har lyst til. Som om jeg har glemt noget vigtigt. Det har jeg sikkert også. Det er frustrerende og det er opslidende og det gør mig helt umuligt at være sammen med. Også for mig selv. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i min egen krop og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg vil gerne. Gøre noget ved det, altså. Det er en af de ting jeg skal have løst op for, for det fungerer ikke og det er ikke til at holde ud for nogen.

Spons - cewe fotobog (og du kan også vinde en!)

Før jul blev jeg tilbudt at anmelde en fotobog. Og det sagde jeg ja tak til, for så var julegaven til Gryntegrisen i hus og jeg kunne lave en jule-giveaway. Det blev så hverken til jule-giveaway eller julegave, da bogen først ankom EFTER jul (mere om det herunder). Og så var der lige den der biks der skulle op at stå, og noget politik jeg skulle sætte mig ind i, og et barn der var syg (og syg og syg)... men NU er det tid til give-away. Sorry, rare folk på Cewe, som nok gerne ville have haft anmeldelse med søgemaskineoptimerende link på den tidligere side af nytår. Men så kunne man jo så lære at overholde sine leveringstider.

Nå. Men here goes. Detaljer om giveaway i bunden (jaja, scroll du bare derned hvis du har travlt - hurtigt opsummeret er anmeldelsen overvejeden positiv, med undtagelse af omtalen af levering og halvskjulte gebyrer - men så går du til gengæld glip af en virkelig underholdende anmeldelse. Eller. Jeg brugte i hvert fald meget tid på at skrive den. Så læs den nu bare, ing)

Produktet:
Der er tale om en cewe fotobog XL, der måler 30x30cm. Den starter på 26 sider, og man kan så tilkøbe 8 ekstra sider ad gangen op til 130/154 sider (alt efter indbinding). Prisen starter på 352,95 kr.

Omtalte fotobog. Blyanten er med så man kan fornemme størrelsen

Bestilling:
Man downloader et program, hvori man så designer sin fotobog. Programmet tager lang tid at hente, og er lidt langsomt til at starte op, men når man først er i gang er det fantastisk. Mulighederne er uendelige - man kan, hvis man lægger tilstrækkelig tid i det, få bogen præcis som man vil have den. Eller man kan markere den/de mapper med billeder man ønsker, vælge et standard layout og være klar til bestilling i løbet af fem minutter.

Jeg valgte (selvfølgelig) at sidde og nørkle med hver enkelt side selv, så det tog en aaaaanelse mere end fem minutter. Til at starte med var jeg lidt skuffet over udvalget af baggrunde (både dem der fulgte med, og de ekstra man kan downloade - gratis, i øvrigt), men så opdagede jeg at man kan vælge at lade et billede udfylde hele siden. Så man kan bruge egne billeder, finde nogle i tilstrækkelig størrelse på nettet eller designe nogle selv i Photoshop (eller hvad man nu bruger). Sidstnævnte fik jeg dog ikke gjort, for Manden sagde at NU skulle jeg se at blive færdig... tsk tsk, bare fordi jeg havde brugt en uges tid eller to på at være i scrapbooking heaven.

(Advarsel: Det næste stykke eller to er ret meget surhed)
Da jeg opdagede at man kunne tilføje video til sin fotobog blev jeg meget begejstret. Det fungerer ved at man uploader en video sammen med bogen, og programmet indsætter en QR-kode i bogen, som man så kan scanne. Men. Så opdagde jeg at det koster 19kr (siger og skriver NITTEN KRONER). Pr. video. Uanset længde. Nå. Men jeg tænkte at jeg ville teste funktionen alligevel. Man er vel grundig, og de 19kr (NITTEN KRONER!!) kunne jeg godt ofre, når nu bogen ellers var gratis. Desuden var jeg blevet helt hooked på tanken om at man kunne scanne Lille Nye Gryntegris og så se den allerførste video med hende.Det viser sig så, efter man har designet det hele, indsat videoer og whatnot, at de 19kr (Nitten. Fucking. Kroner) dækker lagerplads til én video i tre år. Tre år. For åbenbart skal man ikke bruge sin fotobog mere efter tre år? Eller internettet, smartphones og QR-koder er helt holdt op med at virke til den tid? Det var her jeg droppede at indsætte en video. Jeg var i forvejen sur over at de ville være bekendt at tage 19kr (fik jeg nævnt: NITTEN KRONER) for et produkt youtube leverer gratis, så det var bare at smide brænde på mit "skjulte gebyrer, lorte firma, bondefangeri" bål. Men. Apropos youtube der leverer produktet gratis, med opbevaring på ubestemt tid, så kan man også ganske gratis lave sine egne QR-koder (fx her) så man kan bare indsætte sine egne QR-koder med links til youtube-videoer (eller hvor man nu ellers har det liggende) i bogen. Man kan på youtube indstille videoen til at den kun kan ses hvis man har det direkte link, så det ikke er alle og enhver der har adgang.

