Hængepartier

Jeg skal da ellers lige love for at nogen besluttede sig for at vride de sidste dråber ud af sommeren her inden september lukker. Aldeles skønt at få lov til at synes det er for varmt et lille øjeblik mere. Jeg har tilbragt en del af dagen i et alt for varmt, og lidt for lille, undervisningslokale, hvor jeg forsøgte at forstå noget om efficiente porteføljer og CRRA-nyttefunktioner. Savnede pludselig den lille gut helt forfærdeligt; det sved i næsen og kunne mærke tårerne i øjenkrogen, lige midt i orienteringen om den obligatoriske opgave. Tog en tudetur på toilettet i pausen og kom igennem resten af dagen, men savnet er stadig meget nærværende. Underligt som det på den måde kan snige sig ind på en, og så ligepludselig, BAM, så mangler jeg ham bare helt akut.

Ellers var der vist et par ting jeg ville have skrevet indlæg om, men så gik tiden, så det bliver lige en samlet oversigt i stedet:

Jordemoderen dukkede faktisk op sidste torsdag. Sammen med billeder og journal og masser af tid, og ville gerne både se albummet og med om på kirkegården. Heldigvis havde hun samme opfattelse af fødslen som mig; at det havde været nemt og ukompliceret og hurtigt. Hun boostede også lige min selvtillid da hun sagde at jeg var god til at føde - jeg er så klar til at gøre det igen. Bortset fra at næste gang vil jeg gerne have hele oplevelsen med - inkl. at vente spændt herhjemme med veer, og få babyen med hjem bagefter.

Og apropos næste gang så er vi vist ved at nærme os det punkt hvor vi begynder at tænke på at gøre alvor af det. Jeg har fået folsyre på recept, for jeg skal have 5 milligram om dagen (mod de normalt anbefalede 400 mikrogram) fordi Ronan havde det der rygmarvsbrok. Jeg tænkte med gru at så skulle jeg til at æde sådan nogle hestepiller, men de er faktisk mindre end de 200 mikrogram-nogen jeg plejer at købe i matas. De er faktisk næsten usynlige. Jeg har også en tid hos lægen på mandag, til tjek og den slags, men jeg regner ikke med hun siger andet end at vi bare kan gå igang.

Indtil videre bliver starten på projektet i næste cyklus, for vi har lige en ferie der skal nydes inden alle bekymringerne og "hvad nu hvis" og "mon det bliver i den her måned?" indtræffer. Vi har endelig fået taget os sammen til at tage på den tur til England vi har snakket om siden vi mødtes. Flybilletterne er købt og et par jeg kender fra mine au pair-dage har lovet at rede op i gæsteværelset, så nu er der igen vej udenom. Vi tager afsted på min fødselsdag, og det vil sige vi kommer til at være derovre den dag Ronan bliver 4. måneder. Jeg er meget spændt på (og bange for) hvordan det bliver at skulle være så langt væk at vi ikke bare lige kan tage ned og kigge til ham. Samtidig glæder jeg mig også virkelig meget til endelig at komme rigtigt på ferie med Manden - og fråde chips med vinegar og prawn cockktail crisps, og få Sunday dinner. Og lur mig om ikke jeg skal have sticky toffee puddings fra Tesco og custard pulver med hjem. Som en konsekvens af det utidige afrejsetidspunkt er min fødselsdag blevet flyttet til næste lørdag. Det passer også meget bedre at det er i en weekend for så kan vi holde det hjemme hos mine forældre, og få set familien. Undtagen min (dumme) bror, som skulle noget hos sine svigerforældre.

Mandens familie har vi skam også fået passet, med en spontantur til Udkantsdanmark (nu er det officielt: Gintberg har været der!) sidste weekend, hvor vi også fik besøgt hans mors grav, og var forbi hans morfar til kaffe. Han så billeder af Ronan, og det var rigtig rart at få gjort - nu er mavefornemmelsen også med på at vi også har givet ham et oldebarn. Jeg kan godt mærke vi skal gøre noget ud af at komme forbi noget oftere. Det letter at være sammen med dem man holder af, selvom det er så let at glemme når man går herhjemme og ikke rigtigt orker noget.

