Mere glimmer

Efter en dag med Esserne i går, der involverede lidt vel meget kage, er jeg nu back on track med nul-slik politikken og har scoret mig et glimmerklistermærke mere. Fordi jeg er awesome (og ti så stille med at det kun er det andet på to uger)

Nu slapper vi af på sofaen med maverne fulde af Jydens stegte kylling - og for mit vedkommende også af en lille baby der ligger og bløpser rundt. Der er både You've Got Mail og Engle og Dæmoner i fjernsynet. Synes det bliver lidt forvirrende med to Tom Hanks. Hvis jeg var bare en anelse mere træt ville jeg nok ikke engang opdage når Manden zappede. Ville nok blive en ret syret film, egentlig.

Min nye bedste ven

Øglemoren er fuldstændig sindssyg og har sendt mig et eksemplar af Little Big Planet. Og det er selvfølgelig alt for galt og alt det der, men det siger jeg ikke et ord om. I stedet vil jeg sige tak ved at udråbe hende til Min Nye Bedste Ven (en lidt tvivlsom ære, måske, men lad nu det ligge)

Såæh... hvis I ikke hører mere fra mig, så ved I hvad vi laver, mig og Baby.

Nåja, for en god ordens skyld må jeg også hellere sige at Under Stjernerne også er Min Nye Bedste Ven, eftersom hun også tilbød at sponsorere. Øglemor var bare hurtigere, fordi hun har mig på Facebook.

Hvorfor dagen igår alligevel endte med at holde 100%

I toget (der i øvrigt var forsinket) stødte jeg på Spirrevippen, der var en af mine virkelig gode veninder i Mit Tidligere Liv, ovre i Forstaden. Har ikke set hende siden jeg flyttede landsdel og uddannelse, men det føltes slet ikke som om det var så længe siden.

Både mit og Mandens møde var tidligt færdige, så vi havde tid til at mødes på banegården og dele en hotdog og en cheeseburger, inden jeg skulle videre til psykiater. Den slags kan bare redde hele min dag, og er lang bedre - og mere romantisk - end en buket roser.

Det er måske lidt voldsomt ligefrem at snakke om gennembrud i terapeutisk forløb (leder tankerne lidt for langt i retning af fanfarer og guddommelig inspiration), men der blev rykker ved noget, og det var helt ærligt også på tide der snart kom lidt skred i tingene igen.

Kaye lavede frikadeller til aftensmad, og vi havde lige snakket om at det var det da megalænge siden vi havde fået. Og der var nye kartofler og smørsovs. Så kunne vi godt leve med det dramatiske lydspor i baggrunden, udført af Niecen, der først fik et anfald over at der var aftensmad (og derfor ikke mere Lille Nørd) og senere stortudende skreg "Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! Jeg vil ikkøøØØøøøØøø!!" da hun blev bedt om at gå de ti meter ud på badeværelset på sine egne ben, da hun skulle i bad. Til gengæld er hun så ret underholdende når hun er i godt humør og fx fortæller om den baby hun har inde i maven (!), som stadig er lille bitte, men som man kan lege med "lige om lidt".

Nåja... og så var der en gave til mig i postkassen da jeg kom hjem.

En hel dag

Hvis jeg nu var sådan et normaltfungerende menneske, så ville min dag være virkelig afslappende og overskuelig i dag. Har et møde med faglig vejleder klokken to, som virkelig bare er en formsag, en aftale hos psykiater klokken fire og så aftenmad hos Kaye og Jyden. Som sagt, en virkelig overskuelig halv-fridag for et normaltfungerende menneske.

Jeg er bare slet ikke noget der nærmer sig normaltfungerende på det område. Jeg føler mig virkelig on edge (hvad fanden hedder det på dansk?) og har ondt i maven og føler mig presset og stresset. Har slet ikke lyst - har faktisk mere lyst til at tude.

Er træt af det skal være sådan. Er så træt af ikke at kunne, og ikke at kunne forklare hvorfor. Især fordi det bare er så pisse usynligt. Jeg mangler jo ikke et ben, eller sådan noget, og jeg virker faktisk også nærmest normal hvis man møder mig på hjemmebane til et stykke kage.

Er i virkeligheden aller-allermest træt af at fordi jeg har svært ved det, er der endnu flere svære ting jeg skal.

Meanwhile, ude i hverdagen

...hvor jeg jo egentlig stadig har ferie. Men det føles ikke ret meget som ferie når Manden er på arbejde, så jeg er så småt begyndt at skrue lidt op for hverdagsaktiviteterne. Som fx at vaske tøj. Og se OL. Ja, jeg sagde ikke fornuftige hverdagsaktiviteter, vel.