QR-kode vi selv indsat. Lige nu virker den godt nok ikke, fordi Ex'ens server er nede. Men i princippet virker det upåklageligt

Og nu vi er ved skjulte gebyrer/latterligt høje priser for latterlige ting, hvad sker der så for at der for hver "produktkategori" man bestiller fra er et produktionsgebyr? Som ikke optræder i prislisten, men som i virkeligheden er en del af prisen, fordi man ikke kan slippe for det. Min gavekode (og din, hvis du skulle vinde giveawayen) dækker selvfølgelig omtalte gebyr, men jeg bliver rødglødende af raseri over firmaer der først viser den rigtige/endelige pris sekundet før du bestiller. Stop. Det. Nu. Gennemsigte priser, tak - alt andet er bare lortesnyd, og dårlig stil, ligemeget hvor meget det er indenfor lovens rammer. Jeg siger jer, når jeg bliver diktator bliver det strengt forbudt med tilbud af formen
"fra LATTERLIGT LAV PRIS plus porto og ekspeditionsgebyr".
(Sur rant slut)

Levering:
Absolut dumpekarakter. Jeg bestilte på "sidste dag hvor de kan nå at komme til jul", men både fotobogen og de kalendere jeg havde bestilt samme sted kom først flere dage inde i juleferien. Nitte, af den virkelig store slags, og bare ikke i orden. Forsinket levering kan jeg normalt leve med, men op til JUL?! Der skal det bare være i orden, for det er IKKE fedt at sidde juleaften og mangle fire gaver. Som man havde bestilt til tiden. (Men for at være fair, bør jeg måske nævne at det vendespil jeg anmeldte for noget tid siden kom virkelig hurtigt - så levering er måske kun et juleproblem)

Kvalitet:
Bogen er ret lækker, og jeg er glad for jeg valgte lærredsomslaget (for 2kr ekstra, eller sådan noget, hvilket bare virker lidt til grin at opkræve?) - jeg ville dog ønske det havde været muligt at få et billede på omslaget, eller i det mindste præget noget tekst på, så man kunne kende forskel, hvis man bestilte flere bøger. Formatet (30x30) er coffee table-material, men man får også lov til at betale godt med ekstra knaster for lige netop den lækkerhedsfaktor (i forhold til en almindelig str fotobog, så vidt jeg kan se af prislisten). Vi valgte at designe bogen som en historie om gryntegrisens første år, så der er ikke så mange billeder på hver side - men det kunne der sagtens have været, for den collageside vi lavede (med omkring 20 billeder, tror jeg) er fuldstændig skarp, og jeg tror det stadig havde set godt ud, selvom vi havde puttet dobbelt så mange billeder på. Papiret er lækkert og farvene er som de skal være, så ingen klager her.

Brugsværdi:
Jeg synes vi har fået lavet en dejlig bog, som vi nyder at kigge i. Gryntegrisen er lidt for lille endnu, men jeg tænker at hun bliver glad for den, når hun bliver lidt større. Tanken var i hvert fald at hun skulle have en bog med starten på historien om hende. Den er måske i virkeligheden lidt for stor som bladre/pege-bog - men til gengæld gør formatet at den føles som et rigtigt fotoalbum.

Starten på historien om Gryntegrisen

Pengene værd:
Njah, ikke rigtigt. Hvis jeg skulle have en til ville jeg nok enten gå all in med samtlige tilkøbssider, så bogen fik mere volumen (men til gengæld kom op i nærheden af at koste en tusse), eller også ville jeg købe en noget mindre fotobog og så bestille et vendespil mere - for det holder stadig 100.

Give-away:
Der er en fotobog XL på 26 sider i hardcover på højkant. Det eneste du skal gøre for at være med, er at fortælle mig du godt vil være med. Det nemmeste er en kommentar herunder, men tilmeldinger modtages også på mail, sms, facebook, instagram, brevdue... Du er velkommen til at fortælle hvorfor det netop er dig der skal have bogen, eller dele en lystfisker-anekdote, men det er ikke et krav, og det påvirker ikke dine vinderchancer det mindste (med mindre det er en VIRKELIG god lystfisker-anekdokte) Jeg trækker lod på en eller anden snedig måde fastelavnssøndag, altså næste søndag, den 2. marts.

----------------------------------------

Note om spons:
Jeg tror ikke der er nogen af jer der er i tvivl på nuværende tidspunkt, men dette er altså et sponsoreret indlæg. Jeg har fået en XL-fotobog (en til mig selv og en til give-away) mod at anmelde den her på bloggen. Kravene til anmeldelsen er at den skal indeholde et link til http://www.cewefotobog.dk og et billede af bogen. Andet er jeg ikke blevet bedt om. Jeg har valgt nogle tillægsprodukter (ekstra sider og en anden indbinding) som jeg selv har betalt for.

