Jeg havde egentlig et indlæg om weekenden i støbeskeen. For vi har haft en rocker-awesome (pre)weekend oppe i det der Nordjylland sammen med
Karoline (og Alan og pigerne var der også). Jeg har endda lavet en illustration af mit hår. Jeg var også gået igang med at skrive et indlæg om #mitnyeliv (som dem der har fundet ud af at følge @mandenogkonen ovre på instagraaaams har hørt lidt om) og alle de planer vi har om at blive totalt top-lækre. Eller i hvert fald bare knap så fede.
Men da jeg var ude at
klunte rundt og hive efter vejret løbe den anden dag var det noget helt andet end vægt og grøntsager og motionsplaner der fyldte i tankerne. Det var noget langt, langt dybere. Jojo, det hedder livsstilsændring, men det kom helt bag på mig hvor meget det i virkeligheden handler om mit liv. Hele mit liv. Alle nederlag, alle utilstrækkeligheder. Alle de dybe sår, som heler alt for langsomt. Eller slet ikke. Det føles godt at tage ansvar. Det føles godt at
kunne. Men det stod klart for mig at jeg også bliver nødt til at forholde mig til alt det andet, hvis jeg skal blive hel, sådan for alvor.
Så lige der, midt i varmen og med bare, havvåde tæer besluttede jeg at lægge kortene på
bordet bloggen. Dem alle sammen. Alle de pinlige og ømme og nedern og selvudleverende ting. Tag det som en advarsel - hvis du ikke gider læse ting, der bliver for personlige (og/eller navlepillende), og hvis du har problemer med ordet blowjob, så bør du nok stoppe med at læse her. Og fortsætte i næste indlæg, som kommer til at handle om noget mere normalt
hvis du er heldig.
Det har slet ikke været så svært som ventet at lægge kost- og motionsvaner om. Ikke at vi er blevet helse-palæo-marathonløbende-freaks over night, men vi er godt på vej til noget der ligner et sundt, vedvarende set-up. Det sværeste var at tage beslutningen. Nej, det er faktisk løgn. Det sværeste var at tage tilløb til at tage beslutningen. Da vi tog den var vi klar, men
månederne årene op til har været vaklen og bæh og buh og en massiv følelse af ikke at kunne finde ud af det. Jeg var bare ikke
klar. Jeg var ikke klar til konsekvenserne og jeg kunne ikke overskue omfanget. For det er jo ikke bare noget med at man er på kur i en måned og så var det det. Det er jo hele resten af ens liv man skal kæmpe. Lysten til sukker og junk forsvinder ikke på magisk vis, bare fordi man holder op med at spise det.
For det er slet ikke maden det handler om. Det handler om at når man én gang har lært at der er en nem løsning så vil den løsning altid -
altid - ligge og rumstere et sted derinde, ligemeget hvor åndssvag og dum en løsning det er. Og jeg ved det, for jeg har i forvejen en dum og åndssvag løsning liggende, som melder sig hver eneste gang det bliver svært. Når jeg får det skidt, får jeg lyst til at skære. I mig selv, altså. Det bliver så voldsomt tillokkende bare at skære
hul og få det
ud, alt det svære og forkerte. Jeg gør det selvfølgelig ikke, ikke mere. Jeg holdt op kort inden vi blev gift. Jeg var klar. Men jeg skal stadig minde mig selv om at det kun virker i fem minutter, at det ikke løser noget, at vi har en aftale, hver gang det hele bliver så meget at det bliver forkert.
Det er så nemt at være offer. Det er så nemt bare at lægge sig ned og sige det er synd og det er nogle andres skyld. Så slipper man for at tage ansvar og man slipper for at røre ved de ting der gør ondt. Men selvom det
er synd og selvom det
er nogle andres skyld, så ændrer det ikke på at man er den eneste der kan gøre noget ved det. Og det er eddermame tungt at skulle rejse sig op og bære det hele. Jeg forestiller mig at det er ligesom at træne - ens baggage bliver ikke lettere, men den bliver nemmere at bære efterhånden. Måske man endda bliver klogere og får baggagen pakket om, eller får sat en helium-ballon i noget af det. Men det vil stadig være det, alt sammen.
