Viise ord

Selvom vi er ret nede med det der baby-shizzle, sker det alligevel (relativt ofte) at jeg vender situationen med mine forældre. Min mors råd er altid brugbart, men det er blevet tydeligt hvor jeg har den semiafslappede tilgang til tingene fra.

Mig: "...og så bliver hun bare så træt, at hun ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv"
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Mig: "Hun har virkelig haft meget mavekneb, og det er bare så synd for hende..."
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Mig: "Der er alt for meget mad, og hun skreg bare, så nu er vi nødt til at trække tiden mellem amningerne"
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Mig: "Det har været nogle virkelig lange dage, så hun er helt kvæstet"
Min mor: "Jaaaah, men så må I jo gå lidt med hende"

Min fars råd er ikke så praktisk orienteret, men mindst lige så vigtigt:

"Husk nu at nyde hende"

The neverending story

Hvad så, læsere? Skal I lige have et afsnit mere i Barnevognssagaen? Jamen det er da det I skal.

Nå, men for lige at opsummere: Ekspediento Blanko sagde jo i sin tid at man godt kunne bruge den madras der fulgte med, men at den bare ikke var den bedste, og så blev vi enige om at vi jo kunne prøve den (eller, dvs., jeg blev så træt af at diskutere med hende at jeg sagde "FINT! Så må jeg jo hive fat i jer hvis det ikke er i orden")

Madras kan ikke bruges. Er noget lort. Har givet den fair chance, men duer ikke. Så jeg skriver til Babysam. Til moderskibet, fordi jeg er trip-trap-træt (tak, Anders Matthesen) af Babysam i Odense. Hvilket jeg også skriver i mailen. Alligevel bliver den videresendt til naragtig butik(schef), der 14 dage senere nedværdiger sig til at svare. Og den mail er simpelthen så god, at jeg synes I skal have den i sin helhed (eller i hvert fald i en kun-let-redigeret udgave)

"Hej Konen ..

Vi er altid glade for vore kunder tilkendegiver oplevelserne i vores butik og vi derved har en fornemmelse af, hvordan vores service opfattes.
Vi arbejder meget med at have et attraktivt serviceniveau og ser det som en af vore fornemme opgaver, at vore kunder er tilfredse.

Naturligvis er det ikke optimalt, at du ikke er informeret tilstrækkelig fra vores side og det skal jeg beklage.

De madrasser der som oftest er med i den fra leverandøren til barne- og combivogne vil når de benyttes til det daglige brug være utilstrækkelig
til den ønskelige komfort.
Derfor har vi i butikken og anbefaler ligeledes til købet; en madras af bedre kvalitet og ofte en helsemadras eller naturgummi madras – fx; Dunlopillo.

I Jeres søgen efter den mest hensigtsmæssige madras til Jeres vogn – vil jeg naturligvis gerne stå til rådighed for fremvisning og information.
Har prøvet at kontakte det opgivende mobilnummer – I er velkommen til at give mig et kald på *telefon* eller på *mail*

Venlig hilsen,
Butikschefen"


Jeg sætter især pris på det afsnit hvor han diskret forsøger at sælge os en Dunlopillo-madras. Nå, men jeg skrev fluks en syrlig mail tilbage om at det jo ikke kan passe det er os der skal betale for at deres medarbejdere ikke har styr på tingene (for 117. gang!!!)

Så ringede jeg til Forbrugerrådet. Bare for at høre om jeg egentlig havde noget at have mit krav i. Det har jeg så, mener de, og Rare Dame Fra Forbrugerådet sagde at jeg endelig skulle sige jeg havde snakket med dem, næste gang jeg havde fat i ham. Hun sagde også at sådan en madras jo er under bagatelgrænsen for hvad man kan klage over i Forbrugerklagenævnet, men så sagde jeg, som sandt er, at det ikke gør så meget, for jeg ville egentlig bare vide om det gav mening at blive ved med at være efter det der Babysam. Det gør det jo så, og nu bider jeg mig fast som en pitbull og giver ikke slip før nogen har hostet op med en madras.

Nu er det så ved at være en uge siden Butikschefen skrev (og jeg svarede), og det synes jeg egentlig er længe nok til at komme med en venlig, serviceminded løsning. Så nu skrev jeg til ham igen (igen igen igen). Den mail må I også få en sin helhed, for den er ikke særlig lang. Men indeholder tilgengæld tunge ord som "forbrugerrådet" og "krav".