Insta-ugen

Der sidder muligvis end enkelt læser eller to der ikke følger med på instagram (@mandenogkonen), så her har I en kavalkade fra den sidste uges tid. Der er uddybende kommentarer til billederne, så der også er noget til dem der har set det hele på instagram allerede.

Ugens Gryntegris: Gryntegrisen er så småt ved at starte en "der kan jeg da godt kravle op"-fase. Hun har længe kravlet op ad trapper og ned af sofaen, men det er ikke længere nok. Såleds er hun nu blevet helt ferm til at komme i og af gåvognen (som ulykkeligvis ikke kører når man sidder i den!), sætter sig på alt hvad der bare minder om en lille stol (læs: alt hvad der er i hendes knæhøjde) og stiller sig på alverdens ting. I går kravlede hun op i legokassen og forsøgte at sætte sig til rette med foden ud gennem håndtaget og ryggen mast ind i hylden ovenover. Heldigvis er hun rigtig god til at vikle sig selv ud af den slags situationer igen, så det er relativt sjældent vi skal assistere.

Ugens Bog: Jeg har tidligere skrevet om vores success (eller mangel på samme) med babytegn. Vi har ikke gjort vildt meget ud af at bruge dem siden - kun de mest anvendelige tegn, som vi lige kunne huske. Det er jo ikke fordi der er mangel på babytegns-instruktioner, men jeg synes det meste er enten endeløse videoer, hvor det hele flyder sammen, eller bøger, der mildest talt er uinspirerende, med kedelige/creepy tegninger eller lange pædagogiske udredninger om hvorfor dit barn DØR (eller noget i den dur) hvis du ikke bruger babytegn fra før det bliver født. Men så dukkede denne lækre lille sag op nede på biblo, og jeg kan ikke anbefale den nok. Det er en helt normalt (og god!) billed-/pegebog, hvor teksten tilfældigvis også er vist med tydelige (og meget entusiastiske) tegn. Det virker helt naturligt at lave tegnene mens vi læser og fortæller, og Gryntegrisen er MEGET begejstret. Hun bruger ikke selv tegnene (endnu) men hun beder mig om at lave dem igen og igen (med en begejstret klappe-vinke-bevægelse der både betyder ja tak, mere, vil have, igen - og banan, som er det vigtigste ord i universet) Hun ævler også meget mere på sit sjove, men uforståelige Grynte-sprog når vi læser den, end når vi læser andre bøger. Jeg ville gerne købe den, så vi havde vores eget eksemplar at savle på, men jeg kan ikke finde den nogen steder.

Ugens Netflix: Jamen I ved det alle sammen. House of Cards sæson 2 er kommet. Vi forsøger at rationere, med kun et enkelt afsnit om dagen, men den plan skrider nok ligeså snart Manden får fri. For det er gåååååt. Virkelig, virkelig god sæsonstart - håber bare resten af sæsonen følger med.

Ugens Angstanfald: Disse små skønheder, mine elskede reklamekort, skulle uddeles. Jeg er virkelig dårlig til at være steder hvor der er andre mennesker, og jeg er virkelig dårlig til at skulle præstere, så ikke den bedste kombi. Har ingen anelse om det virker, eller det hele er endt i skraldespanden. Vi får se. Under alle omstændigheder er det Verdens Bedste Arbejde, hvadenten der kommer noget ud af det eller ej (men der måtte helst godt komme noget ud af det, så hvis du liiiige kender nogen med noget kedeligt arbejde jeg skal lave for dem til slaveløn, så sig lige til, ing)

Ugens Det-Kan-Jeg-Da-Sagtens-Lave-Selv: En tehætte. Der var halv pris på en masse uld nede i garnbutikken, så jeg hamstrede til min mor. Og så var der også lige noget virkelig tykt garn, som jeg købte til mig selv - for garn der skal strikkes på pind 8 og op kan jeg forholde mig til. Det er en aldeles ufancy tehætte i noget helt ordinært ribstrik, men den får tekanden til at se bad-ass ud, og det er det der tæller. Jo, det er.

Ugens Opskrift: Mac'n'cheese. Og det er en opskrift man IKKE må snyde med. Man må ikke gøre den mindre fed, eller bruge noget andet ost, eller bruge pasta lavet af grøntsager. Man skal bare lukke øjnene og nyde sine hvide kulhydrater med fedt på.

