onsdag den 26. februar 2014

Hvori jeg hader forår

Jeg ville ønske der snart var nogen der opfandt den der tanke-diktafon. Ordene myldrer rundt i hovedet på mig, men jeg er ude af stand til at skrive dem ned i sammenhængende form. Det er foråret, der får mit hoved til at falde fra hinanden. Jeg ved ikke hvad det er der sker, men pludselig skrider min virkelighedsfornemmelse, og min krop kan ikke længere finde ud af hvad tid på dagen det er og mit iverblik forsvinder fuldstændig. Den smule af det jeg nu har. Jeg hader det for det får mig til at føles som en stor fiasko, der ingenting kan. Der er tusind ting der popper op, men intet jeg kan samle mig om, og så bliver alle de mange ting til lige præcis ingenting. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er jeg gerne vil, selvom det føles som om det ligger lige på tungen. Som om jeg godt ved hvad det er jeg skal og hvad jeg har lyst til. Som om jeg har glemt noget vigtigt. Det har jeg sikkert også. Det er frustrerende og det er opslidende og det gør mig helt umuligt at være sammen med. Også for mig selv. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i min egen krop og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg vil gerne. Gøre noget ved det, altså. Det er en af de ting jeg skal have løst op for, for det fungerer ikke og det er ikke til at holde ud for nogen.

4 kommentarer:

  1. Fuck... det er sådan der er inde i min knold... plus depression og stress pga dum virus og sygdom og ladhed og slaphed og alt muligt dumt og mine tanker er overalt og ingen steder og jeg kan ikke styre dem og jeg er træls at være i nærheden af og jeg frygter depressionshullet igen og tænker et øjeblik, at nej, det er bare virus og forkølelse, men så kommer "hvad nu hvis" og "jeg er da også unaturligt syg hele tiden??!! hvorfor nu det!!?" ind fra højre og slår mig omkuld. Men så er jeg pludselig igang med alt muligt og vil det hele og kan det hele og så kan jeg ikke noget igen...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, at hvis man er der, på grænsen til depression/stress/indsæt-selv-flere, så bliver man mere syg end gennemsnittet. Jeg har ikke ført reel statistik, men min klare oplevelse er at der i de dårlige perioder ingenting skal til før man SMÅKAGE ligger ned med en eller anden form for latterlig omgangssyge.

      Og jeg ved ikke om man nogensinde kommer af med "hvad nu hvis"-angsten. Kroppen husker, så når man nærmer sig det der diffuse (u)balancepunkt kommer det hele skrigende tilbage til en. Hver gang. Også selvom det kun er en enkelt dårlig dag ud af 100. I min erfaring, i hvert fald.

      Slet
  2. Jah.... Jeg tror du har ret. Det er også min erfaring.

    SvarSlet
  3. Amen to that! Men det er foråret, der gør det, siger du? Det håber jeg sq, du har ret i, for lige nu er der heller ikke til at være i hverken min krop eller mit hoved. Kom SÅ sommer! :-)

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.