"Hej Butikschef,

Jeg har snakket med Forbrugerrådet, der giver mig ret i, at når vi har fået at vide det ikke vil være nødvendigt at købe en madras til vognen, så skal der følge en anvendelig madras med. Det er ikke bare "beklageligt" at en af jeres medarbejdere har fejlinformeret os - som forretning må I stå inde for hvad jeres medarbejdere siger. Vi har krav på en anvendelig madras, som vi blev stillet i udsigt, hvadenten det er sådan I normalt gør eller ej.

Min mand har i øvrigt også lige gjort mig opmærksom på at vi stadig ikke har modtaget vores købsbevis.

Jeg ser frem til at høre fra dig snarest.

Med venlig hilsen,
Konen"


Jeg elsker at underskrive den slags "med venlig hilsen" Når det man i virkeligheden mener er "må din røv klø og dine arme være for korte"

På tur med Baby

Var der egentlig ikke noget med jeg ville skrive noget om at have baby med på tur? Det er da også kun en uge siden vi var afsted. Jesus, altså, hvor bliver den tid af?

Nå, men vi var på besøg hos mine forældre i Det Mørke Jylland i sidste weekend. Midt-uge var jeg ellers sådan lidt arhmen-går-det-nu fordi hun havde været ret pylret et par dage og det er jo også lidt af en togtur. Men så huskede jeg at Manden har ret, og tingene slet ikke er så indviklede som jeg har en tendens til at gøre dem til, og det går jo som det går.

Så vi pakkede tøj og bleer i en taske og barnet i vognen, og steg på toget til Jylland. Nemme Baby klarede det selvfølgelig fint, og gjorde alle Morens bekymringer til skamme. Hun sov og kiggede ud af vinduet, og blev ammet omkring Kolding. Das war's.

Jeg havde virkelig indstillet mig på at så måtte det bare være en lang weekend, med en overtræt baby, og så måtte vi indhente søvn og overskud når vi kom hjem. Men jeg havde undervurderet Mormoren og Morfaren. For godt nok var de en medvirkende årsag til overstimuleret Gryntegris, men de var også i den grad villige til at tage sig af det overstimulerede barn. Således kom min mor ind lørdag aften og tilbød at tage babyen efter jeg havde ammet, på trods af hun egentlig var på vej i seng. Så jeg bare kunne lægge mig til at sove. Rimelig luksus bare at få sovende barn i lift leveret en time senere.

I det hele taget tog Grynten det hele rigtig pænt, selv det store rykind af gæster søndag formiddag. Hun timede det faktisk perfekt og var vågen og i charmehumør lige da gæsterne ankom.

------
Jeg skrev det her indlæg i går men glemte at udgive det. Så tænkte jeg at det kunne jeg så lige gøre nu. Viser sig så jeg også har glemt at skrive det færdigt. Ammehjerne. Men I får det alligevel.

Et døgn med Baby

Lørdag aften, klokken syv: Vi skifter Baby og jeg fodrer hende, inden Mand og Baby går ud i stuen og snakker/putter og jeg lægger mig til at sove.

Lidt i midnat: Jeg vågner ved at Baby skriger. Onde, Onde Far har formastet sig til at tage hende op, fordi hun havde skidt igennem tøjet og ud på dynen. Hun skriger igennem det meste af puslingen, før hun opdager at det slet ikke er så slemt. Så får hun mad, og jeg putter hende i egen seng. Manden tager sofaen for han skal liiiige se en film.

Omkring klokken et: Baby sover (vistnok), men snotter fuldstændig åndssvagt, på trods af saltvand og hævet hovedende. Jeg er så træt at jeg ikke kan falde i søvn for det. Halv to giver jeg op og kalder på Manden, der tager sovende barn med ind på sofaen.

Kvart i seks: Manden kommer ind med Baby, og skifter hende inden han overdrager hende til mig og maden. Det viser sig at han næsten ikke har sovet, fordi Baby har snottet og grøffet rundt. Alligevel beholdt han hende hele natten, så jeg kunne sove. Han er the bees knees, ham min Mand.

Halv syv: Baby puttes i egen seng, hvor hun ligger og øffer en halv times tid inden vi begge to falder i søvn (Baby faldt nok i søvn efter ti minutter, men først til ro efter 30)

Lidt over ni: Jeg vågner på mirakuløs vis helt af mig selv. Baby snorksover selvom det er tre timer siden hun sidst blev fodret. Jeg halvsover en lille time mere.

