Skal, skal ikke? Det kunne være ret fedt. Men måske det er for urealistisk. Det er i hvert fald ikke umuligt. Det ville kræve meget. Der er tilmelding nu. Et helt år er lang tid. Men det er kun et år. Hvad nu hvis det ikke går? Det kunne virkelig være fedt at gøre det. 400kr er også ret mange penge, plus ekstra udstyr. Men til den pris ville det jo blive nødt til at lykkes.
mandag den 30. september 2013
Dilemma
tirsdag den 24. september 2013
Afskåret
Det viser sig at Blogger er blevet ustabil med at gemme mine indlæg. Så det er sådan lidt tilfældigt hvor meget/lidt der ligger i mine kladder. For det meste er det lidt.
Mit teleselskab er spassere, så min telefon er spærret.
Og så har mit wifi besluttet sig for kun at virke sporadisk.
Føler mig ret amputeret.
Nåmmen, instagram virker, så der kan man følge @mandenogkonen. Når internettet virker, altså.
onsdag den 18. september 2013
Ugerne der forsvandt
Kender I den slags uger? Dem der bare forsvinder mellem fingrene på en? Ved ikke helt hvor de bliver af. Der er jo ellers nok at nå og nok at skrive om.
Det er som om jeg venter. Tager tilløb. Samler mod, måske.
Jeg er bare ikke helt sikker på til hvad.
mandag den 2. september 2013
Jeg hjerter Hjørring
For noget tid siden lagde Karoline et billede på bloggen af deres orange trappe, hvilket fik mig til at kommentere at jeg gerne ville bo i deres hus på den stalkeragtige måde. Og så var de bare generelt awesome og så en dag tog jeg det næste stalker-skridt og spurgte om ikke vi skulle ses. Det skulle vi heldigvis, og de gad godt lægge hus til, selvom jeg var totalt stalker-agtig. Og det fik mig til at tænke om DE måske var sådan nogle stalker/øksemorder-typer når de var så hurtige til at slå til når nogen inviterede sig selv på besøg.
Jeg udløser bare spændingen nu: Det var de ikke. Karoline var ligeså pæn i virkeligheden, Alan ligeså engelsk, trappen ligeså orange og indretningen ligeså fantastisk. Der duftede lidt af England og der var melamintallerkener med dyr på, også til de voksne. Man kunne godt tro det, men det var faktisk ikke der min weekend peakede - det var om aftenen, da der blev stillet prawn cocktail crisps på bordet. Prawn cocktail crisps.
I det hele taget var det én lang kavalkade af highlights. Bland-selv-slik, lego, et fantastisk bibliotek, børn der legede sødt sammennoget af tiden, solskin, English breakfast til aftensmad (!)... og så klippede Karoline mit hår. Og det blev pænt. Se selv:
Så nu er vi bare sådan her... ok, det fungerer ikke rigtigt på skrift, men forestil jer at jeg gør det der med fingrene hvor man krydser dem. Totalt BFF's. 4-evigt. For evigt, Karoline. For evigt...
Nåja, og så var de jo også pissesøde. Fik jeg ikke nævnt det?
Jeg udløser bare spændingen nu: Det var de ikke. Karoline var ligeså pæn i virkeligheden, Alan ligeså engelsk, trappen ligeså orange og indretningen ligeså fantastisk. Der duftede lidt af England og der var melamintallerkener med dyr på, også til de voksne. Man kunne godt tro det, men det var faktisk ikke der min weekend peakede - det var om aftenen, da der blev stillet prawn cocktail crisps på bordet. Prawn cocktail crisps.
I det hele taget var det én lang kavalkade af highlights. Bland-selv-slik, lego, et fantastisk bibliotek, børn der legede sødt sammen
Så nu er vi bare sådan her... ok, det fungerer ikke rigtigt på skrift, men forestil jer at jeg gør det der med fingrene hvor man krydser dem. Totalt BFF's. 4-evigt. For evigt, Karoline. For evigt...
Nåja, og så var de jo også pissesøde. Fik jeg ikke nævnt det?
torsdag den 29. august 2013
Sår og sårbarhed
om
mitnyeliv
Jeg havde egentlig et indlæg om weekenden i støbeskeen. For vi har haft en rocker-awesome (pre)weekend oppe i det der Nordjylland sammen med Karoline (og Alan og pigerne var der også). Jeg har endda lavet en illustration af mit hår. Jeg var også gået igang med at skrive et indlæg om #mitnyeliv (som dem der har fundet ud af at følge @mandenogkonen ovre på instagraaaams har hørt lidt om) og alle de planer vi har om at blive totalt top-lækre. Eller i hvert fald bare knap så fede.