Lektiedate-projektet med Prinsessen blev skudt igang i onsdag, og det holder max. Vi læser to vidt forskellige fag, men alligevel er det som om det hele pludselig bliver meget nemmere når man sidder to sammen ved bordet. Det er også en udmærket undskyldning for at drikke varm kakao og spise kage - og kage skal der nok komme til at være hver gang, for vi har lidt en intern kage-strid kørende.

Nå, nu blev det da ligepludselig sent. Må hellere få vækket Manden og lavet nogle kyllingeburgere. Med fritter. Det er vel fredag.

Om at blive bidt i røven

Nåmmen, kan I huske det der indlæg der handlede om det vi ikke skulle diskutere? Ja, det kan I jo nok, for det er ikke mere end to dage siden jeg skrev det - og så er det så også lige blevet det mest læste indlæg på min blog. Ever. Det slår endda det første indlæg om Ronan. Nå, men så kan jeg jo fra nu af og til evig tid være kendt på hele internettet som Hende Den Sure Der Ypper Kiv. Så ville jeg faktisk alligevel hellere være kendt som Hende Der Har Mistet Et Barn. Men det er jo så for sent nu, og så kan jeg lære at holde min store mund lukket. Akkeja, akkeja.

Jeg overvejede et kort øjeblik at sætte en masse billeder af blomster og natur og glade bambi-dyr ind her, for ligesom at opveje det lidt. Jeg overvejede også at slette det åndssvage indlæg, men jeg ved jo godt at det der en gang er lagt ud på internettet aldrig forsvinder helt igen, så det kan ikke rigtigt betale sig. Det er ligesom Trines Emami-indlæg (som jeg ikke tør linke til) der også i dén grad kom tilbage for at bide hende i røven.

Jeg må vel bare håbe på at alle de mange der har været inde og kigge på det indlæg vi ikke taler om også læser resten af min blog, så de kan se at jeg slet ikke er så militant til daglig. Men ok, jeg bebrejder dem ikke hvis de ikke gør. Det er jeg heller ikke sikker på jeg selv ville hvis det første indlæg jeg læste hos nogen var et surt opstød.

Undskyld.

Skovtur

Nu skynder jeg mig altså lige at begrave mit sure opstød under et andet og meget rarere indlæg.

Da jeg kom hjem fra uni engang i formiddags besluttede vi at gå en tur om forbi kirkegården, fordi vejret var så fint. Da vi var deromme besluttede vi at vejret faktisk var så fint at man burde tage på skovtur. Så det gjorde vi så.

Vi moslede hjem igen og lavede sandwich med æggesalat og kogte pølser, og pakkede det sammen med et tæppe, bøger og varm kakao, inden vi drog om i Parken (som er lige nede om hjørnet, for vi bor jo midt i byen) Solen var faktisk så varm at man kunne smide jakken, så det gjorde vi og så gik det meste af eftermiddagen ellers med det. Jeg havde taget min bog med, for jeg tænkte at så kunne jeg da i det mindste lade som om jeg fik lavet noget fornuftigt, men det blev ikke til mere end ti sider, for det var meget hyggeligere at kysse og kigge på blade og samle kastanjer.

Nu er klokken så kvart over seks og jeg har egentlig ikke rigtigt fået lavet noget. Men det er vel også ok når nu det er solskin.

I øvrigt, omkring det der med hvem børn ligner, ing? Så har jeg egentlig hele tiden tænkt at Ronan ikke rigtigt ligner (lignede?) nogen af os, især nu han var syg og for tidlig født og alt muligt. Men så i dag, da Manden lå på sofaen, så kunne jeg pludselig godt se det. Lidt ligesom de der Magic Eye - nu er det der, nu er det væk.

Indtil videre en helt fin dag. Som jo ikke bliver dårligere af at der er nachos lige om lidt.

Det sure opstød

UPDATE: Jeg kom lige i tanke om at det jeg gerne vil sige er: Der er kæmpe forskel på om man ikke kan prioritere anderledes, eller om man, af forskellige årsager, ikke vil prioritere anderledes - og det provokerer mig grænseløst når der bliver byttet om på de to. Bum. Nu behøver du ikke læse videre, med mindre du synes sure opstød er sjove.