Ingredienser:
500g pasta, en type der kan samle sig sovs i, fx skaller eller mini macaroni (250-350g, hvis du vil have en ekstra gooey ret)
1 blomkål
1 broccoli
40-50g smør (Nej, du må ikke nøjes med halvdelen)
½ dl mel
1 tsk salt
1 tsk sennepspulver
1 tsk paprika
½ tsk sort peber
Drys muskat
½ l mælk
350g revet cheddar (Det skal være cheddar, og du skal bruge det hele)

Kog pastaen og grøntsagerne. Kog dem til ukendelighed. Dette er ikke en ret der egner sig til aldente. Og hvis pastaen ikke er fuldstændig gennemkogt ender retten med at blive for tør. Det vil du ikke have. Så kog lortet, selvom din broccoli bliver grå og din pasta smatter ud.

Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mel og krydderier (retten kan sagtens trække den dobbelte mængde krydderier, hvis man vil have mere smæk) og pisk et par minutter. Hæld mælken i og pisk 5-10 minutter mere, indtil sovsen bliver tyk. Tag sovsen af varmen og rør 2/3 af osten i (gør nu bare som jeg siger - ja, det virker klamt nu, men slutresultatet et det hele værd)

Bland pasta, grøntsager og sovs sammen og rør rundt til det hele er smattet til i sovs. Hvis du har kogt grøntsagerne rigtigt går de i passende små stykker (læs: mos) af sig selv. Put halvdelen af massen i et fad af passende størrelse og drys halvdelen af den resterende ost over. Så den anden halvdel smat-masse ovenpå, og til sidst det sidste ost. Ind i ovnen på 200 grader oder so i et kvarters tid, indtil osten bruner og bliver sprød ovenpå. Tag ud og æd. Du vil overveje at tage en portion mere - men lad være!

Vi kogte grøntsagerne ved siden af (af logisktiske hensyn) og dryssede noget bacon henover skidtet. Du kan også helt udelade grøntsagerne, men så anbefaler jeg klart den mindre mængde pasta. Der var mad nok til aftensmad til to voksne og et lille barn i to dage, plus en rest til hhv forkost og madpakke. Hvilket omregnet nok svarer til ca. 6 (meget mættende) portioner.

Hvori vores 100 dages oprydningsplan fejler miserabelt

Der var engang i efteråret hvor jeg lovede virtuel rundtur når vores 100 dages oprydningsplan udløb 1. februar. Jeg havde ikke glemt det, og det var ikke fordi jeg ikke ville stå ved at planen ikke holdt. Jeg tog pænt alle billederne og ville bare uploaded dem fra mobilen. Men jeg er uvenner med Bloggers app, og jeg er bare ikke typen der kan udgive noget der er halvt og dårligt. Ikke sådan uden videre. Så det lå. Og lå. Og blev mere og mere uoverskueligt, for jo mere det lå, jo større blev mine forventninger til det skulle være et godt og vittig og indsigtsfuldt indlæg.

Jeg er stadig uvenner med Bloggers app (det ses muligvis på layoutet i dette indlæg hvorfor) Men nu udgiver jeg det som det er. I fortjener det gode, vittige og indsigtsfulde indlæg, det gør I. Men det bliver ikke i dag. I dag må I nøjes med at grine af mit rod fra den 1. februar. Eller måske jeg først tog billederne den 2. i virkeligheden. Det gør ikke den store forskel, kan jeg afsløre. Hell, jeg kunne tage dem i dag, og man ville ikke kunne se forskel.

I dag

I dag... i dag er en af de dårlige dage. En af de dage, hvor jeg ikke slår til. En af de dage, hvor brystet knuger sig sammen, og jeg ikke kan få luft. En af de dage, hvor jeg har siddet på gulvet og grædt og grædt og grædt. En af de dage, hvor jeg ingenting har kunnet, og det virker helt uoverskuelig at forlade huset og være i nærheden af andre mennesker. Det er længe siden sidst, men jeg bliver stadig lige træt og bange og trist.

Jeg kunne godt mærke det i går aftes, og jeg sagde det til Manden. At angsten lå og lurede. Det var en lille bitte ting, men jeg kunne mærke da det knækkede. Weekenden har været skæv, og der dukkede pludselig en masse uforudset op. Det gik næsten, men en lille, ligegyldig bemærkning i går aftes knækkede mig. Jeg ved ikke hvad der sker, men det er tydeligt når det gør, for jeg er pludselig ude af stand til at koble tanke og handling sammen. Nogle gange kan jeg ikke engang finde ud af at bevæge mig længere.

I dag blev jeg nødt til at vække Manden, og bede ham om at hente Gryntegrisen. Det føles som en falliterklæring, og jeg har så ondt af ham, for han fik heller ikke sovet nok i går. Men i dag kan jeg bare ingenting.