Men da jeg var ude atklunte rundt og hive efter vejret løbe den anden dag var det noget helt andet end vægt og grøntsager og motionsplaner der fyldte i tankerne. Det var noget langt, langt dybere. Jojo, det hedder livsstilsændring, men det kom helt bag på mig hvor meget det i virkeligheden handler om mit liv. Hele mit liv. Alle nederlag, alle utilstrækkeligheder. Alle de dybe sår, som heler alt for langsomt. Eller slet ikke. Det føles godt at tage ansvar. Det føles godt at kunne. Men det stod klart for mig at jeg også bliver nødt til at forholde mig til alt det andet, hvis jeg skal blive hel, sådan for alvor.
Så lige der, midt i varmen og med bare, havvåde tæer besluttede jeg at lægge kortene påbordet bloggen. Dem alle sammen. Alle de pinlige og ømme og nedern og selvudleverende ting. Tag det som en advarsel - hvis du ikke gider læse ting, der bliver for personlige (og/eller navlepillende), og hvis du har problemer med ordet blowjob, så bør du nok stoppe med at læse her. Og fortsætte i næste indlæg, som kommer til at handle om noget mere normalt hvis du er heldig.
Det har slet ikke været så svært som ventet at lægge kost- og motionsvaner om. Ikke at vi er blevet helse-palæo-marathonløbende-freaks over night, men vi er godt på vej til noget der ligner et sundt, vedvarende set-up. Det sværeste var at tage beslutningen. Nej, det er faktisk løgn. Det sværeste var at tage tilløb til at tage beslutningen. Da vi tog den var vi klar, menmånederne årene op til har været vaklen og bæh og buh og en massiv følelse af ikke at kunne finde ud af det. Jeg var bare ikke klar. Jeg var ikke klar til konsekvenserne og jeg kunne ikke overskue omfanget. For det er jo ikke bare noget med at man er på kur i en måned og så var det det. Det er jo hele resten af ens liv man skal kæmpe. Lysten til sukker og junk forsvinder ikke på magisk vis, bare fordi man holder op med at spise det.
For det er slet ikke maden det handler om. Det handler om at når man én gang har lært at der er en nem løsning så vil den løsning altid - altid - ligge og rumstere et sted derinde, ligemeget hvor åndssvag og dum en løsning det er. Og jeg ved det, for jeg har i forvejen en dum og åndssvag løsning liggende, som melder sig hver eneste gang det bliver svært. Når jeg får det skidt, får jeg lyst til at skære. I mig selv, altså. Det bliver så voldsomt tillokkende bare at skære hul og få det ud, alt det svære og forkerte. Jeg gør det selvfølgelig ikke, ikke mere. Jeg holdt op kort inden vi blev gift. Jeg var klar. Men jeg skal stadig minde mig selv om at det kun virker i fem minutter, at det ikke løser noget, at vi har en aftale, hver gang det hele bliver så meget at det bliver forkert.
Det er så nemt at være offer. Det er så nemt bare at lægge sig ned og sige det er synd og det er nogle andres skyld. Så slipper man for at tage ansvar og man slipper for at røre ved de ting der gør ondt. Men selvom det er synd og selvom det er nogle andres skyld, så ændrer det ikke på at man er den eneste der kan gøre noget ved det. Og det er eddermame tungt at skulle rejse sig op og bære det hele. Jeg forestiller mig at det er ligesom at træne - ens baggage bliver ikke lettere, men den bliver nemmere at bære efterhånden. Måske man endda bliver klogere og får baggagen pakket om, eller får sat en helium-ballon i noget af det. Men det vil stadig være det, alt sammen.
Jeg bærer rundt på en masse lort. En masse sammenfiltret, tungt, uigennemskueligt, ømt lort. Jeg har kæmpe dybe sår, som bare bløder og bløder, fordi jeg bare forsøger at lægge noget henover og lade som om det ikke er det, i stedet for at gøre noget ved det. Og som jeg skammer mig så meget over, for der er jo mange der har det værre. Mange som har det sådan rigtig skidt, og ikke bare forkælet skidt. Noget af det heler selvfølgelig. Noget af det kommer aldrig til at hele, men er i det mindste afgrænset og bliver ikke betændt. Noget af det er næsten væk nu.