Jeg bærer rundt på en masse lort. En masse sammenfiltret, tungt, uigennemskueligt, ømt lort. Jeg har kæmpe dybe sår, som bare bløder og bløder, fordi jeg bare forsøger at lægge noget henover og lade som om det ikke er det, i stedet for at gøre noget ved det. Og som jeg skammer mig så meget over, for der er jo mange der har det værre. Mange som har det sådan rigtig skidt, og ikke bare forkælet skidt. Noget af det heler selvfølgelig. Noget af det kommer aldrig til at hele, men er i det mindste afgrænset og bliver ikke betændt. Noget af det er næsten væk nu.
Men meget af det, det meste, har fået lov til at vokse sig stort og farligt og ud over det hele. Og det gennemsyrer hele mit liv og mit selvværd og min selvopfattelse. Selv de mindste fejltagelser, den mindste smule tvivl, bliver til kæmpe problemer fordi
alting bliver en del af den store, nedern, betændte klump indeni og jeg kan ikke se hvad der hører til hvor. Det hele er en stor sump af du-slår-ikke-til, du-gør-det-forkert, du-burde-have-gjort-det-anderledes, du-burde-have-
været-anderledes.
De tusind gange Sassy, klassens bitch, fortalte mig at alt hvad jeg gjorde var forkert. Dengang jeg råbte op, uden nogen hørte det. At jeg ikke havde noget at skulle have sagt om hvorvidt jeg skulle medicineres. Klasselærere, der gjorde noget ud af at fortælle det var mig der havde et problem. Bruddet med Ex'en. Da min lille dreng døde inde i min mave. Den dag jeg hørte mine forældre tale om at sende mig væk.
Svigt og sorg og vrede, som jeg ikke har fået sat ord på. Som i alt for lang tid har fået lov til at være noget der er galt med
mig. Som har gjort mig trist og syg, og fået mig til at føle mig så forkert at jeg ingenting tør. Men det var ikke
mig, der mobbede. Det var ikke
mig, der valgte at jeg skulle blive på den skole. Det var ikke
mig, der skrev åndssvagt sludder i min journal. Det var ikke
mig, der besluttede at jeg ikke skulle høres. Det var ikke
min skyld. Måske var det ikke nogens skyld. Men det var sådan det var, og det er for sent at lave om på det.
Til gengæld kan jeg godt lave om på hvordan det er
nu, og hvordan jeg gerne vil havde det skal være i fremtiden. Det er bare virkelig, virkelig hårdt. Og svært. Og overvældende. Og uretfærdigt. Det er små bitte skridt jeg tager, men i det mindste går de i den rigtige retning. Endelig. Jeg er klar nu. Det er
mit liv, og kraftedeme om ikke det er mig der bestemmer. Desværre kan jeg ikke bare bestemme at jeg stopper med at være usund, at jeg holder op med at være depressiv og at jeg vinder i lotto på lørdag. Men jeg kan bestemme at jeg tager ud at løbe i dag. Og at jeg tager opvasken inden vi får gæster.
----------------------
Nå, nu fik jeg slet ikke nævnt ordet blowjob. Jeg havde egentlig et helt afsnit om det, men så lød det lige så godt at slutte indlægget med at jeg selv bestemmer. Nåmmen, det var heller ikke fordi det var spændende på den måde. Det var bare fordi det gik op for mig at turen op til Karoline er første gang jeg mødtes med nogen fra internettet uden der var blowjob involveret. Sad, but true. Det har været den nemme fall-back for mig, noget jeg vidste jeg kunne og som (ikke overraskende) scorer ret højt på popularitetsskalaen. Det lyder nok åndssvagt, men det var lagt mere grænseoverskridende at skrive og spørge om vi skulle ses, bare sådan som voksne mennesker med børn og pasta til aftensmad. Manden sagde at det jo ikke kunne udelukkes at der ville være blowjob involveret, for det kunne jo være de var sådan nogle internet-predator-typer, som bare lejede børnene til billeder, for at lokke ofre hjem i deres skumle kælder (det var de ikke). Hvad det har med mit nye liv at gøre? Alt. For jeg
gjorde det, selvom jeg ikke turde (og det var godt og jeg følte mig ikke udelukkende forkert da vi kom hjem)