Hvori jeg holder weekend

Her i huset er vi lidt, skal vi sige udfordrede, på struktur-området. Jeg overstrukturerer (joHOW det er et ord), indtil det slet ikke er til at finde hoved og hale i længere, og Manden er næsten fuldstændig strukturløs af natur. Det har ikke gjort det bedre at Mandens arbejdsuge i virkeligheden er TO uger, hvoraf den uge han reelt arbejder starter midt i ugen og strækker sig hen over weekenden, og at jeg for evigt de sidste næsten tre år har været de facto hjemmegående. Hverdag, weekend, ferie... det hele flyder sammen, og det eneste vi nogensinde planlægger ud fra, er weekend i lige uge (friweekend) kontra weekend i ulige uge (arbejdsweekend). Man behøver nok ikke være medlem af Mensa, for at få øje på, hvor upraktisk det er i forhold til at planlægge noget, der involverer resten af verden. For derude bruger de begreber som datoer og Weekenden (ja, med stort, for det er sådan det lyder når andre siger det).

Et helt klart mål i Mit Nye Liv er at få noget struktur på dagene. Jeg er ikke engang sikker på det kom med da jeg lavede listen over mål, men det er bare fordi det hele ramler fra hinanden og jeg glemmer alting. Eller fordi det først er efter jeg skrev listen, jeg kom i tanke om at det var det, det hed. Whatever. Det mangler i hvert fald, og jeg kan godt mærke, at det er nu, hvor jeg faktisk skal lave noget, der minder om arbejde, vi skal sætte ind. Og vi er startet med weekend, for selvom det lyder nemmest, så er det sværest, og det jeg mangler mest, hvis vi skal minimere antallet af nedsmeltninger.

Og nu sidder I og tænker: "Men weekenden er jo knap nok begyndt?!" Hvilket jo også er korrekt, bortset fra at jeg startede det her indlæg i søndags, og det derfor handler om sidste weekend. Jeg opdagede bare ikke lige at dagene gik (case in point). Nåmn, det var bare for at sige, det var en god weekend. En rigtig weekend, hvor jeg for første gang i meget lang tid, var i hhv. fredags-, lørdags- og søndagshumør. Gryntegrisen var syg midt i sidste uge, så vi aflyste fri-fredag, og smed hende i vuggestue, mens vi så noget James Bond, ryddede lidt op... den slags vigtige ting. Vi gik ud og hentede hende sammen, og så gik turen til Rema, for at købe ind, efter vores meget fine og gennemtænkte madplansindkøbsliste. Ok, det er lidt løgn, for først gik vi i Føtex, for der er der gratis skodbolle til børnene. Gryntegrisen har allerede lært, hvad der venter, når man står i kø hos bageren, så hun rækker hånden frem med det samme. Og bliver utilfreds hvis der går for længe. Jep, det er mit søde, velopdragne barn, der sidder der i klapvognen og råber ad disken og kræver mad. Når vi er i Rema er hun til gengæld sød og høfligt nysgerrig. Men der har hun jo også kæften fuld af Føtex-bolle.

Om aftenen ringede 90'erne, og sagde de gerne ville have deres pitabrød tilbage, men så fortalte jeg (venligt, men bestemt), at det slet ikke var deres pitabrød, for nu er de med fuldkorn, og så er det SÅ 10'erne. Og på det tidspunkt havde jeg også ædt dem alle sammen, så det var egentlig lidt lige gyldigt. Under alle omstændigheder var det fredags-agtigt. Eller det er måske kun min barndom, der taler? Vi fik aldrig den slags til hverdag, for der bestemte min far altid, at vi skulle have rigtig mad, hvormed han mente, at min mor skulle lave kogt kylling eller medister. Eller kødrand. Fuck, hvor jeg hader kødrand. Kogt fars i det hele taget, faktisk. Bvadr! Til gengæld kan jeg godt lide is, selvom vi jo slet ikke spiser den slags mere. Bortset fra at det gjorde vi i fredags. Men det var faktisk Husmoderen's skyld, fordi hun postede et billede af is med heksehyl ovre på instagram, og så blev Manden nødt til at gå ned i Fakta og købe is. Men han købte ingen heksehyl. Svin. Heldigt nok var jeg med min mor i Fakta i lørdags, og så kunne jeg selv smide en pose i indkøbskurven, mens hun ikke kiggede. Men alligevel.

Hov, lagde I lige mærke til hvordan det pludselig blev lørdag der? Som det muligvis fremgår af konteksten, var mine forældre på besøg, og jeg elsker simpelthen at Gryntegrisen nu er så stor, at hun for alvor begynder at kunne genkende dem. Hun hvinede og spjættede, da hun så Mormor og Morfar og Moster, og var med det samme med på at lege med lego med dem. Også selvom hun stadig hostede og var lidt slatten, ovenpå ugens sygdom. Hun gik helt omkuld, da de tog hjem, så hun blev smidt tidligt i seng, og så havde de voksne ro og fred, til at fråde nachos og is (nu med heksehyl). Og se Skyfall, og dermed sætte punktum for Bond-boksen.

