Dobbeltand

Hvis jeg nu laver en julekalender her på bloggen, ville I så følge med i den? Slavisk? Og også selvom den er dårlig?

Jeg ville have lavet en afstemning om det, men så kunne jeg ikke finde en afstemnings-dims der ville virke og jeg gad heller ikke lige lave en selv, så nu har jeg bare skrevet det her i stedet, selvom det her indlæg egentlig skulle handle om noget andet.

Det skulle nemlig handle om and. Ikke et ret spændende emne til at begynde med, og nu har jeg da vist fået dræbt begejstringen helt ved at indlede indlægget med noget andet og langt mere interessant. Jeg ville egentlig også bare sige at i går fik jeg and, og i morgen skal jeg have and igen. Og nu har jeg så sagt det. Nåmmen, hej hej så.

---

Jordens kedeligste og mindst informative indlæg, siger du? Skal I have "Historien Om Hvorfor Konen Skal Have And To Gange På En Uge" alligevel? Men jeg advarer: indlægget bliver muligvis kun endnu kedeligere!

Det var en Mørk og Stormfuld Aften, og luften bar en uforklarlig følelse af gru med sig. I min dårskab tillagde jeg det blot efterårsmørket og den kolde vind, og jeg var derfor fuldstændig uforberedt på de rædsler der fulgte. Fuldstændig blindt og intetanende åbnede jeg min indbakke, og befandt mig pludselig i skrækscenarie nummer et: en mail fra min moster! Det lyder måske ikke umiddelbart frygtindgydende, men tro mig, når først man har åbnet sådan en mail er man fanget. Det er en bombe af uinteressante eller præmature informationer, spørgsmål om begivenheder månedsvis ude i fremtiden, opfordringer til kreative projekter jeg ingen interesse har i og links til alverdens ligegyldige og aldeles usaglige hjemmesider. Især efter internettet har lært hende begrebet "highly sensitive person" er det blevet fuldstændig ulideligt, i nærmest martyriske proportioner. Hin oktober dag omhandlede mailen det årligt tilbagevendende emne "Mortens aften skal rykkes til en weekend - hvilken dag passer jer bedst" Jeg kunne jo med det samme svare at Manden (ærgerligt, ærgerligt) arbejder den weekend der var i spil, og så skulle man tro den ged var barberet.
Det var den ikke. En uge senere ankommer der en mail med informationer om Mortens aften, juleaften ("Saltkød er rykket til klokken halv elleve", for det er så megavigtigt at vi alle sammen ved det 1½ måned i forvejen) og juleklip. Jeg synes måske det var lige lovlig tidligt at begynde at detailplanlægge julen, men kunne da i hvert fald oplyse at vi tilbringer juleaften her i Byen Ved Vandet, og derfor ikke kommer til saltkød hos min mormor (heller ikke selvom det er klokken halv elleve) Da hun svarede at det jo bare var fordi hun var HSP'er og gerne ville have rammerne på plads var det lige før mit hovede eksploderede i et all-out rødt-blinklys og ubåds-alarm hysterianfald.
Jeg havde mest lyst til at ringe hende op og skrige "JEG HAR LIGE MISTET MIT BARN, TROR DU SELV JEG GÅR OP I HVAD JEG LAVER TIL JUL OG OM DU FORETRÆKKER AT VIDE DET I GOD TID!?!?!?" Og jaja, nu tænker I at den her historie er kørt helt af sporet, for det handler jo ikke en skid om and, men det kommer nu, det højdramatiske punkt i fortællingen; det var det øjeblik jeg besluttede at jeg i hvert fald under ingen omstændigheder magtede at skulle til noget som helst Mortens aften hvor jeg med garanti ville komme til at skulle stå til ansvar for hvad jeg har planer om resten af året.
Åh nej, hvordan skal det dog nogensinde ende lykkeligt? Og hvordan skal det nogensinde ende med at Konen får to gange and?
Ikke lang tid efter at jeg havde behersket mig og undladt at besvare min mosters mail ringede min mor og ville høre om vi kom hjem til Mortens aften. Det var ret tydeligt at det ville hun gerne have, og jeg lovede at tænke over det. Snakkede med Manden om det, og vi blev enige om at jeg jo kunne tage afsted hvis jeg følte for det på dagen, og så kun tage en enkelt (eller slet ingen) overnatning hos mine forældre - han sover jo alligevel det meste af tiden, fordi det er hans arbejdsuge. Nådesstødet kom da min mormor ringede mig op, og efter lidt listen om den varme grød fik sagt at hun jo altså holder Mortens aften på lørdag, og kommer jeg hjem? Det er rent gruppepres, og jeg tager afsted fordi jeg ved det vil gøre dem glad (og fordi alt andet end et blank nej og en god grund betyder "jeg kommer" for min mormor), men jeg synes virkelig det er unfair hold, for jeg har egentlig ikke lyst til det. Er virkelig i lortehumør for tiden og ville helst bare have en weekend under dynen hvor der ikke skete noget vildere end en rittersport med jordbær.
Den anden and? Ja, den fik vi i går. På Mortens aften, hvor Kaye var blevet mobbet havde ladet sig overtale til at lave en lørdagsand fra Lidl. Med andesovs, og det ret utraditionelle tilbehør broccoli. Med risalamande på bøtte til dessert. Stille og roligt og hyggeligt. Og noget tættere på mit overskudniveau.

