Sidste feriedag

Ok, reelt har vi også hele dagen i morgen, eftersom Manden først skal afsted på arbejde klokken 21 i morgen aften, men det har været den sidste rigtige feriedag.

Vi havde egentlig tænkt at vi skulle nå nogle hængepartier og den slags, men i stedet blev det til en dag på sofaen med OL og frådemad. Og is. Nåja, og så det ufrivillige soundtrack inde fra naboen (i dag er det Bamses "Cherry Darling", i går var det "Can't help falling in love", begge i falsk karaoke-suppestegogis-udgave)

Alt i alt synes jeg faktisk vi har haft en rigtig god sommerferie, selvom listen med hængepartier ikke rigtigt er blevet kortere og budgettet er en anelse overskredet (jamen, jeg hader altså når mit budget ikke går op). Det bliver meget underligt at skulle lege hverdag igen efter fem ugers feriestemning. Og is. Slipper nok ikke helt for at skulle skære ned for sukkerforbruget, og op for antallet af minutter jeg bevæger mig.

Jeg synes der var en hel masse mere jeg ville skrive, men kan ikke huske hvad og jeg er egentlig også ved at være træt. Og Baby er ved at mase min blære.

Gravidstatus + det løse (22+3)

Manden vågnede op til dåd efter sin meget (meget) lange søvn, og vi har brugt ugen på skovtur, strandtur, is og besøg af min søster. Og mere is. Rimelig ferieagtigt og afslappende. Har kun en anelse stress over at vi i morgen skal til Det Mørke Jylland - min kusine er blevet færdiguddannet og har inviteret pr post, så det er ikke lige til at blive væk bare fordi jeg hellere ville blive hjemme på sofaen og spise is.

Gravidstatus er stadig hyggelig. Er almindelig øm og træt (og sulten - feed me now!), men ikke noget der gør psykonas og ingen hævede fødder. Men begyndte til gengæld at lække lidt mælk for 3-4 uger siden. Maven er ved at have en størrelse hvor jeg går ind i ting. Især de der lukkedimser på døre (hvad fanden hedder de egentlig?), så har pænt mange røde striber på maven.

Begyndte at kunne mærke Baby udenpå maven mens Manden var væk, så glædede mig sindssygt til han kom hjem og endelig kunne være med. Det er så hyggeligt at vi begge to kan mærke den. Baby plejer at være vågen om aftenen når jeg skal sove og om morgenen når jeg vågner (og klokken meget midt om natten når jeg halvt i søvne har været ude at tisse) I dag har den været helt vild og har bøvlet rundt, så min søster kunne se min telefon på maven hoppe og Manden har kunnet mærke med af flere (lange) omgange. Måske er det al den is?

Lige for tiden synes jeg det føles ret surrealistisk med den baby. Måske er det fordi vi har passeret de 22 fulde uger, så hver dag fra nu af forbedrer Babys chancer for at klare sig uden for maven. Fra nu af er der faktisk en chance. Alt der er tilbage er at tælle ned og vokse større.

Vetolisten: "Damen"

Veto mod:

• Unødvendig brug af ordet "damen"

Vetoet af: Mig. Jeg hader at blive omtalt som "damen"

Der er flere scenarier hvor man umiddelbart kunne fristes til at benytte sig af ordet "damen". Nu skal jeg ridse dem op for jer, og fortælle hvorfor man bør lade være (og hvorfor det er %#/"%# grimt og upædagogisk at lære sine børn)

Scenarie 1:
Jeg sidder i toget og stener med et eller andet, og der kommer et barn hen og spørger hvad jeg laver/kommenterer mit tøj/oplyser mig om hvad han lavede i går. Inden jeg når at svare er der en emsig mor et sted der har sagt "Nej, William, lad være med at genere damen, hun vil gerne være i fred"

1. Jeg er ikke nogen dame
2. Du aner ikke om jeg gerne vil være i fred. I 9 ud af 10 tilfælde ville det ikke gøre mig noget at svare dit barn
3. Er du sød at lade være med at bruge mig som specifikt eksempel i din opdragelse uden at spørge først?
4. Det du i virkeligheden mener, og gerne vil lære dit barn, er: "William, jeg vil gerne have du lader de andre passagerer være i fred"
5. Så sig det i stedet

Scenarie 2:
Jeg hører ofte forældre sige ting som "damen inde i butikken", "du skal aflevere den til damen" eller "damen skal lige have lov til at X", selvom den omtalte person har en ganske udmærket funktionsbeskrivelse - fx "ekspedient", "sekretær" eller "sygeplejerske". Og hvis det går helt galt er der også mere neutrale beskrivelser som "den person, der står der" eller bare "hende"

Scenarie 3:
"Far er en mand og mor er en dame" Are you fucking kidding me? Siden hvornår har den gængse inddeling af køn være "mand og dame"? Det hedder mand og kvinde. Om jeg forstår hvorfor det pludselig skal være anderledes bare fordi man taler med en toårig.