Søndag var... søndag. Gryntegrisen var ingenting værd, og ville bare sidde og putte ligeså stille. Jeg havde et enkelt lille Parti-møde, men ellers gik dagen bare med at sidde i sofaen alle tre, og se Ratatouille. Det, og intet andet. Fuldstændig huset-flyder-men-vi-er-ligeglade-zombie-søndags-mode. Og det var nice najs niZeZ rim'li' fint. Det er sjældent vi (læs: jeg) formår at flade helt ud og komme ned i gear, uden dårlig samvittighed, men det var tiltrængt. Og så afgjort noget vi skal øve os noget mere på, for mandag morgen var jeg frisk og klar til at arbejde. Faktisk helt #tgim (thank god it's monday, red.), hvilket er en sjældenhed, men totalt værd at stræbe efter.

Og så blev det så lørdag igen, inden jeg fik det har skrevet færdig, for træerne vokser jo heller ikke ind i himlen (men det gør min to-do liste måske til gengæld. Eller muligvis vokser den lige lukt i helvede). I dag er ikke en specielt zen og weekend-agtig lørdag, for trætte barn er ikke putte-træt, men bare pissesur-træt, og det er helt ærligt en smule anstrengende i længden. Manden er heldigvis lidt af en helt, som slog hende ned puttede hende til middagslur, selvom han jo egentlig burde have lov til at sove i fred. Så jeg har drukket te, og spist chokolade og jordbæryoghurt med cocopops i fred. Ja, jeg lever på kanten.

Der er muligvis en læser eller to, der har fotografisk hukommelse og bare sidder og venter på.... og her vågnede Barnet så fra alt for kort lur. Nå. Men så bliver det en cliffhanger. Spændende, I know.

Hvori jeg (heldigvis/desværre) er færdig med at amme

Det er lige gået op for mig, at Barnet Der Aldrig Er Syg begyndte at blive syg præcis (præcis!) da vi droppede natamningen, og dermed sløjfede det sidste reelle ammemåltid. Siden har hun været syg nærmest uafbrudt, og har nok haft omkring ti gange så mange sygedage de sidste seks uger som hun havde hele det første år.

Coincidence? I think not.

Overvejer næsten at begynde at amme igen. Næsten.

Hvori alle er syge (igen)

December var ret meget Måneden fra Helvede, med et lækkert mix af sygdom, afbrudt nattesøvn, julestress og surhed, og jeg var oprigtigt glad da den var overstået. Nul flere planer og udsigt til en ekstra lang friuge til Manden (noget med at de ikke må bruge ferie i julen, fordi arbejdsplanen så bare aldrig går op, og han derfor byttede nogle vagter så han havde fri juleaften, men fordi de ikke må arbejde mere end syv dage i træk blev han nødt til at lægge feriedagene i den anden ende i stedet #velkommenidetoffentlige). Nåmn, så startede Manden da lige omtalte ferie med at lægge sig syg, og derefter smitte mig og så var jeg syg, og så havde vi én dag til at være raske og voksne sammen mens Barnet var i vuggestue, inden det var Frifredag og lang weekend, fordi vi er sådan nogle skide hippie-overskudsforældre, der insisterer insisterede på at Gryntegrisen kun skal være i institution fire dage i ugen, og så...SÅ blev Gryntegrisen syg. Med feber. Så hun var hjemme mandag og tirsdag (hvor hun set i bakspejlet så meget skulle have været afsted) og så var hun fi.nal.ly i vuggestue onsdag, på trods af, at det normalt ville være den ugentlige fridag, men det var der slet ikke nogen der orkede, så hun kom afsted og alle havde en fest (og med "fest" mener jeg at de voksne splattede totalt ud i sofaen og så James Bond og åd slik). Og ved I hvad der så skete i går, hvar, hvar? Kan I gætte det? Rigtigt. Vuggestuen ringede en time (!) efter jeg havde afleveret. Suk.

Vuggestue Voksen: "Gryntegrisen har fået det der hånd-, fod- og mundsyge, så du skal ringe til lægen og komme og hente hende"
Mig: "(suk) Ok, jeg kan være der om en times tid..."
VV (lettere bebrejdende): "Ikke før!?"

