Efter Ronan blev født var det jeg ønskede mig allermest i hele verden, at minutterne efter hans fødsel kunne få lov til at vare evigt. At vi altid kunne befinde os lige der, i en lille lomme, i det dyrebare øjeblik. Jeg gik egentlig ud fra det var fordi han døde og det var den eneste tid vi havde med ham.
Nu er Grynten kommet til, og i går stod jeg og hylede hen over puslepladen fordi jeg kom til at tænke på hun ville blive stor. Forstå mig ret, jeg glæder mig til hun bliver to og tre og ti år - men jeg kan næsten ikke holde ud at det betyder hun holder op med at være syv uger. Det er umuligt at holde fast i det øjeblik hvor hun lå der og sprællede og smilede og sagde "gyyyyyy" og jeg var ved at dø af kærlighed.
Død eller levende, hver eneste sekund er dyrebart.
Selv de sekunder hvor hun skriger.
Jeg har det som dig! Og tiden flyver bare. I starten tudede jeg over frygten for, ikke at nyde ham nok. Suk!
SvarSletDet er så smukt beskrevet! Og så sandt.
SvarSletHjernen er grusom, fordi den ikke lagrer alt det, man gerne vil huske. De øjeblikke, der er så fantastiske, når man står i dem, de bliver ikke allesammen gemt i minder, nogle forsvinder bare! Det kan jeg slet ikke holde ud.
Sandt.
SvarSletEr hun allerede syv uger. Så vildt - og så smukt beskevet :)
SvarSlet