Scenarie 4 - hvornår det faktisk er ok:
Ville du i en tilsvarende situation bruge ordet "herre" om en mand? I så fald er det ok. Fx som i dametoilet/herretoilet, damehåndbold/herrehåndbold (og selv i de tilfælde er der stadig ikke tale om at sige damen) Og ellers så LAD VÆRE. Det er pissenedern.

Antiklimaks

Virkelig dejligt at få Manden hjem i går, efter han har brugt ti dage på at gøre noget godt for nogle unger der har brug for det. Han var pænt smadret, så det blev ikke til så meget andet end fjernsyn og pizza (og velkommen-hjem-sex, selvfølgelig) på sofaen.

Var selvfølgelig den gode kone, der stod op for at lave morgenmad på sengen i morges da han begyndte at vågne lidt. Men da jeg kom tilbage var han faldet helt i søvn igen og jeg nænnede simpelthen ikke at vække ham før klokken 11 (hvor han havde sovet i over 12 timer, den stakkels udmattede mand)

Så det blev halvkold morgenmad på sengen inden vi tog ind og så The Dark Knight Rises. Som jeg har glædet mig til at se virkelig længe - og det var en god film og alt det der, men i mine øjne langt fra The Dark Knight, der var marineret i awesomesauce. Jeg havde lidt regnet med at vi skulle ud at spise bagefter, eller i det mindste have en is, men klokken halv seks da filmen var færdig var Manden smadret. Så vi tog hjem i stedet og lavede hygge-madder.

Klokken halv otte gav Manden op og ville bare helst i seng, så der har han ligget og sovet lige siden. Og jeg sidder tilbage med en rimelig flad fornemmelse og et ufrivilligt soundtrack, bestående af nogle teenagere der holder fest og en suppe-steg-og-is-musiker der øver sig på Wonderful Tonight på repeat. Altså, jeg er jo virkelig glad for at have ham hjemme, og jeg kan godt lide at kigge på ham mens han sover... men jeg har ligesom lige brugt over en uges aftener på at sidde og glo ud i luften for mig selv, og havde håbet på lidt forandring a la romantik og feriestemning.

Inden Manden gik omkuld sagde han "Jeg har det bare så dårligt med at komme hjem og så bare være så smadret" hvortil jeg ikke lige havde overskud til at svare andet end "Men er der andre valgmuligheder? Ellers synes jeg måske bare du skulle lægge dig til at sove uden alt for meget *indsæt selv universaludtryk for ævl-der-skal-få-de-implicerede-parter-til-ikke-at-synes-det-er-så-slemt*" Suk. Hader at være den slags kone, men en del af mig har stadig bare mest lyst til at vække ham og insistere på at nu skal han altså faktisk lige underholde mig.

Er i øvrigt også blevet færdig med Ringenes Herre, så har ikke engang mere oplagt læsestof.

Ungens bedste sms

"Så sidder jeg i toget til Odense"

Oh, fryd!

Vetolisten: "Den første tid"

Veto mod:

• Forventninger
• Planer

Vetoet af: Fælles

Jeg aner ikke hvordan det bliver at få et barn med hjem. Men jeg ved at det kommer til at tage røven på os, ligemeget hvad. Ronan tog i hvert fald fuldstændig fusen på os, og jeg har ingen grund til at tro det skulle blive anderledes med et levende barn.

Så derfor er der fuldstændig veto mod at regne med noget som helst og lægge nogen som helst former for planer for de første to måneder. Ikke fordi vi regner med at efter to måneder så har vi styr på det hele, men fordi der har vi haft lidt tid til at lære hinanden at kende og har (fingers crossed) hjerne nok til at tage en snak om hvordan vi forestiller os de næste måneder. Og hvis ikke er default at vi fortsætter uden planer.

Vi er flere gange blevet spurgt hvor vi regner med at holde jul, og det ærlige svar er at vi ikke regner med at holde jul. Hvis vi får mega skrige-kolik-baby eller for tidlig født-baby eller vi bare er pissetrætte, så har jeg ikke lyst til at skulle stå midt i december med få uger gammel baby og skulle tage stilling til nogen form for planer. Hvis vi til gengæld får virkelig nem-baby (ha) eller det viser sig vi er megaoverskudsforældre (dobbelt-ha) kan vi jo altid stege en and eller nasse hos Kaye og Jyden, der holder jul hjemme.

