onsdag den 29. oktober 2014

Hvori der ikke er nogen der har sex

*Indsæt selv blrah-lyd her*

3.37. 4.45. 5.49. Dyne. Sut. Nemo.

Og så skulle vi åbenbart ikke sove mere. På trods af at alle involverede parter stadig var (for) trætte.

6.21 stod vi op. Der var en del gråd, da jeg foreslog havregrød til morgenmad. Men vi var jo igen løbet tør for mælk. Der var en lille slunken slat tilbage, præcis nok til at dække behovet for "Haver-dyn, dee-ohs med mætte". Heldigvis. Ellers tror jeg Harmageddon var indtruffet.

Jeg orkede næsten ikke at gå ud i vuggestuen med hende. Rettelse: Jeg orkede faktisk ikke at gå ud i vuggestuen med hende. Efter Weekenden Hvor Søvn Blev Sprunget Over (10 minutters lur blev det til søndag - TI minutter. For frigodan) og efterfølgende dage med OfU (Opvågning før Udhvilet) er mit energiniveau... skal vi sige... en smule lavt. Jeg tog ellers en middagslur i går, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig vågen længere. Men måske var det det der gjorde det, for så nåede jeg jo absolut intet i går. Heller ikke i går.

Så nu vil jeg bare gerne sidde i fred. For mig selv. Og også gerne have forlænget dagen med en 4-5 timer, så jeg kan nå både at slappe af og at lave noget.

Det er faktisk noget af det der har overrasket mig mest, efter vi har fået Gryntegrisen, at jeg har så stort behov for bare at være alene og i fred. For jeg er var ikke sådan et menneske, der helst ville være selv. Jeg trives rigtig godt med tosomhed, og jeg har ikke følt behov for at have min egen hobby eller cafe-besøg uden manden eller seperate byture. Vi blev gift og siden har vi været sådan en fælles enhed uden det helt store behov for at have "hver vores".

Cue: Spædbarn. Med spædbarn fulgte et enormt behov for at være alene. Alene-alene. Det kom bag på mig, for altså, jeg vidste jo godt at med et spædbarn, så kommer der også et behov for engang imellem at få en pause, men jeg havde slet ikke forudset at jeg skulle have den pause for mig selv og uden Manden. Ikke i så stort omfang, i hvert fald.

Jeg nåede ret hurtigt dertil, hvor jeg ikke kunne have at der var flere der skulle røre ved mig og kræve noget af mig. Sådan et lillebitte barn er jo på en, hos en eller spiser af en hele tiden. H.e.l.e. tiden. Det var i og for sig ikke nogen overraskelse, men det var overraskende at jeg kunne få nok af den fysiske kontakt. Ikke bare som i at jeg var træt af at bære og flytte rundt og få krampe i armen fordi hun sov på den. Men bare straight up nok af at have nogen så tæt på.

Jeg havde seriøst aldrig forestillet mig, at vi skulle være det par, hvor sex holder op. Aldrig. Vi snakkede endda om det, præ baby, og ingen af os kunne forestille os, hvordan man ender i den situation. Det kan jeg så godt nu. Det er et underligt sted at være, for det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til Manden. Jeg har bare ikke lyst. Punktum.

Det ville overhovedet ikke være et problem, hvis Manden var samme sted, men det er han bare ikke. Han er faktisk noget nærmere det samme sted, som vi var inden vi fik børn. Og det sucks. For kombinationen har virkelig sendt os ud i en nedern spiral, hvor jeg glemmer alt om der er noget der hedder sex, hvorfor problemet vokser for ham (no pun intended), hvorfor det pludselig er nødvendigt det er nu, hvorfor jeg føler mig presset, hvorfor jeg får endnu mindre lyst. Alt sammen krydret med fantastisk dårlig samvittighed fra begge sider. Og så selvfølgelig den lille detalje, at der ikke er tid og overskud til det helt store show midt i en hverdag med et lille barn.

Jeg troede det ville blive bedre når jeg stoppede med at amme og den direkte fysiske afhængighed stoppede. Og det blev måske også bedre. Lidt. Men samtidig havde jeg også bare enormt brugt for at have min krop for mig selv et stykke tid - ens krop bliver jo underlig af graviditet og fødsel og amning, og den ændrer sig så meget så hurtigt, at man slet ikke kan kende den mere. Det er så snart et år siden jeg stoppede med at amme.

Men måske det bliver bedre, når man har ikke-ammet ligeså lang tid som man ammede?


(Fodnote-parentes: Det er ikke fordi jeg er et sted hvor jeg har mistet håbet eller noget. Overhovedet ikke. På et tidspunkt kommer vi jo ud på den anden side. Det er bare her vi er nu)

3 kommentarer:

  1. I kommer helt sikkert ud på den anden side fordi I er obs på det. Det sker nok for alle. Vi var igennem det, ikke så meget med nr 1 men da nr 2 kom 2 år senere og jeg så lige fik sclerose samtidig, ja så gik der altså ged i lige den del af parforholdet. Men men men we are back on track og det tog tid, lang tid. Men vi talte altid sammen og om det og det blev aldrig elefanten i værelset så vi tog den bare derfra. Efter 12 år sammen, 2 børn en kronisk sygdom der har efterladt handikappet er vi stadig nyforelsket sommetider og ja, det kræver sommetider lidt planlægning det der sex men det er ok:) Griner meget af din måde at skrive på, det er befriende og jeg har selv været der med små børn. Nu er de 7 og 9 år og det er andre ting der vælter læsset hos en af dem om morgnen. Hårsætning og tøj feks......:)
    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for vi ikke er de eneste - og at der er håb forude :)

      Krise over hårsætning? Åh nej, det ved jeg ikke om jeg kan håndtere. Så hellere diskutere havregrød! ;)

      Slet
  2. Jeg er ret glad for dette indlæg, for jeg har virkelig haft det på samme måde! Så nej, I er bestemt ikke de eneste.

    Og jeg ser frem til fremover at følge din blog :) Du skriver fantastisk.

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.