Jeg har drømt meget om Es. Dengang. Hvor jeg stadig gik ud fra han var mit livs (uopnåelige) kærlighed. Både dagdrømme, og de dybere, men stadig ret banale natlige. Jeg drømte at jeg faldt, og han greb mig, eller at han endelig, endelig, endelig kyssede mig. Det var oftest efter jeg havde set ham, at de kom, drømmene. Alt det jeg troede jeg havde gemt væk, eller var kommet over væltede frem, og jeg vågnede op ulykkelig og med alle følelserne udenpå igen.
Sådan er det slet ikke mere. Selvfølgelig. Det er år og dag og mand (mig), kone (Es) og tre børn (hhv 2 og 1) siden. Manden er jo mit livs kærlighed, viste det sig, og jeg har heller aldrig været i tvivl om at Prinsessen er Es' ditto. Det faldt på plads. Som den slags jo gør.
Jeg føler stadig et meget stærkt bånd til Es. Jeg aner ikke om han har det på samme måde. Det er flere år siden vi holdt op med at være så hudløst åbne omkring alting. Men han er min bedste ven. Også en form for soulmate, på sin vis. Men det er ikke, og bliver heller ikke en romantisk vis.
Derfor var det også ekstra underligt at vågne op i nat efter en drøm, hvor Es havde kysset mig. Han forsvandt igen, og jeg kunne ikke finde ham. Han sagde det ikke direkte, men i drømmen vidste jeg godt at han aldrig ville forlade Prinsessen. Selvom vi begge to havde lyst. Det var en ret indviklet drøm, men essensen og følelserne var nøjagtig de samme som dengang.
Bortset fra at de ikke vækkede genklang i virkeligheden da jeg vågende. Det var bare underligt.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med det. Men åbenbart er jeg stadig ikke færdig med Es.
Eller. Jeg er jo færdig nu, i nutiden. Det er bare fortiden, der ikke er færdig med at være færdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.