Klokken ti: Jeg står op. Manden sover tungt på sofaen, Babyen knap så tungt i sin egen seng. Jeg tjekker blogs og spiser morgenmad.

Halv elleve: Baby bliver mere højlydt og jeg går ind for at kigge til hende. Hun prutter og misser med øjnene. Det er hårdt at vågne, åbenbart. Jeg skifter og ammer. Baby er i højt humør og snakker og synger med på Hjulene på Bussen (hendes bidrag består mest af sprællen og agyyy-lyde)

Kvart over elleve: Baby brokker, så jeg ruller hende ind i dynen og luller. Halv tolv sover hun og jeg kan drikke min te i fred.

Middag: Manden står op, og vi hygger i køkkenet. Jeg opdaterer ham på baby-fronten og slutter med "...så hun vågner nok her klokken halv"

Halv et: Baby kalder. Hun er lysvågen og smiler da vi kommer ind til hende. Vi tager hende med ind på sofaen og snakker og leger lidt. Et kvarter senere er hun putteklar igen, så Manden går med hende. (Hun lavede i øvrigt den mest nuttede lille ked-af-det-mund da hun blev træt af at lege)

Et: Babyen sover i sin seng, og forældrene spiller yatzy og spiser boller - af og til afbrudt af en sut der skal på plads.

Omkring klokken tre: Baby vågner og Manden skubber mig af vejen da der skal skiftes. Jeg sætter mig i stedet klar i sofaen - erfaring siger at der helst skal gå ca. 0 sekunder fra pusling er færdig til maden er klar.

Tyve minutter over tre: Baby er sur, fordi Onde Mor bestemmer at der skal bøvses i stedet for hyggesuttes, fordi der (igen) er for meget mælk. Bøvsen sidder i klemme, og så er Baby sur over det. Så jeg går med hende på armen, på den der smarte måde vi har lært af mine forældre. Baby gylper på gulvet.

Kvart i fire: Jeg ruller Baby i dynen og luller hende. Det foregår (når det er mig der gør det) ved at jeg synger en godnatsang eller to og så vugger jeg hende mens jeg tæller til 100 indeni mig selv. Så er hun (stort set altid) klar til at komme i seng.

Søndag aften, klokken syv: Baby sover stadig (måske ikke så meget længere, måske to timer endnu, man ved det aldrig) og jeg udgiver blog-indlæg efter at have overværet (det meste af) årtiets pinligste håndboldkamp.

Det var så den dag

Jeg ville egentlig have skrevet et indlæg om at have baby med på tur. Men så brugte said baby dagen på at være pylret (måske på grund af said tur). Og så gik tiden jo ligesom med det.

Nu er det sengetid, i hvert fald for moren. Jeg ved ikke hvad faren og babyen finder ud af, men det er heldigvis ikke mit problem før den lille af dem bliver sulten. Sov godt.

Låveståry, del 2

Es. Var det ikke det vi kom fra?

Jeg mødte Es første dag i gymnasiet, og vi klikkede med det samme. Måske vi ikke var bedste venner fra dag et - men det var tæt på. Og der gik heller ikke ret længe inden jeg var håbløst forelsket i ham. Ja, selvom jeg havde en kæreste. Jeg er var et frygteligt lille menneske, I know.

Jeg var overbevist om at han var The One. Han var (og er) sød og uden drama, havde (og har) mange af de samme interesser som mig og samme form for humor, var principfast og kompromisløs. Og bedst af alt var han uopnåelig.

I tidens løb har vi haft mange snakke og diskussioner om moral, forhold, kærlighed, livet og alt derimellem. Vi er blevet bedre med årene, men vi er spader når det drejer sig om at begå sig socialt, så mange samtaler drejede sig om at analysere og opstille regler for det sociale spil vi begge to var (og er) kegler i. Alt sammen meget principielt og den slags. Kernen i vores moralske/sociale kodeks var at sige tingene ligeud i stedet for at gå og gemme på det og komme med hints og forvente andre kan gætte hvad man mener... ja, enhver social spassers utopi, ok? Er I altid så judgmental?