Men meget af det, det meste, har fået lov til at vokse sig stort og farligt og ud over det hele. Og det gennemsyrer hele mit liv og mit selvværd og min selvopfattelse. Selv de mindste fejltagelser, den mindste smule tvivl, bliver til kæmpe problemer fordi alting bliver en del af den store, nedern, betændte klump indeni og jeg kan ikke se hvad der hører til hvor. Det hele er en stor sump af du-slår-ikke-til, du-gør-det-forkert, du-burde-have-gjort-det-anderledes, du-burde-have-været-anderledes.
De tusind gange Sassy, klassens bitch, fortalte mig at alt hvad jeg gjorde var forkert. Dengang jeg råbte op, uden nogen hørte det. At jeg ikke havde noget at skulle have sagt om hvorvidt jeg skulle medicineres. Klasselærere, der gjorde noget ud af at fortælle det var mig der havde et problem. Bruddet med Ex'en. Da min lille dreng døde inde i min mave. Den dag jeg hørte mine forældre tale om at sende mig væk.
Svigt og sorg og vrede, som jeg ikke har fået sat ord på. Som i alt for lang tid har fået lov til at være noget der er galt med mig. Som har gjort mig trist og syg, og fået mig til at føle mig så forkert at jeg ingenting tør. Men det var ikke mig, der mobbede. Det var ikke mig, der valgte at jeg skulle blive på den skole. Det var ikke mig, der skrev åndssvagt sludder i min journal. Det var ikke mig, der besluttede at jeg ikke skulle høres. Det var ikke min skyld. Måske var det ikke nogens skyld. Men det var sådan det var, og det er for sent at lave om på det.
Til gengæld kan jeg godt lave om på hvordan det er nu, og hvordan jeg gerne vil havde det skal være i fremtiden. Det er bare virkelig, virkelig hårdt. Og svært. Og overvældende. Og uretfærdigt. Det er små bitte skridt jeg tager, men i det mindste går de i den rigtige retning. Endelig. Jeg er klar nu. Det er mit liv, og kraftedeme om ikke det er mig der bestemmer. Desværre kan jeg ikke bare bestemme at jeg stopper med at være usund, at jeg holder op med at være depressiv og at jeg vinder i lotto på lørdag. Men jeg kan bestemme at jeg tager ud at løbe i dag. Og at jeg tager opvasken inden vi får gæster.
----------------------
Nå, nu fik jeg slet ikke nævnt ordet blowjob. Jeg havde egentlig et helt afsnit om det, men så lød det lige så godt at slutte indlægget med at jeg selv bestemmer. Nåmmen, det var heller ikke fordi det var spændende på den måde. Det var bare fordi det gik op for mig at turen op til Karoline er første gang jeg mødtes med nogen fra internettet uden der var blowjob involveret. Sad, but true. Det har været den nemme fall-back for mig, noget jeg vidste jeg kunne og som (ikke overraskende) scorer ret højt på popularitetsskalaen. Det lyder nok åndssvagt, men det var lagt mere grænseoverskridende at skrive og spørge om vi skulle ses, bare sådan som voksne mennesker med børn og pasta til aftensmad. Manden sagde at det jo ikke kunne udelukkes at der ville være blowjob involveret, for det kunne jo være de var sådan nogle internet-predator-typer, som bare lejede børnene til billeder, for at lokke ofre hjem i deres skumle kælder (det var de ikke). Hvad det har med mit nye liv at gøre? Alt. For jeg gjorde det, selvom jeg ikke turde (og det var godt og jeg følte mig ikke udelukkende forkert da vi kom hjem)
Men da jeg var ude at
Så lige der, midt i varmen og med bare, havvåde tæer besluttede jeg at lægge kortene på
Det har slet ikke været så svært som ventet at lægge kost- og motionsvaner om. Ikke at vi er blevet helse-palæo-marathonløbende-freaks over night, men vi er godt på vej til noget der ligner et sundt, vedvarende set-up. Det sværeste var at tage beslutningen. Nej, det er faktisk løgn. Det sværeste var at tage tilløb til at tage beslutningen. Da vi tog den var vi klar, men
For det er slet ikke maden det handler om. Det handler om at når man én gang har lært at der er en nem løsning så vil den løsning altid - altid - ligge og rumstere et sted derinde, ligemeget hvor åndssvag og dum en løsning det er. Og jeg ved det, for jeg har i forvejen en dum og åndssvag løsning liggende, som melder sig hver eneste gang det bliver svært. Når jeg får det skidt, får jeg lyst til at skære. I mig selv, altså. Det bliver så voldsomt tillokkende bare at skære hul og få det ud, alt det svære og forkerte. Jeg gør det selvfølgelig ikke, ikke mere. Jeg holdt op kort inden vi blev gift. Jeg var klar. Men jeg skal stadig minde mig selv om at det kun virker i fem minutter, at det ikke løser noget, at vi har en aftale, hver gang det hele bliver så meget at det bliver forkert.
