Jeg har muligvis sagt det før

Manden, der sidder oppe med Gryntegrisen om natten, så jeg kan sove

Manden, der går i Fakta efter frostpizzaer

Manden, der står op og spiser morgenmad sammen med mig

Manden, der er så god til at svøbe og trøste Babyen

Manden, der griner sammen med mig når hun prutter

Manden, der holder mig i hånden mens vi ser film

Manden, der går ned med vasketøj

Manden, der stadig har lyst til at snave

Manden, der går forbi Ronan på vejen til Føtex og hilser fra ham når han kommer hjem

Manden, der gerne vil skifte bleer

Manden, der har købt en ekstra plade chokolade

Manden, der sørgede for at både jul og nytår blev til noget

Manden, der altid tager opvasken

Manden, der henter vand til mig når jeg ammer, selvom han lige har sat sig

Manden, der aldrig brokker sig det mindste

Manden, der kan lide mig, selvom jeg er slasket og lugter af gylp

Manden, der gav mig øreringe, som matcher Gryntegrisens ring

Manden, der elsker det lille barn

Manden, der er alting for mig

---------------

Og ja, jeg ved godt det ikke er ret længe siden jeg skrev et lignende indlæg. Men jeg kan altså virkelig godt lide ham. Og apropos Manden, og at jeg godt kan lide ham, så har jeg tit tænkt på at skrive den lange, sukkersøde historie om hvordan vi mødtes og endte med at blive gift. I ved, lidt ligesom Superheltemors kærlighedsføljeton. Måske bare knap så føljetonagtig. Og knap så sejt. Men så er det jeg kommer i tvivl om I overhovedet gider læse den slags? Gør I det? Eller bliver det bare alt for navlebeskuende og hjernedødt?