Undskyld på forhånd. Dette er ren ord-opkast fremprovokeret af et vist indlæg ovre hos Maminka - som jeg ikke linker til, for så meget skal vi heller ikke diskutere det. Men jeg vil gerne linke til Husmoderen som er skyld i det hele, fordi hun sagde jeg skulle læse førnævnte indlæg (og fordi der er et herligt billede af Skrubbe, som I skal se)

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast at så længe forældre elsker deres børn og er rare ved dem, og både store og små har det godt accepterer og respekterer jeg enhver måde at være forældre og familie på. Og det mener jeg. Jeg kan godt sidde herhjemme med Manden og snakke om at "sådan nogle forældre skal vi i hvert fald aldrig være" men det er ikke ensbetydende med jeg synes de omtalte forældre er dårlige, eller at jeg nogensinde ville tage diskussionen med dem.

MEN - for der er jo et men, ellers ville det her indlæg ikke være her - jeg bliver faktisk ret provokeret af "Jeg kan jo ikke bare prioritere anderledes, for så ville vi bo i et mindre hus/jeg ville ikke være så glad for mit arbejde/jeg ville være nødt til at bo langt fra min omgangskreds" - for altså, det er jo derfor det hedder at prioritere. Det er jo fordi man død og pine ikke kan få det hele og så må man vælge. Og når man så har valgt så må man stå ved det og ikke sidde og klynke over at man aldrig har tid til sine børn eller ikke fik den karriere man drømte om - for jeg mener faktisk at alt er muligt hvis man prioriterer sig ud af det. Det er bare ikke alt sammen muligt på én gang.

Jeg ved godt det ikke kun er det maminka's indlæg handler om. Jeg ved godt det også handler om en familie hvor det fungerer med 2xfuldtidsarbejde og lange dage i institution for ungerne, og det er så også i orden når man har gjort op med sig selv at det er sådan man vil have det og det er en løsning alle har det godt med. Jeg synes bare ikke det er den historie jeg hører mest (men det er måske fordi der ikke er nogen der fortæller den?!) - jeg synes jeg hører om stress, følelser af utilstrækkelighed, umulige børn, trætte forældre og ligemeget hvor glad man er for sin institution så er det bare ikke sjovt 4 ud af 5 dage at være den der bliver hentet sidst.

På det mere personlige og følelsesmæssige plan så forstår jeg faktisk ikke helt hvorfor nogen så mange insisterer på både børn og karriere. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor man skaber de mest fantastiske mennesker man nogensinde kommer til at møde for derefter ikke at være (ret meget) sammen med dem. Der er sikkert en del af jer der kan forsøge at forklare mig det (det håber jeg i hvert fald, for hvis der ikke er en grund er det da helt åndssvagt) men jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det, for mine prioriteringer er grundlæggende anderledes.

Nu er det vist at vi, langt om længe, kommer frem til det jeg egentlig gerne vil have sagt - det grimme kvæk lille pip fra "den anden side" der lader til helt bredt at blive opfattet som bestående at speltbagende "overskudmødre" der på magisk (og irriterende) vis kan få det hele til at gå op. Og det, mere end noget andet, irriterer mig grænseløst. For det er heller ikke uden ofre at prioritere anderledes. Fx er jeg allerede på forhånd sat af karriere-ræset fordi jeg er kompromisløs når det gælder min familie. Vi klarer os fint på en SU og en deltidsløn, og det kan også sagtens hænge sammen selvom man smed et barn (eller to) ind i ligningen, men det er ikke (og bliver heller ikke) et liv i materiel luksus. Jeg vil til enhver tid hellere flytte i noget mindre og/eller dårlige end jeg vil ud og have et fuldtidsjob. For den tid man får sammen med sine børn (og sin mand/kone/kæreste) er bare så uendelig dyrebar, og jeg ville ikke bytte den for noget.