Det er så nemt at være offer. Det er så nemt bare at lægge sig ned og sige det er synd og det er nogle andres skyld. Så slipper man for at tage ansvar og man slipper for at røre ved de ting der gør ondt. Men selvom det er synd og selvom det er nogle andres skyld, så ændrer det ikke på at man er den eneste der kan gøre noget ved det. Og det er eddermame tungt at skulle rejse sig op og bære det hele. Jeg forestiller mig at det er ligesom at træne - ens baggage bliver ikke lettere, men den bliver nemmere at bære efterhånden. Måske man endda bliver klogere og får baggagen pakket om, eller får sat en helium-ballon i noget af det. Men det vil stadig være det, alt sammen.
Jeg bærer rundt på en masse lort. En masse sammenfiltret, tungt, uigennemskueligt, ømt lort. Jeg har kæmpe dybe sår, som bare bløder og bløder, fordi jeg bare forsøger at lægge noget henover og lade som om det ikke er det, i stedet for at gøre noget ved det. Og som jeg skammer mig så meget over, for der er jo mange der har det værre. Mange som har det sådan rigtig skidt, og ikke bare forkælet skidt. Noget af det heler selvfølgelig. Noget af det kommer aldrig til at hele, men er i det mindste afgrænset og bliver ikke betændt. Noget af det er næsten væk nu.
Men meget af det, det meste, har fået lov til at vokse sig stort og farligt og ud over det hele. Og det gennemsyrer hele mit liv og mit selvværd og min selvopfattelse. Selv de mindste fejltagelser, den mindste smule tvivl, bliver til kæmpe problemer fordi alting bliver en del af den store, nedern, betændte klump indeni og jeg kan ikke se hvad der hører til hvor. Det hele er en stor sump af du-slår-ikke-til, du-gør-det-forkert, du-burde-have-gjort-det-anderledes, du-burde-have-været-anderledes.
De tusind gange Sassy, klassens bitch, fortalte mig at alt hvad jeg gjorde var forkert. Dengang jeg råbte op, uden nogen hørte det. At jeg ikke havde noget at skulle have sagt om hvorvidt jeg skulle medicineres. Klasselærere, der gjorde noget ud af at fortælle det var mig der havde et problem. Bruddet med Ex'en. Da min lille dreng døde inde i min mave. Den dag jeg hørte mine forældre tale om at sende mig væk.
Svigt og sorg og vrede, som jeg ikke har fået sat ord på. Som i alt for lang tid har fået lov til at være noget der er galt med mig. Som har gjort mig trist og syg, og fået mig til at føle mig så forkert at jeg ingenting tør. Men det var ikke mig, der mobbede. Det var ikke mig, der valgte at jeg skulle blive på den skole. Det var ikke mig, der skrev åndssvagt sludder i min journal. Det var ikke mig, der besluttede at jeg ikke skulle høres. Det var ikke min skyld. Måske var det ikke nogens skyld. Men det var sådan det var, og det er for sent at lave om på det.
Til gengæld kan jeg godt lave om på hvordan det er nu, og hvordan jeg gerne vil havde det skal være i fremtiden. Det er bare virkelig, virkelig hårdt. Og svært. Og overvældende. Og uretfærdigt. Det er små bitte skridt jeg tager, men i det mindste går de i den rigtige retning. Endelig. Jeg er klar nu. Det er mit liv, og kraftedeme om ikke det er mig der bestemmer. Desværre kan jeg ikke bare bestemme at jeg stopper med at være usund, at jeg holder op med at være depressiv og at jeg vinder i lotto på lørdag. Men jeg kan bestemme at jeg tager ud at løbe i dag. Og at jeg tager opvasken inden vi får gæster.