Vent lige

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.

Fjerde afsnit af Englandssagaen

Her var faktisk et ret langt indlæg om vores lørdag i Wales og vores søndag i kirke, men så jokkede katten rundt på mit tastatur og så spassede computeren ud og gik væk fra siden og af uforklarlige årsager har blogger ikke gemt min kladde?!

Desværre for jer er jeg pissedoven, så jeg skriver altså ikke det hele en gang til. Billederne fra Wales kan heldigvis godt stå for sig selv, og billederne fra om søndagen kan få sit eget indlæg (undskyld den ekstra billedspam der kommer ud af dét) I må selv forestille jer hvad der var af vittige kommentarer om teaterstykket vi så om aftenen, markedet mig og Mrs. B var på om eftermiddagen, fodboldkampen Manden og Mr. B så imens, den anden familie vi mødtes med og fasanerne der var på vejen.

Køer

Smukke, smukke Wales:

Bakken vi kravlede op på. Den "lette" vej op og den stejle ned

En velfortjent kop te. Serveret i autentisk udflugts-plastikkrus.

Barselstanker

For ikke så længe siden skrev Gravid-grahvad et indlæg om barselsstress. Det der med at tænke at man har tiden til at nå det hele, og så bare glemme at man ikke har overskuddet til det.

Jeg kan faktisk godt helt glemme at jeg er på barsel. Af uforklarlige årsager føles det bare ikke helt lovligt at sige "jeg er på barsel", når der nu ikke er et barn jeg skal passe - på trods af at jeg i barselssammenhæng er fuldstændig ligestillet med alle andre. Jeg har, ligesom alle andre (kvindelige) studerende der får et barn, fået 12 såkaldte fødselsklip, og kan, ligesom alle andre, vælge at bruge et helt år på ikke at tænke på mit studie. Det gør jeg bare ikke. Jeg knokler på med det mest komplicerede fag jeg kunne vælge at tage, fordi det er nu jeg har ekstra tid at bruge på det. Når nogen spørger siger jeg altid "Jeg læser på deltid" og aldrig "Jeg følger kun et enkelt fag, fordi jeg er på barsel" Overfor andre end de allernærmeste bruger jeg aldrig undskyldningen forklaringen "Det har jeg ikke overskud til", fordi jeg er bange for de ikke vil tage det alvorligt, fo inde i mit hovede kommer jeg til at fremstå som en anden Maude.

Jeg holder aldrig rigtig fri, og slapper aldrig rigtig af, og har hele tiden knoppen fyldt med alt det jeg skal nå lige om lidt. Der er altid nogle opgaver der skal laves og nogle noter der skal læses, og dagene har det med at fylde sig selv op uden jeg opdager det. I går skulle vi fx pludselig til Udkantsdanmark, fordi Svigermor havde en masse mad til overs efter en fest, og det virkede jo helt åndssvagt ikke at tage med når nu Kaye og Jyden alligevel skulle afsted. Og så blev der så ikke vasket ret meget tøj, eller set ret meget film, som vi ellers havde planlagt. I dag er der jo Allehelgensgudstjeneste nede i kirken, men Landsforeningen Spædbarnsdød holder så også en gudstjeneste inde i Odense i eftermiddag, som vi egentlig gerne ville med til, om ikke andet så for at vedligeholde det netværk vi er ved at opbygge. Og man må gerne tage kage med, og jeg er jo typen der bager kage. I morgen kommer min veninde Coco, som var min bedsteveninde i 10. klasse og som jeg ikke har haft kontakt med i flere år, og jeg glæder mig som et lille barn. Men så gik den dag jo ligesom også med det.