PS. Det er altså ikke kun noget jeg siger fordi vi har mistet et barn. Selv inden vi vidste Ronan var syg drømte jeg om at være hjemmegående/deltidsstuderende/andet i den dur

PPS. I tilfælde af at det ikke var klart så handler det ikke om at jeg synes dem der prioriterer anderledes end mig er dårlige forældre eller at de prioriterer forkert. Det handler udelukkende om at jeg ikke kan sætte mig ind i det. Ok, måske det handler en lillebitte smule om at jeg synes de prioriterer forkert, men det er altså også fordi jeg synes samfundet er blevet sådan et trist sted hvor penge er mere værd end mennesker

Diskussions-katalysatoren

Nu har jeg godt nok sagt af et par omgange at jeg bor i et hjem hvor vi ikke skændes. Men der er faktisk en ting som altid giver anledning til et skænderi eller følelsen af at noget bliver slået i stykker. Og kender I det, at noget har været et problem så længe at man bliver bange og gør det til et endnu større problem, selv i de situationer hvor problemet var til et løse?

Jeg vågnede ved at Manden åbnede hoveddøren klokken 7, og da jeg tjekkede min telefon kunne jeg se han havde haft skrevet at han var faldet i søvn i toget og var kommet for langt og skulle vente på et tog tilbage. Han var godt selv klar over det ikke var for smart, for han skrev også "du må hade mig for evigt" Så vidt går det sandsynligvis ikke, men jeg hader ham nok resten af formiddagen og lidt op ad eftermiddagen også, alt efter hvor længe det tager ham at komme ud af alkohol-koma-på-sofa.

Egentlig synes jeg selv jeg er blevet helt god til det der med at være rimelig - jeg tog i hvert fald lige en dyb indånding og tænkte at måske var han bare almindeligt træt efter en lang nat, og at det jo ikke behøver betyde det har været en vild bytur. Men han har ikke været ude og børste tænder, har ikke spist den chokoladekiks jeg lagde frem til ham i går aftes, og han vågnede ikke ved at jeg stod op, på trods af at jeg intet har gjort for at være stille. To plus to giver i dette tilfælde mere alkohol end der kan forsvares under hans lovning på han ikke skulle være smadret i dag, fordi jeg har brug for han er der. Og det gør mig ked af det og vred og slår (igen) skår i den tillid jeg ellers så gerne ville have bygget op omkring det at han går i byen med gutterne af og til.

Det har altid været et problem, for jeg kan ikke lide Manden når han bliver fuld - jeg synes faktisk han kan blive direkte ubehagelig - og jeg er på ingen måde indstillet på den mængde penge der skal lægges i en bytur. Jeg har virkelig svært ved at se det positive (eller nødvendige) i at han bruger 500kr på at blive en røv, komme sent hjem og så i øvrigt ikke være noget værd dagen efter. Især når han selv, gang på gang, siger at det egentlig ikke er sjovt længere og at han faktisk hellere bare vil sidde hjemme og drikke med et par venner. Jeg kan ikke, og vil ikke, forbyde ham at gå i byen, men jeg synes bare det må være muligt at indgå et kompromis. Hvilket det strengt taget også lykkes os at finde engang imellem, men så fucker han en aftale op (igen) og bryder den der lille smule tillid jeg turde have og så kan vi starte forfra.

Jeg er fuldt ud klar over at halvdelen (eller mere) af problemet er på min banehalvdel, og jeg synes faktisk selv jeg er møgurimelig når jeg farer i flint og tager på vej. Jeg synes det burde være i orden, og at det burde være løst ved at han sover på sofaen og dermed ikke forstyrrer mig. Men det er det bare ikke. Jeg bliver pisseirriteret og skuffet over at han ikke er der, og at han aldrig kan sige ordentligt til (eller fra). Og jeg ved at vi kommer til at tage diskussionen igen, selvom jeg ved hvordan den bliver:

Konen: "... så kan du jo lære ikke at falde i søvn i toget. Har du lagt kvitteringerne ud i bøtten?"
Manden: "Det tror jeg. Jeg hævede 200"
Konen: "Nåja, og plus togbillet, ing. Har du brugt Dankort til andet?"
Manden: "Næh, det tror jeg ikke"
Konen: "Det er bare så jeg kan få det skrevet ordentligt i bogen... der er minus på diverse-posten"
Manden: "Jeg er en dårlig mand. Undskyld, skat. Jeg synes også du skal have noget"
Konen: "Der. Bliver. Jo. Stadig. Ikke. Flere. Penge. Af. At. Bruge. Dobbelt. Så. Meget." (indsæt selv jeg-har-sagt-det-tusind-gange-før-tonefald her)

