fredag den 24. oktober 2014

Hvori erkendelsesrækken (forhåbentlig) er ved at være slut

Erkendelse nummer 5 (er det ikke der vi er kommet til?): Jeg er ikke stor nok til at tage diskussioner i kommentarfeltet. Det er sørgeligt, men sådan er det. Min evne til at være saglig, venlig og velovervejet forsvinder (hvis den da var der til at starte med) og jeg bruger alt, alt, alt for meget tid på at bekymre mig over om jeg havde fået sagt tingene rigtigt, om de blev forstået rigtigt og om jeg skal skrive en kort kommentar eller en lang eller slet ikke noget. Det er virkelig ikke jer, det er mig, men jeg er simpelthen ikke voksen/rask/overskudsagtig nok til at være den, der står for enden af en lang diskussions-tråd. Hvor venlig, saglig og velovervejet den så end er. Rundstyk. Jeg vil hade at skulle censurere bloggen, men jeg tror konsekvensen må være at jeg ind imellem kan være nødt til at lukke for kommentarer på nogle indlæg. Det er nedern og i virkeligheden et fejt trick, men jeg er også nødt til at passe på mig selv. Ikke fordi I er nogle onde læsere - tværtimod - men fordi jeg stadig øver mig i at få et velfungerende filter. Lige nu tager jeg (stadig) alting ind, og så ender det af og til med at bloggen, som skulle være en ventil og et hyggested bliver (endnu) et følelsesmæssigt sort hul. Hvis I brænder inde med en kommentar eller spørgsmål (enten fordi jeg har lukket kommentarfeltet, eller fordi jeg har glemt at svare) så skriv endelig en mail (mandenogkonen@gmail.com). Jeg har meget nemmere ved det når det er en-til-en og ikke mig-til-et helt kommentarfelt.


Erkendelse nummer 6: Jeg skal stoppe med at forklare og undskylde alting (sådan som jeg har gjort i ovenstående) og jeg skal stoppe med at blogge om at blogge (sådan som jeg gør nu). Min blog er som den er, og den bliver som den bliver, og det bliver ikke lavet om af at jeg forklarer og reflekterer. Det bliver nødt til at være lige fra leveren om alt og intet og hvad der nu lige falder mig ind, hvis det ikke skal blive en dødskamp at blogge. Det skal simpelthen ikke blive (endnu) et tidskrævende, livslystudsugende projekt. Det har været rart de dage hvor jeg har formået bare at lukke mine egne ord ud, uden at tænke på, om det nu også var de ord I gerne ville læse.

4 kommentarer:

  1. Det har nemlig været meget rart at læse alle dine indlæg hver dag. Du er sjov, vittig og dine ord er rigtig god underholdning (på den gode måde). Og du har inspireret mig til at skrive et indlæg (næsten) hver dag i de sidste 14 dage :) kærligst, S.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :)

      Og jeg har i øvrigt også nydt at læse med (næsten) hver dag hos dig. Samlet set tror jeg du har gennemført min udfordring bedre end mig selv ;)

      Slet
  2. Svar
    1. Med at være den nedern type? Haha

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.