Jeg fylder på og fylder på, for der er jo timer nok at fylde ud. Jeg glemmer at jeg er på barsel, og bruger i stedet tiden på at forsøge at komme med, hente det fortabte ind, komme på forkant. Selvom det jeg i virkeligheden skulle var at sidde i et hjørne og tude over min søn.

Hvis du ikke blinkede så du måske min mand!

Årh hvad! Manden har lige været i fjernsynet!

Og så på sådan en helt almindelig lørdag aften. Ret sjovt at have en mand der kan ses (men heldigvis ikke høres) på en DR-optagelse der jævnligt bliver fundet frem.

Hvis og hvis...

I mit næste liv vil jeg gerne være bedre til at slappe af. Lidt mere hakuna matata og lidt mindre bål og brand.

Det er jo ikke fordi jeg havde glemt hvordan det var at gå og vente hver eneste måned, men jeg havde nok heller ikke lige husket det. De der 14 dage hver måned hvor man tænker om der mon er noget inde i maven nu, og hvor man sagtens kan nå at tænke om det er begyndende kvalme? ligamentsmerter? akut træthedsfornemmelse? sult? selvom det i de fleste tilfælde vist bare er hysteri.

Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis det var rigtigt at Manden lugtede vildt underligt og den der chokoladeis smagte forkert? Hvad nu hvis det var nu?

Panikken breder sig og det er helt uudholdeligt at skulle gå og vente. Og det ville føles rimelig fjollet at tage en test før tid, især fordi den jo ikke kan vise en skid så. Begge alternativer er jo ligesom også ret ubrugelige - negativ er øjeblikkelig skuffelse, baseret på en test der alligevel er utilregnelig fordi det var for tidligt, positiv giver ligesom bare længere tid at gå og vente og være bange i.

Jeg hader det. Ville virkelig, virkelig ønske jeg var mere laid-back. Så mit liv ikke blev inddelt i fjorten-dage-hvor-vi-skal-huske-at-have-sex og fjorten-dage-hvor-jeg-skal-gå-og-vente-i-ulidelig-skærsild.

Allermest ville jeg selvfølgelig bare ønske at det var nu at det var nu og vi så bare fik den baby og så ikke så meget mere pis.

Men så alligevel ikke. For vi har jo også en lille dreng som jeg stadig synes er alt for lille til at blive storebror. Og som jeg er så hjerteknugende angst for at komme til at svigte.

The world's smallest violin...

Er der nogen af jer der hører Mads og Monopolet her til formiddag?

Nå, men jeg er rimelig tosset på deres fesne indstilling. Og al deres ævl om parforhold og løgn og onenightstand - som alt sammen bliver fuldstændig underordnet når der er et barn involveret.

Bliver også bare så træt af at det er legalt at være utro hvis bare man lader som om man ikke var, og ikke siger noget og bare elsker sin kæreste. Er simpelthen så nedern ikke at give sin partner mulighed for at sige fra.

Nå.

Magter ikke rigtigt at gengive hele historien. Man kan nok høre det ovre på dr et sted, eller finde ud af det på facebook.

Jeg skulle bare lige af med det.

Tredje afsnit af Englandssagaen

Torsdag glemte vi at tage billeder. Der skete heller ikke det store, ud over en tur i Tesco.

Nej, der hvor det virkelig blev action-packed (haha) var fredag. Vi var på en endagstur til Liverpool og første stop var Anfield Road, eftersom Manden er Liverpool-fan (fodbold, red.) Vi fik lidt græs fra plænen med hjem, som Manden dryssede ud omme ved Ronan - når han nu ikke kunne komme med til England, måtte England komme til ham.

Til frokost endte vi på KFC, fordi jeg frøs og var voldsulten og begyndte at blive sur. Desuden trængte vi til at regroupe og planlægge resten af dagen, for det eneste vi havde lagt os fast på var en tur på World Museum Liverpool (som i øvrigt var hyggeligt og gratis) og det var måske ikke nok til en hel dag.

Indgangen til Philharmonic Dining Rooms

Vi var blevet anbefalet at gå en tur ned ad Hope Street, for at se den katolske og den anglikanske katedral der ligger for hver sin ende. Umiddelbart var vi ikke helt vilde med ideen, for det virkede lidt langt ude i forhold til de andre ting vi havde planlagt. Men så fik vi at vide at vi bare måtte tage på The Philharmonic Dining Rooms, om ikke andet så for at se herretoilettet, for det skulle efter sigende være "quite something!" Og hvem kan modstå en sådan anbefaling? Vi kunne i hvert fald ikke, og hvor er jeg bare glad for vi tog derind - omgivelserne var helt fantastiske på den lidt for overdådige victorianske måde, og te og kaffe var ikke engang dyrere end andre steder (£1.5, det er jo helt åndssvagt billigt)