Jeg tog selvfølgelig min smilende telefonstemme på og lovede hende, at jeg nok skulle komme så hurtigt jeg kunne, men det jeg i virkeligheden havde lyst til at sige var "Undskyld mig, men er du sød at tale pænt? Selvfølgelig kommer jeg snarest og afhenter mit barn, men der kan være mange ganske gode, gyldige og helt plausible grunde til jeg ikke står ude i vuggestuen om fem minutter. Ikke at det egentlig kommer dig ved, men disse grunde kunne være, men er ikke begrænset til;

• Jeg er ude at løbe/gå/cykle og er derfor en times transport væk
• Jeg er taget ind til Odense og kan ikke komme tilbage hurtigere end den offentlige trafik tillader
• Jeg er på arbejde, og er nødt til at afslutte nogle opgaver inden jeg kan tage afsted
• Jeg havde andre aftaler, som jeg først skal ringe og aflyse
• Jeg er lige i bad
• Jeg står omme i Føtex med favnen fuld af letfordærvelige varer som jeg lige går hjem og stiller i køleskabet først"

Den virkelige grund var jeg lige havde brug for noget mad og en kop varm te, og ti minutter til at sunde mig og finde Overskudsmor frem, inden jeg tog mit våde overtøj på igen, for at hente Barnet til den sjette (!) hjemmedag på en uge. Og forstå mig nu ret. Selvfølgelig smider jeg hvad jeg har i hænderne, hvadenten det er varm te, den store lottogevinst eller to originale Ming-vaser, hvis det er alvorligt og/eller akut. Selvfølgelig. Men. "Dit barn har måske (måske!, red.) fået en ganske ufarlig sygdom, men virker ellers rask og glad," får mig altså ikke til at spurte igennem vind og blæst på tom mave. Sorry. Høj feber, opkast, skadestue eller helt utrøstelig gråd, så er jeg der selv-fucking-følgelig på 10 minutter (med mindre jeg er inde i Odense og skal have det til at passe med den !/!&#&/# offentlige trafik, men i så fald ringede jeg nok til Manden og bad ham stå op og spurte igennem regnen i nattøj på tom mave).

Men som sagt smilede jeg bare ned i telefonen og ringede så ned til lægen, som er verdens bedste lægehus, der altid (som i altid) har en akuttid hvis der drejer sig om ens barn.

Mig: "Hej, jeg ringer fordi min datters vuggestue lige har ringet og sagt hun har hånd-, fod- og mundsyge..."
Sekretæren (tørt): "...mener de..."
Mig: "*fnis* Ja. Men de bad mig i hvert fald om at få en tid nede hos jer"
Sekretæren (fuldstændig forstående): "Ja... kan I være her 12.10?"

Da jeg kom ud i vuggestuen var Gryntegrisens kontakt-pædagog der, og hun var meget mere "der er ikke noget der haster"-agtig, og min mistanke om at VV ikke kan lide mig blev forstærket. Da jeg nævnte det for Manden senere, sagde han at det ikke bare var mig, og hans teori er at hun bare ikke kan lide forældre. Ha. Nå. Sidespring. Det viste sig at 12.10 var Verdens Dårligste Tidspunkt til en lægeaftale, for Gryntegrisen holdt sig ikke vågen og fik derfor kun 35 minutters middagslur (og nægtede selvfølgelig pure at sove mere efter vi kom hjem). Og det føltes som spild af tid med den lægeaftale, for lægen konstaterede jo bare, at, ja, det er hånd-, fod- og mundsyge, det er der ikke noget at gøre ved, men det er ikke farligt og så længe hun ikke har feber må hun gerne komme i institution.

Så... jeg ringede til vuggestuen og sagde "Hun kommer i morgen, for hun har det fint og lægen sagde ok", men det fik åbenbart systemet til at bryde helt sammen, for nogle af de andre børns læger havde sagt de skule blive hjemme. Så jeg ringede ned til lægen igen for at dobbelttjekke (come.nu.on.altså, det er en fuldstændig almindelig og ufarlig børnesygdom vi snakker om), og den søde (og opgivende, men meget forstående) sekretær henviste til sundhed.dk, hvor der (surprise!) står at barnet må komme i institution når bare der ikke er feber. Jeg afleverede Barnet i vuggestue i dag.

Jeg ved ikke om det bare er mig der er mærkelig? Jeg er godt klar over at jeg er ualmindelig lidt pylret når det drejer sig om sygdom, og jeg har et barn, der aldrig har været sådan rigtigt syg, så vi blev bekymrede. Men er det mig der er urimelig når jeg tænker at det virker fuldstændig åndssvagt at insistere på at børnene skal holdes hjemme (selvom de er glade og sygdommen ikke generer), når det drejer sig om en sygdom der 1. er helt ufarlig, 2. alligevel har smittet inden udbrud, 3. langt de fleste børn skal igennem. Er det bare mig der er træls og smittegruppe-agtig hippiemor, der tænker at det da er nemmest hvis de bare alle sammen savler på hinanden, så vi kan få en uundgåelig omgang sygdom overstået med det samme?

Nå, det blev vist lidt langt og ligegyldigt. Rundstyk. Men jeg kunne rent faktisk godt tænke mig jeres indspark.