Så selvfølgelig blev jeg nødt til at fortælle ham hvordan jeg havde det. Følelserne var, fuldstændig som ventet, ikke gengældt. Så jeg drømte videre på afstand, og blev i mit trygge forhold med Ex'en, som måske ikke var Den Store Kærlighed, men mere almindelig, hverdagsagtig, gråstribet kærlighed - i ved, blødt og rart, men ikke noget Jane Austen skriver en roman om. Mit venskab med Es? Fuldstændig uændret. Og for det meste var jeg i stand til at abstrahere fra at mit liv ikke ligefrem var den storslåede kærlighedshistorie jeg havde drømt om.

Da jeg var 18, og midt imellem 2.g og 3.g, flyttede jeg sammen med Ex'en ovre i Forstaden. Jeg tror egentlig godt han var klar over mine følelser for Es, men for ham var jeg vist altid "skøre, lille K." som bare fik den slags ideer. Jamen, jeg sagde det jo; det var et forhold uden drama. Og uden anspor af jalousi.

Det var et godt forstadsliv. Lille lejlighed, ture i bycentret, besøg hos svigermor, politiske møder... hvad siger I? Vil I gerne høre mere om mit liv i Forstaden? Jamen ok, det kan jeg da godt spinde en ende over... nej, jeg er hørte det altså som "vi vil herre gerne have et helt afsnit om livet i Forstaden" og ikke "klap nu i med det ævl og kom til sagen"... anyway, det er for sent nu, for nu har jeg besluttet mig.

Det dyrebareste jeg har

Efter Ronan blev født var det jeg ønskede mig allermest i hele verden, at minutterne efter hans fødsel kunne få lov til at vare evigt. At vi altid kunne befinde os lige der, i en lille lomme, i det dyrebare øjeblik. Jeg gik egentlig ud fra det var fordi han døde og det var den eneste tid vi havde med ham.

Nu er Grynten kommet til, og i går stod jeg og hylede hen over puslepladen fordi jeg kom til at tænke på hun ville blive stor. Forstå mig ret, jeg glæder mig til hun bliver to og tre og ti år - men jeg kan næsten ikke holde ud at det betyder hun holder op med at være syv uger. Det er umuligt at holde fast i det øjeblik hvor hun lå der og sprællede og smilede og sagde "gyyyyyy" og jeg var ved at dø af kærlighed.

Død eller levende, hver eneste sekund er dyrebart.

Selv de sekunder hvor hun skriger.

Et lilla luksusproblem

Som trofaste læsere vil vide er jeg ikke specielt begejstret for lyserød. Meget specifikt lyserød. Hot pink, fint. Fuchsia, fint. Lyserød, noooooooooo. Det var min største frygt ved at få en pige, alle de lyserøde gaver. Shit altså, jeg synes pige-siderne i babykatalogerne er rædselsfulde.

Åbenbart har jeg formået at sprede det glade budskab om at lyserødt er hæsligt, for vi har kun fået et enkelt, lyserødt rædsel (det er til gengæld også rigtig slemt - undskyld, hvis noget af Mandens familie læser med!)

Til gengæld har jeg vist ikke helt formået at formidle grunden til jeg ikke rigtigt synes lyserød er da shizzle. Jeg har jo ellers skrevet om det engang (så kan man lære ikke at have en anonym blog). Nå, men hvorom alting er, så er lyserøds søster, lilla, flyttet ind. Bevares, lilla er ca. en milliard gange pænere end lyserød, men det er stadig en udpræget pigefarve og jeg får fniller af at alting er lilla. Ja, alting. Vi fik en lækker joha-natdragt i julegave af min mormor. I lilla. Og nogle savlesmække. I lilla. Min moster har lige syet et par lilla gamacher med matchende, you guessed it, lilla sokker. Så havde min mormor da også lige en lillae gave med da vi var hjemme hos mine forældre i weekenden: en lilla (velour)kjole og ditto gamacher. Nåja, og så er der den trøje min mor er gået igang med at strikke. I lilla (men der er dog formildende omstændighed at hun vist nok strikker nogle skrigfarver i også. Men man ved aldrig med min mor, for hun ombestemmer sig hele tiden når hun strikker)

Og så er det jeg bliver virkelig splittet. For jeg hader det der tøsetrip, men samtidig er det jo gaver, og dem er jeg taknemmelig for. Men det er også ærgerligt at vi ikke bruger det, fordi jeg synes det bliver for meget. Men det er også så småligt at stille krav til gaver. Men det er også dem selv der spørger hvad vi kunne tænke os. ARGH! Min smag (og mine øjne, og mine principper) siger "byt den lilla velourkjole hun kun kommer til at bruge en enkelt gang", men min kærlighed til min familie siger "den har min mormor stået og valgt med kærlighed til sit oldebarn" og så nænner jeg ikke at bytte den, bare fordi jeg hellere ville have et par røde/grønne/gule/orange smækbukser.