 

 

Det omtalte Gents Room

Paddy's Wigwam

Nu vi alligevel var derude, kunne vi jo ligeså godt tage katedralerne med på programmet. Den første er den katolske, der åbenbart i folkemunde bliver omtalt som "Paddy's Wigwam" (turistinfoen mener det er kærligt ment, men jeg er ikke helt sikker) Køn er den i hvert fald ikke, når man ser den udefra. Billedet giver desværre ikke et helt korrekt indtryk af hvor mange trapper der er op - faktisk er der så mange at Manden følte behov for at nynne temaet fra "Rocky" da vi nåede toppen. Bygningen er væsentligt pænere indefra, hvor den domineres af lyset fra regnbuefarvede glasmosaikker. Jeg var ret begejstret for deres cirkelformede grundplan, hvor der var plads til alle de små obligatoriske kapeller og skriftestole rundt langs periferien. Normalt er jeg ikke ovenud begejstret for hverken den katolske fortolkning af kristendommen eller deres arkitektoniske udfoldelser, men i forhold til det anglikanske monster der er placeret for den anden ende af vejen var Paddy's Wigwam en sand fryd for øjet.

Det anglikanske monstrum

Billedet er lidt for lille til helt at vise katedralens intimiderende størrelse, men hvis man kigger godt efter kan man se en mand, ca. midt i billedet, og det giver lidt en ide om proportionerne. Liverpool er en meget flad by - der er ikke mange bygninger over 4-5 etager - så et bygningsværk i den størrelsesorden virker ret malplaceret. Og som om det ikke var nok har de også placeret den på toppen af en bakke med god afstand til de nærmeste bygninger. Altså, den var da storslået og imponerende set indefra - men det opvejer bare overhovedet ikke storshedsvanvidet eller det faktum at den er bygget for 85 år siden, i en tid hvor pengene måske godt kunne have været brugt lidt bedre i en fattig by som Liverpool.

Gratis entre - kun tre pund!

Nå, men det var ikke fordi vi skal til at gå ind i en længere diskussion om den anglikanske kirkes religiøse og økonomiske tendenser, men jeg synes dog lige I skal se kassen til donationer der står ved indgangen "Please donate £3 to keep entry FREE!" (deres fremhævning, ikke min) Det morede vi os mægtigt over. Vi morede os også ret meget over præsten der på vej ud stoppede op for at tale med os og forhøre sig om hvor vi var fra - mest fordi han efter hver sætning sagde "Mmhmmm" i falset.

Med i planerne havde vi også det nye shopping-område Liverpool One - men mand, det var en skuffelse. Nedern på den dyre og turist-agtige strøgmåde med bling-bling facader og en dunst af falskhed. Især fordi der 200 meter længere nede af vejen lå bygninger med brædder for vinduerne og graffiti på muren. Liverpool er en helt utrolig nedslidt by, og det virker fuldstændig malplaceret at satse på et kæmpe velpudset shopping-område når der er så mange ting der trænger til at blive sat i stand. Især fordi de huse der er sat i stand er supercharmerende og engelske og passer virkelig godt sammen med de små hyggelige gastropubs der popper op rundt omkring. Vi valgte at droppe det nærmere bekendtskab med Liverpool One og nåede lige præcis et tidligere tog (fordi det var fem minutter forsinket) - vi priste vores held og blev enige om at så kunne vi nå et stykke kage nede på pubben på vej hjem. Men ved I hvad? Så havde de lukket køkkenet, kun en halv time før vi kom!

Får Konen nogensinde den chocolate fudge cake, eller var det bare pral? Følg med i fjerde afsnit!

Oktober

Styr på
Prisfastsættelse af optioner
Lektiedates
Budgettet

Ikke styr på
Vasketøjet
Min hjerne

Næsten styr på
Rubiks dodekaeder (platonisk legeme af femkanten, frem for firkanter)

Knuselsker
England
Custard
Endelig at fatte noget i Finansiering

Prygl med pigtrådshegn til
Vintermørke
Airport security
Ekspedienter på posthuse
Folk der ikke rykker ind på sædet i bussen

Burde
Være mere struktureret
Huske at gøre rent
Spise mindre chokolade

Godt man har
Lysterapilampe
Open Office Calc
Fri fire dage i ugen
Været på ferie

Obligatorisk
Sort te, nu på ægte engelsk

Læst
Det Mørke Tårn, Stephen King
1984, George Orwell
Dawn of the Bunny Suicides, Andy Riley