Der ligger en (uendelig) liste over småprojekter, lidt større projekter og papirer der skal sorteres, som jeg så småt er ved at tage hul på. Startede med et fantastisk score-sheet til mig selv, over temaet "husk at spise sundere og bevæge dig noget mere" - og i dag har jeg for første gang (startede i torsdags) scoret max-point og må få et awesome glimmer-hjerte-klistermærke. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at uddybe pointsystemet, for så dør I bare af grin over hvor latterligt lavt niveau jeg befinder mig på.

Ud over at lave skemaer og sætte ting i system har jeg også lavet noget så banebrydende som at re-aktivere Mandens PS3-konto, så vi nu rent faktisk kan bruge online features på maskinen. Desværre resulterede det i at jeg kunne downloade en demo af Little Big Planet, og så fandt ud af at jeg faktisk ikke kan leve uden den fulde version. Der er lidt længe til min fødselsdag, pludselig. Nåmmen, hvis nogen skulle have lyst til at sponsere et eksemplar af Little Big Planet til mig, så sig lige til, ing?

Ellers sker der egentlig ikke så meget. Ikke af små ting, i hvert fald.

Dagens soundtrack fra naboen: Et medley af "gode" danske klasikere, og gengangere fra den forløbne uge. Til gengæld har de skruet op og åbnet vinduerne igen. Krydser fingre for at de i det mindste har fattet at man godt må slukke klokken 22 (UPDATE: nå, det havde de så ikke)

Bonusinfo

Dagens ufrivillige karaoke-suppe-steg-og-is soundtrack fra naboen:

You can leave your hat on

(Bør måske for god ordens skyld nævne at det er blevet en anelse mindre højt efter jeg satte en seddel på deres dør)

Erkendelser (23+6)

1. Jeg har en baby inde i maven
2. Det er ikke Ronan

Man skulle måske umiddelbart tro at begge dele var ret indlysende, men ikke desto mindre er det først nu det er begyndt at gå op for mig. Jeg tror måske det skyldes at jeg nu er så langt henne at Baby måske ville have en chance udenfor maven. Vi begynder at nærme os et territorium, hvor vores erfaring er lig nul: En levende baby. Det bliver noget helt nyt, hvor der er et helt nyt menneske jeg slet ikke kender, som bare kommer og laver det hele om. Og det synes jeg ærlig talt er ret overvældende at skulle forholde sig til.

Pludselig mangler jeg Ronan på en helt anden måde, og synes nogle gange alting bare er helt forkert. Jeg kan godt lide den lille baby inde i maven, men den er ikke Ronan, og jeg synes det er så uendelig vemodigt at den begynder at fylde så meget mere end ham. Fra at være Far, Mor og Storebror på kirkeården og Lille Nye i maven, går vi mod at være Far, Mor og Lille Nye - og så Storebror på kirkegården, og jeg kan ikke helt finde ud af om jeg har det godt med det. Ronan vil altid være vores førstefødte, og jeg synes egentlig han derfor fortjener at blive nævnt først, på trods af, eller måske især fordi han er død. Men samtidig vil jeg heller ikke have at Lille Nye skal stå i skyggen af en død storebror - for den skal aldrig, aldrig føle at den er et "andetvalg"

Jeg forsøger at holde fast i hvor vi er lige nu og her, for jeg bliver stresset og ked af at spekulere over fremtiden (hvor der er meget andet end Baby der er usikkert lige nu), og jeg har mest af alt brug for at kravle ind i en hule, hvor der kun er os. Hvor der er stille og trygt, og min store, stærke Mand holder om mig, så jeg kan finde ro til at mærke efter. For inderst inde, så bliver jeg så varm om hjertet når jeg tænker på at de alle tre er mine. At det er så mange at jeg kan sige jeg elsker dem alle sammen. Og jeg glæder mig så meget til det øjeblik hvor vi får Baby op til os, og det er ligeså indlysende som det er overraskende, at det var lige netop den der var derinde, og hele verden giver mening igen.