Hvori jeg har fået endegyldigt nok

Jeg har muligvis tidligere nævnt at jeg ikke kom så fandens godt overens med det der universitet. At det var for hårdt og for dumt og helt urimeligt bureaukratisk hvis man ikke lige kunne tage det hele efter bogen. Umiddelbart før Gryntegrisens termin fik jeg fx en mail om at jeg ville blive udmeldt, på trods af jeg faktisk havde søgt dispensation (inkl. vedlagt og godkendt plan for studieforløb) - det var "bare" en fejl, så jeg forblev indskrevet hele min barsel og derfor kunne være ligeglad et helt år. Så fik jeg så en mail mere, for et par måneder siden, hvori jeg igen fik at vide jeg ville blive udmeldt (igen på trods af føromtalte godkendte studieplan, der tydeligt siger at jeg tidligst ville kunne bestå de relevante eksamener i juni i år). Jeg tog ikke diskussionen den her gang, men har nu selv meldt mig ud. Beslutningen har været taget længe, meget længe, men alligevel tog det lang tid at samle mod til at gøre det officielt og for alvor.

Men nu er det gjort.

Min umiddelbare reaktion da jeg begyndte at indse, at jeg måske nok ville blive nødt til at droppe studiet var, at jeg var en taber. At jeg var slået fejl, igen, ligesom jeg altid gør. At jeg var dum og dårlig og utilstrækkelig. Hele mit liv har jeg fået tudet ørerne fulde af, at jeg var klog og dygtig, at det var spild af talent ikke at bruge det til noget... og når det hele ens liv har været en selvfølge at man kan noget, så er det også en selvfølge at der er noget galt med en, at man ikke prøver nok, når det så slår fejl. Selv nu, hvor jeg godt ved det ikke kommer an på en skid andet end hvad der gør en lykkelig, så har jeg svært ved at vende den om. Jeg har stadig svært ved at klappe mig selv på skulderen og sige "Fandeme i orden gjort, at du endelig tager ansvar for dit (arbejds)liv" For det er jo det jeg gør. Tager ansvar.

Nu, når nogen spørger mig hvad jeg lavet, svarer jeg, at jeg er ved at starte (har startet - gisp!) min egen lille virksomhed. Og det føles rigtigt. Det føles som mit arbejde. Der er ikke noget væven og bæh og buh og hvad-skal-du-så-lave-bagefter. Jeg føler mig ikke som en nasserøv, der får penge for at lave ingenting. Faktisk får jeg jo slet ikke nogen penge længere, hvis ikke der kommer nogen kunder i biksen. Og i så fald bliver jeg nok nødt til at melde mig på kontanthjælpskontoret om et halvt års tid for at få ydmygende få penge for at sidde på et ydmygende og ligegyldigt kursus 37 timer i ugen. Såæh... hvis du lige kender nogen der skal have transskriberet noget virkelig billigt, så siger du lige til, ing?

Lige nu er det jeg ønsker mig allermest, at det kommer til at gå med den biks. Eller. Næstmest. Det jeg ønsker mig allermest er at vinde i lotto. Er stadig ikke helt sikker på hvilket ønske der er mest urealistisk.

Med hilsen fra mit teenage jeg

Ok, jeg undskylder på forhånd det her indlæg, men jeg bliver altså nødt til at forsøge at sælge jer noget Celine Dion. Og nu ved jeg godt der sidder nogen som med det samme forlader indlægget, men altså... jeg forstår jeg godt, haters. Det gør jeg. Jeg forstår godt at bl.a. Julie skriger "SLÅ MIG IHJEL NU!" hvis nogen tvinger hende til at høre Celine Dion (undskyld, Julie, hvis jeg ikke har citeret dig helt korrekt, men er det ikke noget i den stil?) Jeg forstår det i hvert fald godt hvis bedømmelsesgrundlaget er den her: (lad være med at trykke play, hvis du kan lide dine ører - hør som max 5 sekunder, det er rigeligt til at give et indtryk af hele sangen)



Nå, men min pointe er at det langt fra alt sammen er sjælløs, amerikaniseret pop. Og som en der har brugt en ret stor del af livet (læs: samtlige teenageår) på Celine Dion bliver jeg simpelthen nødt til at nuancere billedet lidt. Ikke fordi du skal elske Celine Dion, men måske bare for at du skal hate lidt mindre. Hvis ikke direkte på hende, så i hvert fald hate lidt mindre på nogle af de sangskrivere der står bag.

Jeg har valgt den her til jer. Fordi jeg synes den er hjerteskærende smuk og jeg hyler hver gang jeg hører den. Ja, så banal er jeg.



Det var virkelig svært at vælge, for der er fx også den her og den her, som jeg også elsker.

Anyway, hvis der skulle sidde en enkelt som hater lidt mindre derude, som måske havde fået mod på et helt album så få fat i "S'il suffisait d'aimer" som er så smukt og gennemført og sjælfyldt et album (skrevet af den fabelagtige Jean-Jacques Goldman, der fx også har skrevet Aicha)