Og så kan den ellers fortsætte derfra i noget der nogle gange er millimeter fra at være en martyr-agtigt "alle de ofre jeg gør for dig"-argumentation. Men det er jo for fanden ikke det jeg mener. Det jeg i virkeligheden mener og prøver på at sige er: "Jeg vil virkelig gerne have at du skal kunne tage i byen, især lige for tiden, for jeg ved du har brug for det. Jeg har bare meget svært ved at være ok med det, og jeg vil gerne arbejde med det, men jeg har brug for at du anerkender at det er svært, og jeg har brug for at du arbejder sammen med mig om det i stedet for bare at tage hele skylden på dig altid" Bum. Det er bare ikke så nemt at få det sagt rigtigt, i det rigtige tonefald og på det rigtige tidspunkt.

Slet ikke når diskussionen i virkeligheden altid handler om alt andet end den åndssvage bytur.

Det negative indlæg

Jeg gik i seng i går og tænkte at jeg skulle huske at skrive et indlæg om at det havde været en god dag, og hvor rart det er at der er nogle af dem.

Men så vågnede jeg op i morges efter en lang og mærkelig drøm og var helt underlig oveni hovedet. Jeg føler mig utrolig lille og utilstrækkelig i dag, og jeg kæmper og kæmper og kæmper med en opgave jeg bare ikke kan finde ud af. Og jeg kan heller ikke finde ud af hvordan jeg skal komme til finde ud af den. Intet af det giver mening for mig og jeg er reduceret til gæt og trial-and-error, og der er ikke rigtigt nogen ende på error-delen. Det er ufrugtbart og frustrerende, men hvad skulle jeg ellers lave? For jeg kom jo så heller ikke lige afsted til undervisning i dag, for jeg kunne slet ikke overskue fredag-eftermiddag-med-dsb.

Det er voldsomt frustrerende at man ikke kan regne med noget som helst; at nu var der lige et par gode dage og så uden varsel SLAM får man et slag i hovedet og kan starte forfra. Alting ryger ud af fokus og jeg kan ikke forstå hvordan det den ene dag kan hænge sammen og give mening, og så den næste dag er det hele bare splittet til atomer, og det er helt umuligt at få øje på den sammenhæng der ellers var så klar. Hvordan kan man den ene dag være afklaret med at tingene er som de er og føle alle de positive ting, og så den næste dag være reduceret til et konstant tudende vrag, der ikke kan se andet end det vi blev snydt for?

Jeg bliver vanvittigt misundelig når jeg ser Husmoderens lille Skrubbe og Gravid-grahvads lille Rumpenisse, og nu Øglemorens helt, helt nye Varan. Jeg kommer til at tænke at vi jo havde termin næsten samtidig, så sådan skulle det også være for os. Selvom det er fuldstændig meningsløst at tænke sådan, for sådan et barn var Ronan bare ikke. Han var ikke, og ville aldrig være blevet, sådan et barn hvor man tog hjem fra sygehuset med det samme, for at ligge på sofaen og være træt og lykkelig med ham i armene, mens familien kom for at se ham. Han var syg, og han døde, og det er og skal være vores målestok og sammenligningsgrundlag. Og de der misundelige tanker handler jo ikke engang om Ronan, men om en eller anden anonym baby i en eller anden anonym hvad-nu-hvis-verden, som det er pissetræls at sidde fast i.

For jeg vil være her. Sammen med Manden og sammen med Ronan, og jeg vil glædes over det at vi kunne lave et så fantastisk lille menneske - det at han overhovedet var til.

Hyggedag

Niecen er verdens nemmeste barn. Jojo, hun har da perioder hvor det tager lige lovlig længe inden hun lægger sig til at sove, og hun kan også godt blive rimelig hidsig og skrige rimelig højt, men det gør man jo, når man kun er 20 måneder. Men hun er god til at bede om hjælp, og god til at sætte ord på når noget driller (som regel ordet "dumme" som hun har lært fra Ann Forslinds glimrende bog "Baby sur") og bedst af alt forstår hun begreberne "sidste gang" og "ikke mere" Jeg siger jer, der er ikke noget pis med det barn - 9 ud af 10 gange erklærer hun sig enig når man sige nej.

