En dag spurgte han, Es. Om vi ikke skulle tage afsted, bare os to.
Han tænkte nok ikke over det. Men jeg gjorde.
Jeg tænkte, om han var klar over hvad han spurgte om.
Jeg tænkte, om det bare var en joke.
Jeg tænkte den mest forbudte tanke af dem alle. Om han måske havde ændret mening.
Det havde han ikke. Det stod klart allerede inden vi tog afsted. Alligevel sang alting i mig af fryd.
Es.
Jeg havde lyst til at tage ham i hånden. Han var så tæt på, at vi næsten rørte. Så tæt, at min hånd, min arm, min krop summede. Elektrisk.
Der var stille. Regn udenfor. Varm knitren i pejsen indenfor. Vi læste bøger og lavede mad og var stille. Hver for sig, men sammen. Med tid og rum til at synke i den dybe synkron, der føles så naturlig.
Han sagde ikke noget. Om mig. Om det os, der ikke var. Måske var han for meget gentleman. Måske faldt det ham slet ikke ind.
Jeg brændte. Tog tilløb og sagde så ingenting. Hjertebanken. Knude i maven. Desperat efter at han skulle vide. Gengælde.
Ulykkelig.
Lykkelig.
Sammen. Men hver for sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.