lørdag den 29. december 2012

Uudholdeligt vammelsøde historier om Vidunderbaby

Jeg er så Hende Den Trælse. I ved, hende der sidder og ligner en der har fået noget der minder om nattesøvn, og som ikke rigtigt kan komme på noget der er sådan rigtig hårdt ved at have en baby. Rundstyk. Det absolut hårdeste indtil nu var i onsdags, hvor hun besluttede at der skulle mere mælk til, og derfor åd rub og stub og blev bundulykkelig da der ikke var mere. Jeg tror ikke ligefrem den lille Gryntegris sulter, eftersom hun allerede er ved at vokse ud af en str. 56, men jeg kan bare slet ikke holde ud når hun er ulykkelig. Heldigvis har hun en far, der gad gå med hende, mens moren sad ude i badet og hylede og bare ville have den forbandede kløe til at forsvinde. Og mælken til at løbe igen (i nævnte rækkefølge).

Mælken kom (selvfølgelig) allerede samme nat, og de sidste dage har kløen også været på retur. Så vi er solidt tilbage i vammelsødt hygge. Rundstyk igen. Ej, ok, jeg er da ikke 100% topudhvilet og har overskud til hvad som helst, men det er der vel ingen der er med en tre uger gammel baby. Hun spiser sådan ca. hver 3. time, som regel lidt oftere om aftenen og lidt sjældnere om natten ("natten" dækker nok ca. over midnat til middag, nogle gange et par timer mindre i en af enderne), og det tager aldrig mere end en time med amning, skiftning, snak og putning. Hun er dygtig til at holde hovedet selv og kigge rundt, og spræller og laver ansigter når vi "leger". Og hun finder sig i at blive skiftet.

Det er sjældent hun bliver overtræt og umulig, og selvom forældrene synes det er frustrerende (og synd for hende) kan vi vist næppe klage, eftersom det som regel ikke tager mere end 5-10 minutter at lulle hende til ro, og aldrig mere end en halv time. Hun skriger faktisk stort set ikke, og selv når hun er urolig er det mest sur grynten. Det kan jeg selvfølgelig også få noia over, for hvad nu hvis hun er utryg/ulykkelig og vi så ikke opdager det/opdager det for sent fordi der ikke er lyd på hende?

Vi har nu haft tre uger med Verdens Nemmeste Baby. Og hun er simpelthen så dejlig og sød og sjov. Og blød. Også selvom hun desværre ikke rigtigt dufter nyfødt længere. Såeh, nu er vi klar til det store kolik-rykind - er det ikke ved treugers alderen det sætter ind? Det kan da i hvert fald ikke passe at det skal blive ved med at være så nemt.

PS. Opdaterer med billede senere, når mine forældre har været her.

8 kommentarer:

  1. Det lyder bare helt vidunderligt! Jeg synes det er rigtig dejligt at høre om en nem og dejlig baby, fortalt af en (rimelig) overskudsagtig mor. Der går så nemt "det er sindsygt hårdt og jeg har ikke været i bad i 3 uger"-snak i den (hvilket også er meget synd for dem som har det sådan).
    Jeg håber min baby bliver lige så dejlig nem som din lille gryntegris...
    - Sidse

    SvarSlet
  2. Det er da bare skønt at høre at det går så godt og at I nyder det! Forhåbentlig varer det ved uden kolik og andre gener. Ingen af mine to har haft kolik, men fra ca. 3 uger og et par måneder frem har de været ret utilfredse om aftenen. Heldigvis har det været pist væk til puttetid - og har i øvrigt ikke været værre end det for det meste kunne klares med at blive gået og vugget med...
    Glæder mig til at læse flere uudholdeligt sukkersøde beretninger ;-)

    SvarSlet
  3. Altså, hvor lyder det bare dejligt - skønt at høre en opturs-historie omkring livet med en nyfødt :-)
    Glædelig jul og godt nytår til jeres lille familie :-)

    SvarSlet
  4. Jeg synes, at det er vidunderligt, at du og I har det dejligt. Og hvis det vender og det hele bliver hårdt, så holder jeg det ikke i mod dig:)
    Tillykke igen med den dejlige skat!

    SvarSlet
  5. Det er bare så dejligt at læse at i har det godt, og hun er så nem, det fortjener I efter det I har været igennem. Håber I får et dejligt Nytår :-)

    SvarSlet
  6. Det der kunne jeg have skrevet. Og min baby er 3 mdr. Man kan altså godt være heldig :)
    Jeg krydser fingre for ingen kolik og glæder mig til at se flere billeder!
    Godt nytår!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi burde skrive en bog! Der findes så mange bøger om hvor hårdt og livskrise-agtigt det er at få et barn, så synes der mangler lidt modvægt. Men ville muligvis blive verdens kedeligste bog, for hvor mange forskellige måder kan man formulere "i dag skreg hun heller ikke" på?

      Slet
    2. De første mange uger var det nærmere "men HVORFOR skriger hun ikke? HVORFOR er hun bare glad? HVORFOR sover hun?" Jeg kunne næsten ligge søvnløs over at hun var så nem, der MÅTTE jo ske noget. Det si'r de allesammen. Men nu er hun ovre kolikstadiet og hun bruger al sin vågne tid (12 timer ad gangen....) på at smile, ævle konstant og er generelt bare grundglad!
      ....men det er der jo ik' nogen der gider læse om?

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.