Nu er det heller ikke fordi jeg er absolut modstander af at min lille babypige nogensinde er yndig pyntig. Jeg synes hun er enormt nuttet når hun får en lille bitte kjole på, og jeg elsker at stå sammen med Manden og vælge hvad vi skal give hende på, når vi skal til noget komsammen af en art. Men til hverdag? Der orker jeg altså ikke pyntig pige i upraktisk, lyserødt lilla tøj.

Yndig pyntig Gryntegris i forklædekjole og små (nuuuurh-hvor-er-de-nuttede-mini-)sko med røde blomster, som min faster har syet. Hun havde det på i en time.

Mareridt

Jeg har aldrig lidt af tilbagevendende drømme. Det gør jeg så nu, på anden måned.

Vågner ofte badet i sved, i færd med at rode igennem en masse dyner for at finde babyen, der jo må have det alt for varmt.

Der kan godt gå flere minutter inden jeg har åndsnærværelse til at huske hun ligger ovre i sin egen seng.

Man bliver skør af at blive nogens mor.

Og man kommer til at lugte af sved.

Låveståry, del 1

Da jeg var 14 år gammel... ja, det er længe siden, ok? Jeg sagde jo jeg ville gøre det til en lang historie... Anyways, da jeg var 14 år gammel var jeg stor Céline Dion-fan og... hvad mener I med "hvad har det med noget at gøre?" Det kommer. Og lad så være med at afbryde...

14 år. Céline Dion-fan. Meget glad for låvesångs og historier om Den Store Kærlighed. I ved, den stormende forelskelse, de umulige vilkår, hvor det hele så alligevel ender godt til sidst og de lever lykkeligt til deres dages ende. Historien om at man bliver forelsket i sin manager, som er 26 år ældre og som har været gift to gange tidligere og som ens mor overhovedet ikke synes er et passende match, men hvor kærligheden overvinder det hele og man slår igennem internationalt og får et rigtigt prinsessebryllup og lever lykkeligt til sine dages ende. Eller den hvor man er den sidste i ens slægt, og man bliver nødt til at udkæmpe en krig mod de onde, så man kan blive konge over det Vestlige Midgård og få sin brud, fordi hendes far ikke vil gå af med hende for mindre? (I dag ville jeg også tilføje Den Med Mr. Darcy, men den havde jeg ikke læst endnu da jeg var 14)

Da jeg var 14 mødte jeg Ex'en. Han var selvfølgelig ikke Ex'en på det tidspunkt, men jeg er for doven til at finde på et andet dæknavn. Det var ikke specielt pladderromantisk eller voldsomt på den måde, men det var godt, og det fyldte alt i mit liv. Vi lærte hinanden at kende, fordi vi kom på den samme chat (sådan en lille, indspist en, som ikke er til at opdrive på internettet længere) og fordi han var igang med at lege militærnægter kunne han ganske gratis tage toget over for at se mig. Det største drama vi kunne mønstre var afstanden mellem Det Mørke Jylland og Forstaden, og så at mine forældre ikke var specielt begejstrede for at han var 21. Sidstnævnte gik dog over da de mødte ham og lærte ham at kende.

Nej, jeg ved godt det her ikke skulle være Historien Om Hvordan Jeg Mødte Ex'en, men det er vigtigt at få baggrunden med. Sheesh, altså, vil I nu bare lade mig fortælle historien?

Han var en god kæreste. Så er det sagt. Han var en god kæreste, og det var et godt forhold. På vores toårsdag gik der pladderromantik i mig og jeg købte ringe til os. Dengang tænkte jeg stadig at han godt kunne overtales til at blive gift en dag - så vidt kom det så aldrig, men han gik med ringen, ligesom jeg gik med min. Det var ikke flashy eller noget, og vi satte aldrig "forlovet" stemplet på. Det var bare stille og roligt og rart.

Og her er det så jeg bliver nødt til at afbryde historien, for at fortælle om Es.