----------------------
Nå, nu fik jeg slet ikke nævnt ordet blowjob. Jeg havde egentlig et helt afsnit om det, men så lød det lige så godt at slutte indlægget med at jeg selv bestemmer. Nåmmen, det var heller ikke fordi det var spændende på den måde. Det var bare fordi det gik op for mig at turen op til Karoline er første gang jeg mødtes med nogen fra internettet uden der var blowjob involveret. Sad, but true. Det har været den nemme fall-back for mig, noget jeg vidste jeg kunne og som (ikke overraskende) scorer ret højt på popularitetsskalaen. Det lyder nok åndssvagt, men det var lagt mere grænseoverskridende at skrive og spørge om vi skulle ses, bare sådan som voksne mennesker med børn og pasta til aftensmad. Manden sagde at det jo ikke kunne udelukkes at der ville være blowjob involveret, for det kunne jo være de var sådan nogle internet-predator-typer, som bare lejede børnene til billeder, for at lokke ofre hjem i deres skumle kælder (det var de ikke). Hvad det har med mit nye liv at gøre? Alt. For jeg gjorde det, selvom jeg ikke turde (og det var godt og jeg følte mig ikke udelukkende forkert da vi kom hjem)
onsdag den 14. august 2013
Gæt en sang
om
gryntegrisen
(Alle vers synges med begejstrede klap på lårene)
"Bababababababababababababababababa
Bababababababababababababababababa
*Stilhed mens der blinkes med øjnene*babababababababa
Bababababababababababababababababa"
"Bababababababababababababababababa
Bababababababababababababababababa
*Stilhed mens der blinkes med øjnene*babababababababa
Bababababababababababababababababa"
lørdag den 3. august 2013
Selvstændige tanker
Den anden dag, da jeg skulle sove, fik jeg en virkelig god ide, lige der midt mellem vågen og søvn. En ide som jeg så lå vågen over et stykke tid, og som også stadig var der da jeg stod op. Jeg har efterhånden fået den manet til jordet, men af og til spøger den stadig.
Det var en ide om at blive... gys... selvstændig. Ikke at der var noget nyt i det, som sådan. Mig og Manden snakker tit om hvad vi skulle lave i vores virksomhed/butik/pub. Men den her gang var det anderledes, fordi det var en god ide. En ide som måske, bare måske, kunne bære ude i virkeligheden. Jeg havde lyst til at købe domæne og blive momsregistreret med det samme, for altså, det er jo nærmest gratis og ikke specielt besværligt.
Men jeg lod være, for selvom det er en god ide, så er det en dårlig ide. Altså, tænk lige på alt det arbejde, alle de forpligtelser det (forhåbentlig) ville medføre. Det er jo ikke fordi jeg ville være afhængig af et ret stort overskud, men der er bare så meget der kunne gå galt. Penge der skulle indskydes. Lager der skulle holdes styr på, måske endda med varer med begrænset holdbarhed (gisp!). Regnskab som skulle laves rigtigt. Kunder. Hjemmeside. Åh hjælp.
Så ideen er jordet. Bortset fra at den stadig spøger engang imellem. For som selvstændig ville jeg ikke være afhængig af nogen. Og jeg ville kunne gå herhjemme, hvor jeg allerhelst vil være.
Det var en ide om at blive... gys... selvstændig. Ikke at der var noget nyt i det, som sådan. Mig og Manden snakker tit om hvad vi skulle lave i vores virksomhed/butik/pub. Men den her gang var det anderledes, fordi det var en god ide. En ide som måske, bare måske, kunne bære ude i virkeligheden. Jeg havde lyst til at købe domæne og blive momsregistreret med det samme, for altså, det er jo nærmest gratis og ikke specielt besværligt.
Men jeg lod være, for selvom det er en god ide, så er det en dårlig ide. Altså, tænk lige på alt det arbejde, alle de forpligtelser det (forhåbentlig) ville medføre. Det er jo ikke fordi jeg ville være afhængig af et ret stort overskud, men der er bare så meget der kunne gå galt. Penge der skulle indskydes. Lager der skulle holdes styr på, måske endda med varer med begrænset holdbarhed (gisp!). Regnskab som skulle laves rigtigt. Kunder. Hjemmeside. Åh hjælp.
Så ideen er jordet. Bortset fra at den stadig spøger engang imellem. For som selvstændig ville jeg ikke være afhængig af nogen. Og jeg ville kunne gå herhjemme, hvor jeg allerhelst vil være.
fredag den 2. august 2013
Låveståry, del 8
Jeg var tilbage i min lille tændstikæske af en lejlighed, og skulle have tiden til at gå. Som bekendt var jeg bestemt ikke på udsigt efter en kæreste, men min nyvundne singlehed skulle jo ikke gå til spilde (og desuden hadede jeg at sidde for mig selv og kukkelure). Så... der var en del fyre inde over, skal vi ikke bare sige det.