Jeg kan godt nogle gange stresse lidt over ikke at have nogen planer for fx gæster (jeg er virkelig glad for at have ting sat i system), men så er det godt jeg har Manden til at minde mig om at det er bedre ikke at have nogen planer end at have planer man ikke kan overskue. For vi aner jo ikke hvordan det bliver. Måske synes vi det er hyggeligt og afslappende med gæster, der kommer og tager opvasken - eller måske er gæster på dagligt plan langt mere end vi kan overskue og har lyst til. Så helt firkantet skal vi som udgangspunkt ikke have nogen gæster. Selvfølgelig ikke forstået sådan at det er sådan det bliver i praksis, men det er bare en af de ting vi må vente med at tage stilling til indtil vi står i det og kan mærke efter fra dag til dag (og fra time til time)

For os er det helt grundlæggende at vores liv tager form efter Baby, og ikke omvendt.

Lortedag

Det startede faktisk i går aftes. Brændte lige helt sammen over at resten af vores ferie bare blev mere og mere booket op, når jeg nu helst bare ville holde fri med Manden. Og Manden havde travlt og havde ikke rigtigt tid til at svare på sms'er, og jeg var bare møg ked af det og havde virkelig brug for lige lidt mere end "savner også dig" og så var det hele bare dumt med dumt på. Kunne ikke falde i søvn, for jeg lå dårligt og kunne ikke finde ro inde i hovedet og følte mig virkelig ensom.

Vågenede alt for tidligt i forhold til hvor sent jeg faldt i søvn, og havde det bare stadig skidt. Træt og ked af det, uden nogen grund. Den der tunge dyne, der er umulig at kæmpe sig ud af og som bare gør verden uoverskuelig og uklar. Heldigvis skrev Jyden og spurgte om jeg ville med dem til Udkantsdanmark. Ikke at jeg fik det sådan for alvor bedre af den grund, men så skete der da noget som dagen kunne gå med, i stedet for jeg bare skulle ligge alene i nødstilling på sofaen med min dyne og resten af de frygtelige Lidl-"chokolader"

Nu er det heldigvis så sent at jeg (forhåbentlig) er søvnig nok til at fald i søvn. Og når jeg vågner i morgen skal jeg kun sove én gang mere inden Manden kommer hjem. Jeg ved han også glæder sig.

Det knap så rare hører med. Faktisk.

Engang i løbet af min gymnasietid blev der hægtet en på, sådan på kanten af vores klike. I ved, sådan en der selvskreven til hygge/drukaftener, men som man ikke rigtigt støder på til daglig. Vi holdt kontakten sådan on/off efter jeg flyttede fra Det Mørke Jylland, har set hinanden af og til, haft lidt flirt... men mindre og mindre efterhånden, og især efter mig og Manden blev gift har der været længe imellem kontakten. Da Ronan døde var det så pissesvært med de der lidt mere perifere bekendtskaber - for skulle vi skrive det til alle, slå noget op på facebook, eller hvad. Han var så en af dem der ikke fik det at vide i første omgang, og pludselig var der gået så længe at det ville virke underligt.

Tre-fire måneder efter vi havde mistet Ronan skrev han, og jeg fortalte ham selvfølgelig som det første at Ronan var omme på kirkegården. Hvortil han svarede: "så har jeg misforstået det med, at Ronan er opført som jeres søn på din profil, jeg troede faktisk at I havde fået en søn for nylig" efterfulgt af en del af de sædvanlige klichéer. Jeg forsøgte at forklare hvordan det hang sammen, men jeg kunne godt fornemme han ikke rigtigt forstod det, og han drejede også ret hurtigt samtalen ind på noget andet. Det var ikke ret længe efter det med Pea, og mine mavefornemmelse var klart at han nok røg samme vej. Og jeg hørte så heller ikke mere fra ham, selvom han afsluttede med et "håber vi høres ved"

Så for et par uger siden kommenterede han, da jeg skrev på Facebook at vi ventede nummer to. Jeg blev egentlig ret irriteret over at han efter ni måneder pludselig bare skrev "tillykke" som om intet var hændt, men jeg lod være med at hidse mig mere op over det og lod det stå.

I dag skrev han så en længere besked til mig, og det er en anelse sværere bare at ignorere sådan en. Og helt ærligt blev jeg ret vred, og kunne bare godt mærke indeni mig selv, at jeg stadig ikke er kommet dertil hvor jeg bare kunne skrive et hyggeligt smalltalk-svar og være ligeglad (især fordi han lagde ud med nogle flere af de der pisseirriterende klichéer).

I stedet blev det til følgende besked, og jeg er lidt spændt på om han reagerer.