Angsten

Da jeg vågnede (lidt for tidligt) i morges vågnede baby ikke. Det plejer den ellers, men jeg ville ikke have lagt noget i det, hvis ikke det var fordi den heller ikke rigtigt var vågen da jeg lagde mig til at sove i går aftes. Så kunne jeg så ligge der klokken syv om morgenen og være alt for bevidst om dét i stedet for at sove en time mere, selvom jeg virkelig forsøgte at overbevise min krop om at sidstnævnte var den bedste idé. Jeg havde en helt klar fornemmelse af at den var der, men der var bare ingen boink eller buk-buk, ligemeget hvor meget jeg maste på maven, sang sange og spillede Muse. Var dog kun næsten i panik da Manden kom hjem en time senere. Han prøvede med nogle flere puf/mas uden held, men da han lagde hovedet på maven og aede den blev der pludselig puffet tilbage. Måske den bare havde savnet sin far?

Jeg plejer ellers ikke at være specielt nervøs eller bange i den her graviditet. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er hverken mere eller mindre bange end gennemsnittet, og havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det. Men lige pludselig var det hele der bare, al den angst og frygt og usikkerhed som jeg ellers bare overhovedet ikke mærker til daglig. Og pludselig virker fire måneder som virkelig lang tid. På den dårlige måde.

Selvom det tit virker lidt overflødigt med alle de scanninger og læge-/jordemoder-besøg, kan jeg godt mærke at det faktisk gør en kæmpe forskel at de er der. Vi har en aftale hver anden/tredje uge, og det passer lige med at vi ikke når at gå og bekymre os, men i stedet bliver holdt fast i her og nu, og at det går godt. To uger er langt mere overskueligt end fire måneder.

Men tror måske vi skal have en snak alligevel.

Vetolisten: "Lyserødt"

Veto mod:

• Lyserødt
• Fesen babyblå
• Noget som helst til "den lille prinsesse/prins"

Vetoet af: Fælles. Mig, fordi jeg får totalt spat af at spædbørn partout skal tildeles kønsroller, Manden vist mere fordi han helst vil undgå pludselig at befinde sig i tuttenutte-helvede.

Lad mig lægge ud med at sige at jeg ikke forsøger at påstå at der ikke er forskel på drenge og piger. For det er der, sådan statistisk set. Gennemsnitlig vil piger have brug for lidt ekstra opmuntring på det motoriske område, drenge på det følelsesmæssige - og senere bliver de små poder jo selv klar over forskellen og begynder at insistere på lyserødt/spiderman. Hvilket jeg egentlig også synes de skal have lov til.

Men, når det er sagt, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor man helt fra start skal inddele børn i "små prinser" og "små prinsesser". Christ, altså, de er alle sammen spædbørn der skriger, skider, æder og sover. Og faktisk ikke rigtigt noget andet. Selvom jeg går fuldt ind for at mine børn skal have lov til at udforske deres kønsroller ser jeg absolut ingen grund til at tvinge noget ned over hovedet på dem fra start.

Jeg får fuldstændig fniller af at læse fx BabySam-kataloget eller være inde i en babytøjbutik, hvor alting (alting) er tydeligt "drengeting" eller "pigeting". Helt ærligt, jeg skal bare have en baby. Som skal have nogle ting. Men så skal jeg til at vælge mellem aktivitetstæppe med "sejt" jungletema, eller et lyserødt rædsel, hvor dyrene har overdrevent store øjenvipper og sløjfer i håret.

Der er en del som gerne vil give Baby gaver og/eller strikke store mængder uldent tøj til den. Og åbenbart bliver det gjort meget sværere af at vi ikke ved hvad køn barnet bliver. Ja, der er nærmest krise på. Jeg forsøger ofte at forklare at vi sådan set bare gerne vil have en baby med hjem, og at vi er lidt ligeglade med hvad køn det bliver. Men det er åbenbart alt, alt, alt for svært at forstå, for "om det bliver en dreng eller en pige" topper stadig "omgivelsernes liste over ting der er spændende ved den her graviditet".

Min moster begyndte på noget med at "Mange forældre bliver bare fornærmede når man ikke kan se forskel"-argumentation. Og ligemeget hvor mange gange jeg sagde at jeg nok skulle love ikke at blive fornærmet (bare de kan se det er en !/#"&%#¤ baby) så beholdt hun sin "Mhmmm, men det ændrer sig jo når baby kommer"-mine på. Så fat det dog: Jeg er ligeglad lige glad, bare det bliver en baby.

Nåja, og så er alt det der lyserøde jo også bare pissegrimt.