Der var Bjørn, som var min veninde Majse's ex. Hun havde ham med til en fredagsbar, engang mens jeg stadig var sammen med Ex'en, men det endte alligevel med vi snavede i sofaen til langt ud på aftenen. Han var en virkelig sød fyr, og vi sås nogle gange i løbet af sommeren. Han boede i en delelejlighed ude i Ørestaden - I ved, i noget af alt det der rædselsfulde, snorlige hvidhed. Men han var overhovedet ikke den snorlige hvide type. Han var mere den skæggede heavy-metal type.
Der var Terapeuten, som jeg stadig ikke aner om var en stjernepsykopat eller bare en sørgelig lille mand. Men han var i hvert fald gudeskøn. Jeg kan stadig ikke se hans billede uden at blive #wantwantwant. Sådan lidt en Mikkel Munch-Fals type. Bare med den forskel at man kunne mødes i virkeligheden. Han svarede aldrig på mine sms'er, men skrev når han ville noget. Hvilket slet ikke var tit nok.
Så var der Taberen. Som bare var en taber. Det blev aldrig til noget som helst, på trods af han rejste den lange vej over for at besøge mig. Han mindede lidt om ham jeg kom sammen med i 4. klasse. Sådan lidt socialgruppe 5-agtig. Dårlig selvtillid, som man ikke kunne bryde igennem ligemeget hvad man sagde.
Der var Vejle, som jeg kun så en enkelt gang, under rimeligt suspekte forhold. Efter jeg havde mødtes med ham gik jeg hjem igennem byen. I gågaden var der en kvinde der sagde "Undskyld, men man kan se alt bagfra... altså, ALT" Jeg ved ikke hvad jeg svarede. Måske svarede jeg slet ikke, for det virkede sådan lidt som en underlig bemærkning. Altså, duh? Jeg har nok ikke taget semi-transparent kjole på, med hjertemønstrede blondetrusser under for at skjule noget. Og selv hvis jeg havde været totalt "ÅhnejSHITalzzå", hvad skulle jeg så have gjort ved det, der midt i gågaden?
Ja, og så var der Ace. Ace som kom ind ad døren og ikke sagde et ord. Som gav mig tunnelsyn og smeltede mig med en enkelt berøring. Han var ældre end mig, men jeg tror kun han var blevet bedre med årene. For Oh. My. God. Ja, undskyld mit teenage-franske, men det var mindblowing. Hans krop, hans nærvær, hans glødende brune øjne, hans... alting. Han tændte en smøg ude på altanen, bagefter. Det gjorde mig ikke engang noget at han røg. Vi snakkede. Der var en pige, i den anden ende af landet, som han gerne ville have noget mere med. Hun var vist ret meget i tvivl, men han blev nødt til at prøve. Mens jeg stod der, op ad hans varme krop undskyldte han for at han ikke kunne tilbyde mig mere. Sagde at jeg skulle sige fra, hvis det gjorde mig noget det kun var tilfældig sex. Men hvordan kunne jeg sige nej, selv hvis jeg havde ønsket det? Han fortalte mig hele historien, om hende der var langt væk, og jeg lyttede og havde ondt af ham. Det var tydeligt han ikke ville mere med mig. Men alligevel blev han og så Juno. Og ugen efter kom han igen.
Der var Bjørn, som var min veninde Majse's ex. Hun havde ham med til en fredagsbar, engang mens jeg stadig var sammen med Ex'en, men det endte alligevel med vi snavede i sofaen til langt ud på aftenen. Han var en virkelig sød fyr, og vi sås nogle gange i løbet af sommeren. Han boede i en delelejlighed ude i Ørestaden - I ved, i noget af alt det der rædselsfulde, snorlige hvidhed. Men han var overhovedet ikke den snorlige hvide type. Han var mere den skæggede heavy-metal type.
Der var Terapeuten, som jeg stadig ikke aner om var en stjernepsykopat eller bare en sørgelig lille mand. Men han var i hvert fald gudeskøn. Jeg kan stadig ikke se hans billede uden at blive #wantwantwant. Sådan lidt en Mikkel Munch-Fals type. Bare med den forskel at man kunne mødes i virkeligheden. Han svarede aldrig på mine sms'er, men skrev når han ville noget. Hvilket slet ikke var tit nok.
Så var der Taberen. Som bare var en taber. Det blev aldrig til noget som helst, på trods af han rejste den lange vej over for at besøge mig. Han mindede lidt om ham jeg kom sammen med i 4. klasse. Sådan lidt socialgruppe 5-agtig. Dårlig selvtillid, som man ikke kunne bryde igennem ligemeget hvad man sagde.