Derfor er det også lige til at overskue når vi skal passe hende. I den her uge havde dagplejen noget ferie (jeg siger jer, mine børn skal i vuggestue!) og derfor passer jeg hende i dag. Vi har leget med "lille lego" og været nede for at fodre ænder og så er "møffer" blevet terroriseret. "Møffer" er vores kat Murphy, og han rangerer nu over os - det først hun gjorde da hun kom var at gå rundt i lejligheden og kalde "møøøøøøøøøffeeeeeeer" og "miiiiiish!" Nu ligger hun i barnevognen nede i haven, hvor hun uden så meget som et kvæk bare lagde sig til at sove - ulempen er at man faktisk bliver helt i tvivl om den der alarm nu også virker. Kan virkelig få noia over hvis hun nu lå dernede helt alene og var ulykkelig?

Dagens største udfordring er at finde ud af hvad fanden "ganker" betyder. Jeg spurgte moderen da hun var forbi til frokost, men hun ved det heller ikke. Niecen siger det rigtig tit og bliver ret sur når vi foreslår "danser", "gynger" eller andre tydeligt helt forkerte ting. Det er sgu heller ikke nemt at gøre sig forståelig når man taler et sprog hvor "bobberbuller" betyder "sommerfugl"

At samle forråd

Så blev det da ellers ligepludselig efterår. Træerne jeg kan se fra mit vindue er gule i toppen og der er permanent fodkoldt i lejligheden. Den der ubeskrivelige vemodighed, som at mindes noget rart der er forbi, sniger sig ind på mig. Minder jeg kan føle, men ikke helt huske eller sætte ord på. Fødselsdage, lejrskoler, veninder, svømning, duften af mit værelse. Den tid på året hvor man trækker sig ind hulerne og er tætte.

Efter jeg er begyndt at læse igen har alting været kaos herhjemme. Med mange dårlige dage, en del tålelige og næsten ingen gode. I dag er ok. I dag kan jeg se at det stille og roligt, men stadig ulideligt langsomt, går i den rigtige retning. For nogle uger siden bed vi stoltheden i os og bad om hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Vi har lavet en fast aftale med Kaye og Jyden om at vi spiser derude et par gange i ugen, og ud over at det er rart at vi ikke skal finde på/købe ind/lave mad/vaske op er der også en tryghed i bare at kunne gøre "som vi plejer" Det er en usikkerhed mindre at skulle tumle med, og selvom det ikke lyder af meget så er det de små rutiner der gør en kæmpe forskel, når der skal navigeres her på vrangsiden.

Prinsessen har foreslået at vi laver lektielæsnings-dage sammen, fast hver uge, og selvom det bliver hårdt at have endnu en ting i skemaet bliver det også godt ligeså stille at få hverdagen fyldt op igen; komme væk hjemmefra, være sammen med andre, blive holdt fast på, at nu skal vi altså lave noget. Hun har selv mistet en der betød meget, og selvom sorgen ikke er den samme og det er svært for os begge at snakke om, så er der alligevel et glimt af genkendelse, noget vi på et grundlæggende plan er fælles om.

I går fandt vi også et stykke af det der er os, mig og Manden. I et kærligt øjeblik blev præventionen glemt, og lige der var det, der hvor vi kunne se hinanden i øjnene og sige "jeg elsker dig" og vide, at selvom det er usandsynligt, så måske... bare måske...

Ligeså stille samler vi stykkerne sammen. Forråd, ikke bare til vinteren, men til resten af livet.

Det svære brev

Nu har jeg skrevet et brev til Pea. I en civiliseret tone og forhåbentlig uden drama. Men det er svært at bedømme den slags selv.

Jeg har kendt hende siden 1.g. Otte år; en tredjedel af mit liv. Det føles meget underligt at skrive og sætte ord på at vi nok egentlig ikke er venner mere. Samtidig må jeg også bare erkende at jeg ikke er den super-rummelige type som bare kan vente på at hun føler sig klar til at sige noget, eller typen som var ok med at have et venskab hvor vi ikke snakkede om Ronan. Selvom jeg nogle gange gerne ville være det. Det er en rigtig ærgerlig måde at miste et (nært?) venskab på.