"Det her kommer måske til at lyde lidt hårdt, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Kort sagt har jeg ikke plads i mit liv til mennesker der ikke kan rumme begge mine børn. Man kan ikke få lov til at vælge kun at være deltagende når det er hyggeligt og ufarligt.
Jeg er klar over at døde spædbørn, sorg og mennesker i sorg kan være meget overvældende og svært at forholde sig til, og man må gerne vælge at lade være - jeg vil ikke påtvinge nogen min sorg, eller konfrontere nogen med et emne de synes er for voldsomt. Til gengæld har jeg valgt ikke at bruge tid og energi på de relationer hvor der ikke er plads til det.
Du er velkommen til at skrive, men du skal ikke forvente jeg svarer. Måske jeg en dag bliver rummelig nok til venlig smalltalk, men måske gør jeg ikke.
Men hvis du skriver vil jeg virkelig sætte pris på at du ikke udtaler dig om Ronan, vores sorg eller hvorvidt vores liv "går videre". Du aner ikke noget om det; hvordan det sidste 1½ år har været, hvordan det føles, hvor gammel han var, hvad han fejlede eller hvor vidunderligt et lille menneske han var. For du spurgte aldrig. Punktum."

Vetolisten: "Legetøj (især det med batterier)"

Veto mod:

• Mange stykker legetøj fremme af gangen (antal afhængig af alder)
• Legetøj med batterier

Vetoet af: Mig. Hidser mig ofte op over emnet, selvom Manden er gået med til det for længst (han er enig i det første, og stort set ligeglad med det andet)

Niecen har, som så mange andre børn, en frygtelig masse legetøj med lyd, lys og andet batteridrevet gejl. Hun har også forældre, der lader til at kunne holde det ud, men der er jeg nok af en lidt anden støbning. Jeg bliver sindssyg af samme-rådne-midi-lyd-på-repeat og jeg kan ikke se hvad det er godt for. Hverken for barnet eller forældrene.

Altså, jeg snakker ikke om den 2-årige der har forelsket sig et lyserødt Barbieklaver med 43 forskellige lyde, men om det lille, ret nye barn, som stadig kun lige er ved at stifte bekendtskab med verden. Jeg synes ikke det bekendtskab behøver starte med skrattende udgaver af "Jens Hansen har en bondegård" og 17 forskellige "dyrelyde"-på-bræt-med-lys. Hellere lidt, men godt legetøj fremme af gangen så Baby kan overskue det og forholde sig til de enkelte ting. Det behøver ikke gå helt i Steiner (det har Manden i øvrigt også vetoet), men Baby tager ikke skade af at skulle tænke lidt selv.

Det er fuldstændig acceptabelt at man siger "Jeg vil ikke have du ryger i nærheden af mit barn" eller "Min baby skal ikke have sukker", men ligeså snart jeg siger "Mit (lille) barn har ikke brug for/skal ikke have legetøj med batterier" får jeg gerne en længere udredning om at det kan man jo ikke forhindre, for folk giver jo det de har lyst til, og barnet vil i øvrigt gerne selv have det og "man vænner sig jo til det"

Ahmmen, var det måske ikke mig der var moren? Foreslår de at Baby, 6 mdr, kommer og tackler mig og åbner legetøjskassen selv og stikker af med det bandlyste legetøj? For ellers tror jeg måske godt lige jeg kunne overkomme at pakke det legetøj væk jeg ikke synes Baby skal have fremme.

Og argumentet om at "Baby vil gerne have det".. Baby vil givetvis også gerne have sukker, men det var nok stadig mig der var moren og mig der bestemte. Hvadenten det drejer sig om sukker eller legetøj.

En smule blå, måske

Er du sindssyg jeg savner Manden. Føler mig temmelig ynkelig. Især fordi der stadig er næsten en hel uge til han kommer hjem. Er som om jeg slet ikke kan slappe ordentligt af, og alting bare fylder op inde i hovedet på mig uden jeg kan finde ud af at komme af med det. Jamen, Manden er magisk med den slags. Han kan få (næsten) det hele til at falde på plads indeni mig bare med et kram.

Det gør det så heller ikke bedre at jeg er lidt i tvivl om kattens helbredstilstand. Har egentlig fået en tid hos dyrlægen i morgen tidligt, men så virker det som om kræet har fået det væsentligt bedre. Virkelig dilemma; meget dyrt hos dyrlægen og katten hader det og bliver bange og reagerer skidt på bedøvelse, så lidt meget at skulle igennem hvis der ikke er noget. Men det lille kræ skal jo ikke gå og være syg. Samtidig bliver udfaldet af scenariet "syg kat" nok en aflivning, og det har jeg faktisk heller ikke rigtigt lyst til at stå med alene. Ender nok med jeg ringer og melder afbud, hvis dyret ikke udviser flere tegn på at være skidt i løbet af natten. Synes det er lidt meget for både mig og den, ellers.

Nå, men nu vil jeg gå i nato-stilling på sofaen med et eller andet der måske kunne minde om mad. Men måske det bare mere kommer til at minde om en frostpizza.