Der var Vejle, som jeg kun så en enkelt gang, under rimeligt suspekte forhold. Efter jeg havde mødtes med ham gik jeg hjem igennem byen. I gågaden var der en kvinde der sagde "Undskyld, men man kan se alt bagfra... altså, ALT" Jeg ved ikke hvad jeg svarede. Måske svarede jeg slet ikke, for det virkede sådan lidt som en underlig bemærkning. Altså, duh? Jeg har nok ikke taget semi-transparent kjole på, med hjertemønstrede blondetrusser under for at skjule noget. Og selv hvis jeg havde været totalt "ÅhnejSHITalzzå", hvad skulle jeg så have gjort ved det, der midt i gågaden?
Ja, og så var der Ace. Ace som kom ind ad døren og ikke sagde et ord. Som gav mig tunnelsyn og smeltede mig med en enkelt berøring. Han var ældre end mig, men jeg tror kun han var blevet bedre med årene. For Oh. My. God. Ja, undskyld mit teenage-franske, men det var mindblowing. Hans krop, hans nærvær, hans glødende brune øjne, hans... alting. Han tændte en smøg ude på altanen, bagefter. Det gjorde mig ikke engang noget at han røg. Vi snakkede. Der var en pige, i den anden ende af landet, som han gerne ville have noget mere med. Hun var vist ret meget i tvivl, men han blev nødt til at prøve. Mens jeg stod der, op ad hans varme krop undskyldte han for at han ikke kunne tilbyde mig mere. Sagde at jeg skulle sige fra, hvis det gjorde mig noget det kun var tilfældig sex. Men hvordan kunne jeg sige nej, selv hvis jeg havde ønsket det? Han fortalte mig hele historien, om hende der var langt væk, og jeg lyttede og havde ondt af ham. Det var tydeligt han ikke ville mere med mig. Men alligevel blev han og så Juno. Og ugen efter kom han igen.
torsdag den 25. juli 2013
Baby update
om
gryntegrisen,
listeri
Alder: 7½ måned
Størrelse: Tyk og fed og lækker og et sted mellem str. 74 og 80. Går overraskende lidt op i de præcise mål.
Søvn: Hele natten (af og til afbrudt af en amning) og to lure om dagen. På det sidste har lurene endda ofte sneget sig op over en time.
Mad: Ammer stadig alt det hun vil have, men tit vil hun hellere have almindelig mad, så hun får 2½-3 måltider om dagen. Hun spiser grød og mos og frugt og små bitte rugbrødshapsere. Banan og nektarin er klare favoritter.
Tænder: En lille bitte bisse, der dukkede op for en uge siden. Hun har overhovedet ikke virket generet af det, men sidder ofte og sutter på tanden. Det ser simpelthen så nuttet ud.
Motorik: For to uger siden kunne hun trille, dreje rundt og skubbe sig baglæns (i et forsøg på at komme frem) Nu kan hun møffe sig effektivt fremad, komme op på alle fire, tage kravleskridt med benene (og med lidt held med hænderne) og det er også lykkedes hende at komme op at sidde. På to uger. Shit, altså.
Sprog: Hun snakker og råber og hviner. For tiden er det BWAP-BWAP-BWAP, der bliver råbt mest. Hun rækker ud når hun vil op, når hun genkender nogen/noget og når der er noget hun vil have. Hun smasker når hun er sulten og vender sig tydeligt væk når hun ikke vil mere. Hun siger "gøh" og kigger på en når noget er interessant, og hun har to forskellige grin: Et når noget et sjovt, og et når andre griner (lidt ligesom Chandler's worklaugh)
Gemyt: Vi har stadig en nem og omgængelig lille baby, der er med på det meste. Ikke at hun er en push-over, for hun skal nok sige til hvis der er noget der ikke er i orden (det går for langsomt med maden, hun må ikke få fjernbetjeningen, hun skal sove etc.) Hun er en trooper, som ikke bliver sur selvom det er over sengetid, og som sjældent får meltdowns - hun gemmer det hele til sengetid når hun har en overvældende dag. Men jeg foretrækker helt ærligt også at skulle bruge en halv time ekstra på at putte ked baby end skulle være sammen med sur baby hele dagen.