Nu vil jeg gå i seng, og så vil jeg håbe at hun i det mindste skriver et svar. Det ville være rart at kunne afslutte det i en forholdsvis (og gensidig) rar tone. Så ville der også være grobund for noget i fremtiden, hvis livet og følelserne skulle ændre sig - selvom jeg ikke er gammel, er jeg efterhånden gammel nok til at vide, at "for evigt" som regel er lige dramatisk nok.

Jeg vil jo bare gerne med bussen

Kære uddannelseskort.dk,

Jeg vil gerne have fornyet mit periodekort. Det udløber d. 1/10 og jeg vil derfor gerne have det skal gælde fra d. 2/10. Jeg får juleferie d. 23/12 og har derfor kun brug for mit kort indtil d. 22/12. Jeg vil med andre ord gerne have et kort der gælder 2/10-22/12-2011, en periode der er over minimumet på 30 dage. Tak.

Det er ok hvis du kun kan finde ud af at udstede kort kvartalsvis. Det er et mindre irritationsmoment at det ikke står nogen steder, og det virker lidt mærkeligt at man skal have et helt kvartal hvis man nu ikke har brug for det. Men ok, hvis det gør dig meget glad, udannelseskort.dk, så vælger jeg da gerne et kort der gælder 1/10-31/12. Jeg skal sikkert alligevel ind til Odense i juleferien og så får jeg jo brugt kortet alligevel. Så det går nok det hele.

Nå, "perioder må ikke overlappe"? Ej, nu begynder jeg altså at blive lidt sur. Du har jo lige selv sagt at kortet skal gælde fra den første. Jeg tænker at det nok bare er en standardrettelse du har foretaget og at et rimeligt kompromis må være "2/10 - 31/12" - det er jo næsten et helt kvartal, men uden overlap til det kort jeg har i forvejen.

"Vi har rettet gyldighedsdatoer automatisk. Kortet for dette kvartal må gælde fra 01-10-2011 til 31-12-2011"

WTF?! Ok, uddannelseskort.dk, jeg har prøvet at være rimeligt, men jeg ved ikke hvad det er du vil have mig til. Jeg prøver at gøre tingene på din måde, men det lader til at du modsiger dig selv. Jeg ville gerne undersøge det nærmere, men det er lørdag og din hotline er lukket.

Det er meget problematisk for mig, da du har indskærpet mig at jeg skal bestille den næste periode 14 dage i forvejen. Jeg synes jeg har overholdt min del af aftalen ved at ville gøre det i dag, d.17/9, for et kort der skal gælde fra d. 2/10, og du stiller mig i en meget vanskelig position hvor jeg ikke kan bestille det kort jeg ønsker rettidigt.

Sjovt nok, uddannelseskort.dk, er der ikke nogen problemer hvis jeg beder dig om at forny mine kort automatisk. Så kan det sagtens lade sig gøre at få et kort der gælder 2/10 - 31/10. På trods af at perioden er under 30 dage. Men, kære uddannelseskort.dk, jeg er ikke interesseret i at forny mit kort en gang i måneden. For efter du kom til kan jeg ikke længere købe mit kort i Fynbus-billetsalget, men du insisterer på at jeg stadig skal have et stempel på mit kort før det er gyldigt. Så selvom jeg gerne ville kan jeg ikke betale mit kort over netbank. Nej, du kræver jeg går ned i banken og betaler 25kr for at få lov til at betale for mit kort og få et stempel som kvittering. Det har jeg ikke lyst til at skulle gøre hver eneste måned. Især fordi jeg i sidste måned fik mit kort i posten om lørdagen og derfor ikke kunne få det stemplet som gyldigt før om mandagen. På trods af at der på kortet stod det var gyldigt fra om søndagen.

Kære uddannelseskort.dk, hvorfor skal du være så besværlig? Hvad var problemet i at jeg en gang i måneden gik ned til Fynbus og fornyede mit SU-kort og betalte med det samme? Som et kompromis, kunne du så ikke lave det sådan at jeg kunne betale når jeg bestilte mit kort - på den måde kunne du få det stemplet inden du sendte det til mig. For jeg er helt ærligt lidt træt af at jeg kun kan få mit kort mod hvad der reelt bliver et månedligt gebyr på 25kr (og en tur i banken for at stå i kø)