Set
Broen, dr
De unge mødre, kanal 4
Bonderøven, dr
Tintin, inde i biografen
Guy on a Buffalo, youtube
James May's Manlab, bbc
For meget TLC

Hørt
James Blunt, live
RTL Radio

Spist
Teacupcakes
Absurde mængder god engelsk mad
Pizza-baguettes fra Lidl

Støvlehistorien

Det hele startede med at jeg fik et gavekort til Matas til min fødselsdag. Jeg har familiemedlemmer der er af den overbevisning at Matas altid har noget man kan bruge. Den overbevisning lider jeg ikke af - faktisk ville en butik som Matas overleve i ca. 0 dage hvis verden var befolket udelukkende af mine kloner. I et forfængeligt håb om at der måske var et eller andet brugbart gik jeg derned (5,5 minutter fra min hoveddør - jeg tog tid) for at kigge. Jeg ville gerne kunne sige "der var ikke noget jeg kunne bruge", men jeg ved det helt ærligt ikke, for inden jeg fik set hele butikken fik jeg akut fnidder og måtte ud igen.

Heldigvis ligger bogbutikken lige overfor, og så kunne jeg gå over og dufte til noget papir og nogle puslespil. Det ville jo være en skam hvis turen derned skulle være helt spildt, og det er jo snart jul og ønskeliste-tid. Og apropos ønsker, så manglede jeg da egentlig også nogle nye vintersko. Da jeg tog de gamle frem (jeg skulle lige til at skrive "dem fra sidste år", men så gik det op for mig at det er fem et halvt år siden jeg købte dem) og gik udenfor med dem blev jeg mindet om at de faktisk er utætte i bunden, og at jeg sidste år havde planlagt at smide dem ud. Som beskrevet andetsteds på bloggen er jeg typen der går i mine sko til de er slidt igennem - og så lige lidt længere - så jeg har nok tænkt at de godt liiige kunne holde en sæson til. Det kunne de ikke, og så kom jeg i tanke om at nede i Zjoos har de Doc Marten støvler med foer til 1300kr, som jeg ville købe hvis jeg var rig. Det viste sig i øvrigt at være en overflødig overvejelse, det der med om jeg var rig eller ej, for de havde ikke flere i min størrelse. Ja, jeg spurgte. Skader jo ikke lige at prøve, vel. Ok, måske havde jeg også lidt tænkt mig at købe dem, so sue me.

Efter lidt surmulen for mig selv kom jeg overens med udsigten til at skulle gå i mine hullede røde lærredsko hele vinteren (indtil vinterstøvlerne kommer på tilbud, forstås) og havde vendt næsen hjemad, da jeg kom forbi hvad jeg altid tænker på som Den Skumle Skobutik. Den ligger nede i en kælder, han tager ikke dankort og der er ikke skyggen af et kendt mærke i butikken. Til gengæld havde han 2 par støvler for 500 - frit valgt i hele butikken. Indsæt selv glimmer og kærlighed-ved-første-blik-musik her. Så var der nok lige billige vinterstøvler til mig.

Fandt ret hurtigt det par der kommer til at være Primær Fodtøjet denne vinter, men hvad skulle det andet par så være? Manden har tit plaget for at jeg skulle have sådan et par lange, sorte støvler, men de plejer jo at koste fra 800kr og opefter, og det giver jeg altså ikke for et par støvler, slet ikke når de ikke er til at gå i (uden at vi behøver gå mere i detaljer) Nåmmen, det var jo "frit valg i hele butikken" og Den Skumle Skobutik har et forbløffende stort udvalg af lange-sorte-støvler-med-stilet-som-kun-strippere-kan-finde-ud-af-at-gå-i, og så købte jeg altså et par. Ikke fordi jeg har ben, evner eller krop i det hele taget til at bære dem, men fordi jeg ved Manden bliver glad. Desuden har han Man-o-vision, der på magisk vis gør at han ikke kan se hvor kikset jeg rent faktisk ser ud med sådan nogle på. Jeg skal nok spare jer for billeder, men jeg har tegnet en lille tegning til jer for at illustrere min pointe:

Faktisk udseende vs. udseende som opfattet med Man-o-vision

Jeg ville bare ønske man også kunne få Man-o-vision til kvinder. Ville faktisk blive noget sjovere at se sig selv i spejlet.

UPDATE: Manden foretrækker tegningen af det faktiske udseende - må konkludere at Man-o-vision også gælder tegninger. Manden argumenterer "Men hun er sødest. Og det er jo hende der har bagt bollerne"