Undskyld, men du er vist kommet til at placere din hånd på min mave

Min mave er ved at være en anelse tydelig efterhånden. Sådan der-er-vist-ingen-tvivl-om-det-er-en-gravid-mave-det-der tydelig. Åbenbart giver det Gud og hvermand ret, ja, nærmest pligt, til at komme med en eller anden form for kommentar. Jeg nævner i flæng:

Tilfældig buschauffør: "Der er da vist snart ikke plads mere" (ok, så fed er jeg heller ikke)
Kaye og Jydens nabo: "Nå, kommer I alle sammen der" (nej, der er kun mig)
Gud og Hvermand: "Så er det vel ved at være snart?" (der er så stadig fire måneder tilbage)
Hvermand (når jeg nævner der stadig er fire måneder tilbage): "Jamen det er jo også lige om lidt"

I situationer hvor det er oplagt med lidt mere reel samtale, som fx i tilfælde af familiesammenkomster, venner der er på besøg, flere familiesammenkomster, mennesker man tilfældigt er endt til middag med etc. etc., udspiller følgende samtale sig gang på gang (på gang på gang på gang):

Hvermand: "Ved I så hvad det bliver?"
Mig: "Næh... for vi sy.."
Hvermand (ivrigt): "Vil I vide det?"
Mig: "Næ.. bare det bliver en baby"
Hvermand: "Ih, det bliver spændende så, hva?!"
Mig: "Øh bøh..."
Hvermand (hvis der virkelig skal trumf på): "Ej, det var måske også mest af praktiske hensyn"
Mig: "..."
Mig: "?!?!?"

Og hvis det så bare stoppede der... ja, så kunne jeg nok godt komme over den manglende pli og ditto evne til at registrere hvad jeg siger. Sådan en mave ER spændende og hyggelig, og jeg er jo også selv begejstret for den.

Men, men, men. Det stopper jo så bare overhovedet ikke der. For det er som om, at jo større maven bliver, jo mere perifere bliver de mennesker der føler trang/ret til at røre ved den. Men sjovt nok, så rykker min grænse sig ikke rigtigt for hvem jeg synes skal klappe min mave, og jeg er nu så småt ved at have nået det punkt hvor de mennesker der klapper min mave ligger udenfor min klappe-comfort-zone. Tillad mig at udpensle:

Manden: Er ophavsmand til halvdelen af maven og må klappe/ae/snakke til/prutte på den alt det kan orker.
Min mor: Må klappe og ae når hun har lyst. Det er hendes barnebarn, og vi vil gerne have de er tætte (det gælder selvfølgelig også min søster og min far, selvom jeg måske ville synes det var lidt underligt hvis sidstnævnte spontan-klappede min mave).
Kaye og Esserne: Et enkelt klap i ny og næ, når der hilses eller tales specifikt om/til Babyen.
Svigermor: Må i princippet gerne klappe i ny og næ. Men hun er ikke genetisk involveret, og jeg har ikke kendt hende så længe som min egen familie. Og så er hun enormt slem til at komme med kommentarer om mavens størrelse/beskaffenhed. Også når det er så tidligt at der INTET er at se. Hvilket er absout no-go (får mig til at føle mig så fed).
Knap så nære relationer, der på en eller anden måde var deltagende med Ronan: Har et særligt følelsesmæssigt bånd til vores familie, og udviser derfor oprigtig interesse for Babys (og vores) tilstand. Finder mig i klap, fordi det bunder i andet, og mere, end nysgerrighed. Som fx den anden dag da Jydens mor aede min mave mens vi snakkede om Baby.
Knap så nære relationer, der ikke var deltagende med Ronan: Det er omkring her min grænse går. Jeg kan sådan liiiige finde mig i det, hvis jeg er forberedt. Fx til min kusines fest forleden, hvor jeg godt vidste der var mange fra "dame-klubben" (bestående af kvinderne på både min kusines mødrende og fædrende side). Jeg ville foretrække de holdt sig til et enkelt klap eller prik, men kunne smilende finde mig i længerevarende aen (selvom jeg begyndte at overveje at gengælde).
Seriøst perifere relationer og personer jeg møder for første gang til en fest: Afgjort for personlig med klap på maven. Reagerer som regel ved at klappe igen, hvorved situationen bliver seriøst åndssvag. De fleste tager det pænt og forstår et hint/kommer til at grine.
Tilfældige mennesker i Kvickly: Har endnu ikke oplevet det selv, men hører det forekommer. Håber lidt det sker, så jeg kan stå nede i Fakta/Rema/IKEA og klappe en fremmed på maven, bare for at se hvordan de reagerer.
Relationer der burde have været deltagende med Ronan, men ikke var det: Tror måske bare jeg flipper skråt. Men kan ikke lige se hvordan stuationen skulle opstå. Det var bare for at illustrere at de er absolut i bunden.