Lege: Gryntegrisen er en pilfinger. Big time. Hun vil have fat i alting, altid, og allerhelst forbudte ting som ledninger, telefoner og fjernbetjeningen. Tomme vandflasker er også et stort hit (?) og ting der kan skramle, væltes og/eller tygges på. Hun forstår næsten konceptet i MooBaa og kan selv trykke på knappen på kattebog-med-lydfra helvede (den er et grænsetilfælde ift vetolisten, fordi der godt nok er batterier i, men den lyd den afspiller er trods alt ægte kat)
Overall: Fem point, ing? Hun er jo lissom en præmiebaby.
Størrelse: Tyk og fed og lækker og et sted mellem str. 74 og 80. Går overraskende lidt op i de præcise mål.
Søvn: Hele natten (af og til afbrudt af en amning) og to lure om dagen. På det sidste har lurene endda ofte sneget sig op over en time.
Mad: Ammer stadig alt det hun vil have, men tit vil hun hellere have almindelig mad, så hun får 2½-3 måltider om dagen. Hun spiser grød og mos og frugt og små bitte rugbrødshapsere. Banan og nektarin er klare favoritter.
Tænder: En lille bitte bisse, der dukkede op for en uge siden. Hun har overhovedet ikke virket generet af det, men sidder ofte og sutter på tanden. Det ser simpelthen så nuttet ud.
Motorik: For to uger siden kunne hun trille, dreje rundt og skubbe sig baglæns (i et forsøg på at komme frem) Nu kan hun møffe sig effektivt fremad, komme op på alle fire, tage kravleskridt med benene (og med lidt held med hænderne) og det er også lykkedes hende at komme op at sidde. På to uger. Shit, altså.
Sprog: Hun snakker og råber og hviner. For tiden er det BWAP-BWAP-BWAP, der bliver råbt mest. Hun rækker ud når hun vil op, når hun genkender nogen/noget og når der er noget hun vil have. Hun smasker når hun er sulten og vender sig tydeligt væk når hun ikke vil mere. Hun siger "gøh" og kigger på en når noget er interessant, og hun har to forskellige grin: Et når noget et sjovt, og et når andre griner (lidt ligesom Chandler's worklaugh)
Gemyt: Vi har stadig en nem og omgængelig lille baby, der er med på det meste. Ikke at hun er en push-over, for hun skal nok sige til hvis der er noget der ikke er i orden (det går for langsomt med maden, hun må ikke få fjernbetjeningen, hun skal sove etc.) Hun er en trooper, som ikke bliver sur selvom det er over sengetid, og som sjældent får meltdowns - hun gemmer det hele til sengetid når hun har en overvældende dag. Men jeg foretrækker helt ærligt også at skulle bruge en halv time ekstra på at putte ked baby end skulle være sammen med sur baby hele dagen.
Lege: Gryntegrisen er en pilfinger. Big time. Hun vil have fat i alting, altid, og allerhelst forbudte ting som ledninger, telefoner og fjernbetjeningen. Tomme vandflasker er også et stort hit (?) og ting der kan skramle, væltes og/eller tygges på. Hun forstår næsten konceptet i MooBaa og kan selv trykke på knappen på kattebog-med-lyd
Overall: Fem point, ing? Hun er jo lissom en præmiebaby.
 |
| Gryntegris Sover I Klapvogn |
 |
| Gryntegris Spiser Tæer |
 |
| Gryntegris Er Gået Kold |
 |
| Gryntegris Poserer Med Vandflaske |
 |
| Gryntegris Troner I Sofa |
 |
| Gryntegris I Hængekøje |
 |
| Gryntegris Bader I Haven |
 |
| Gryntegris Sætter Sin Hat Som Hun Vil |
mandag den 22. juli 2013
Min mors have
 |
| Roulade og Rosenborgstel |
 |
| Drivhuset, som min far har bygget til min mor |
 |
| Terrassen, som min far har bygget til min mor (og garagedør og -vindue som min far har savet til og malet) |
 |
| Man sover godt i Mormors have |
 |
| Lidt for smal sti mellem bede der breder sig lidt for meget |
 |
| Bænk, som min mor fik da hun fyldte 30, og som min far siden har skiftet brædder på |
 |
| Udsigten fra hængekøjen |
 |
| Udsigt fra hængekøjen til den anden side |
 |
| Kartofler og andet godt i køkkenaven |
 |
| Haveskuret, som min far har bygget til min mor |
 |
| Det lille blågrønne fuglehus står der, så man kan stå der og kigge ud på banen på den anden side af plankeværket (som min far har bygget) |
 |
| Huset ser sort ud, men det er bare rådhusvinen der har bredt sig |
 |
| Bålpladsen (min far glæder sig enormt meget til at lave bål med Gryntegrisen) |
 |
Abonner på:
Opslag (Atom)