Låveståry, del 1

Da jeg var 14 år gammel... ja, det er længe siden, ok? Jeg sagde jo jeg ville gøre det til en lang historie... Anyways, da jeg var 14 år gammel var jeg stor Céline Dion-fan og... hvad mener I med "hvad har det med noget at gøre?" Det kommer. Og lad så være med at afbryde...

14 år. Céline Dion-fan. Meget glad for låvesångs og historier om Den Store Kærlighed. I ved, den stormende forelskelse, de umulige vilkår, hvor det hele så alligevel ender godt til sidst og de lever lykkeligt til deres dages ende. Historien om at man bliver forelsket i sin manager, som er 26 år ældre og som har været gift to gange tidligere og som ens mor overhovedet ikke synes er et passende match, men hvor kærligheden overvinder det hele og man slår igennem internationalt og får et rigtigt prinsessebryllup og lever lykkeligt til sine dages ende. Eller den hvor man er den sidste i ens slægt, og man bliver nødt til at udkæmpe en krig mod de onde, så man kan blive konge over det Vestlige Midgård og få sin brud, fordi hendes far ikke vil gå af med hende for mindre? (I dag ville jeg også tilføje Den Med Mr. Darcy, men den havde jeg ikke læst endnu da jeg var 14)

Da jeg var 14 mødte jeg Ex'en. Han var selvfølgelig ikke Ex'en på det tidspunkt, men jeg er for doven til at finde på et andet dæknavn. Det var ikke specielt pladderromantisk eller voldsomt på den måde, men det var godt, og det fyldte alt i mit liv. Vi lærte hinanden at kende, fordi vi kom på den samme chat (sådan en lille, indspist en, som ikke er til at opdrive på internettet længere) og fordi han var igang med at lege militærnægter kunne han ganske gratis tage toget over for at se mig. Det største drama vi kunne mønstre var afstanden mellem Det Mørke Jylland og Forstaden, og så at mine forældre ikke var specielt begejstrede for at han var 21. Sidstnævnte gik dog over da de mødte ham og lærte ham at kende.

Nej, jeg ved godt det her ikke skulle være Historien Om Hvordan Jeg Mødte Ex'en, men det er vigtigt at få baggrunden med. Sheesh, altså, vil I nu bare lade mig fortælle historien?

Han var en god kæreste. Så er det sagt. Han var en god kæreste, og det var et godt forhold. På vores toårsdag gik der pladderromantik i mig og jeg købte ringe til os. Dengang tænkte jeg stadig at han godt kunne overtales til at blive gift en dag - så vidt kom det så aldrig, men han gik med ringen, ligesom jeg gik med min. Det var ikke flashy eller noget, og vi satte aldrig "forlovet" stemplet på. Det var bare stille og roligt og rart.

Og her er det så jeg bliver nødt til at afbryde historien, for at fortælle om Es.