torsdag den 2. januar 2014

Obligatorisk 2013-liste

Sidste år slap jeg lidt nemt om ved den der nytårsliste, men i år får den hele armen (læs: jeg copy-paster skabelonen fra 2011-listen)

2013 i tal
  • Børn: 2
  • Mand: 1
  • Fødsler: 1 - heldigvis ikke min, men Prinsessens
  • Anfald af "Jeg drikker aldrig mere": 0 (heldigvis/desværre har jeg ammet hele året)
  • Bryllupper: 0
  • Begravelser: 0 1, faktisk. Så tidligt på året jeg havde glemt det.

And the winner is...
  • Bedste fest: Gryntegrisens navnefest
  • Bedste mad: Pulled pork burger fra den lokale grillerill
  • Bedste ferie: Ferie? Bwahahahaha. Nåmmen, vi var da en tur på Fanø...

Koncerter
  • Bryan Adams

Film i biffen
  • Hunger Games part deux
  • ...er sikker på vi har været mere i biffen... har vi ikke?

Set i tv
  • Netflix
  • Netflix
  • Netflix
  • Broen
  • Virkelig mange serier på Netflix

I 2014 må der gerne være mere
  • Søvn
  • Lego
  • Arbejde
  • Søvn
  • Madplan
  • Søvn
  • Vægttab
  • Rent
  • Tid
  • Søvn

Kan godt komme igennem 2014 uden
  • Dansk Folkeparti
  • Børn der vågner om natten
  • Reklamer fra Elgiganten
  • Leopardprint
  • Movember

Nytårsforsætter
  • "I 2012 2014 skal alting være meget bedre" - citat Manden
  • Tabe de resterende 12,5kg (14kg hvis jeg er ærlig her ovenpå julesulet)
  • Gennemføre halvmarathon (må være sindssyg)
  • Skrive fem blogindlæg i ugen. Mindst.
  • Spise aftensmad som civiliserede mennesker
  • Tjene nogle penge
  • Være mindre obnoxious bedrevidende (kommer ikke til at ske så længe der stadig er folk der siger "nytårsforTsæt", for det er jo ikke noget man fortsætter med, vel, men noget man sætter sig for)
  • Lære at rydde op og holde rent, som en rigtig voksen
  • Lære at cykle igen. Eller, jeg kan jo godt cykle, ing, men jeg bryder mig ikke om det, fordi det er længe siden. MEN jeg cyklede faktisk hjem efter at have afleveret Barnet i vuggestue i dag, så yay mig.
  • Finde ud af at skelne mellem arbejde og fri
  • Have det ok med at tage mit arbejde seriøst, selvom det ikke er "rigtigt" arbejde
  • Holde op med at sige at det jeg laver ikke er "rigtigt" arbejde
  • Sove hele natten, hver nat. Tak.

Årets ubestridte højdepunkt
  • Der var mange højdepunkter. Rigtig, rigtig mange. Alle sammen i stil med "Dengang Gryntegrisen slog en prut"
  • Men hvis jeg skal vælge... ej, men det kan jeg ikke

Ting Gryntegrisen lærte til jul
  • At sige "Øøøøøøj" når hun åbner pakker (eller ser noget pænt. Eller får et stort æble. Eller katten kommer)
  • At gå. Hun ræser rundt med gå-vognen og har siden jul også kunnet tage 3-4 skridt uden støtte
  • Konceptet "danse om juletræ". Hun var helt opløst af grin juleaften, så sjovt var det
  • På loftet sidder nissen er DEN BEDSTE julesang. Punktum.
  • At have fem tænder. Ok, måske ikke noget hun lærte, men fortænderne i overmunden brød igennem

Ting Gryntegrisen lærte til nytår
  • At man ikke behøver vågne om natten og skrige på mælk (amen og halleluja)

2013 på bundlinien
Rimeligt intenst år. Med fucked up tidsfornemmelse. Det første halve år var langt (og længe siden) det sidste halve år forsvandt mellem fingrene på mig mens jeg stod og tænkte "ahmmen, det når jeg nok i morgen" (det gjorde jeg ikke, red.) Det var alt sammen helt i orden, men det er også fint det er slut nu. Må 2014 blive året hvor min nattesøvn vender tilbage og hvor der ikke er valg. Orker simpelthen ikke mere hverken valgkamp eller søvnunderskud.

fredag den 20. december 2013

Hvori jeg aflyser julen

Først, så var der noget natamning som skulle til at være slut. Så der gik lige (mindst) en uge hvor alle var vågne (mindst) en time hver nat. Så sov vi. En? måske to? nætter. Så skreg hun igen. Og skreg og skreg og var sur og fik feber og havde bleeksem. Så tog vi til lægen som gav hende binyrebarkhormon. Men hun skreg stadig og holdt helt op med at spise og så sagde lægen det var blister i munden og det var der ikke noget at gøre ved. Men så længe jeg stadig ammede var det jo ikke et problem, for så kunne jeg jo bare amme noget ekstra så hun ikke sultede. Hahahahaha. Sjovt. For det var jo ikke fordi vi lige havde kæmpet for at skrue ned for det.

Nå. Men så var det hendes fødselsdag. Den var ok, taget i betragtning at vi jo på grund af det der skide sygdomsfis ikke havde nået noget som helst. Gode gaver, glad barn. Blisterne var også næsten væk så hun gad godt sutte smørret af nogle boller og indtage noget bananmos. Manden havde fået fri, men det blev en virkelig mærkelig uge, fordi han arbejde, havde fri, arbejde, havde fri men skulle arbejde alligevel. Alle blev fucked up i hovedet af det. Da de ringede onsdagen efter hendes fødselsdag og sagde jeg skulle hente hende i vuggestuen til middag begyndte jeg at hyle (altså, ikke imens jeg snakkede med dem, vel, men på vej derud) Det var i øvrigt den ene dag hvor Manden var på arbejde i dagtimerne, så der var ingen afløsning. Da hun så skreg i halvanden time og nægtede at sove var jeg millimeter fra at pakke en taske så jeg kunne skride i samme øjeblik Manden kom hjem. Nej, ikke for sjov. Jeg var fuldstændig klar til at skride. Men Manden kom hjem og tog hende og hentede burgere til aftensmad, så jeg blev.

Da Manden så fik friuge igen blev vi jo så nødt til at starte forfra med Nul Natamning. Som i helt forfra og et ekstra skridt tilbage. For i mellemtiden ramte Gryntegrisen åbenbart en virkelig rådden omgang morsyge. Jeg har fået en (!) nat med sammenhængende søvn. Jeg er træt nu. Træt og færdig. Men bare ærgerligt det så er den 20. december og hele julen mangler at blive lavet (jvf. den sidste måned i Manglende Søvn Men Til Gengæld Med Pylret Barn Land) Der er intet andet tilbage i mig en sur. Sur over at alting mangler. Sur over at Manden ikke sørgede for vi fik noget lavet mens han havde fri. Sur over jeg står selv med barn weekenden over+mandag fordi han arbejder. Sur over jeg står selv med barn OG alle juleforberedelser. Sur over jeg er træt. Sur over her roder. Sur over at det lige om lidt bliver praktisk umuligt at nå alt det der skal nås inden juleaften (jamen, hvornår fanden er det fressembel jeg skal tage i IKEA og købe min brors gave?!) Sur, sur, sur. Med sur på.

I onsdags, lige inden Manden skulle afsted på arbejde kom jeg til at tude af træthed og så var det jeg sagde noget meget frygteligt, men meget ærligt. At jeg faktisk ikke rigtigt har lyst til at holde jul. Og så i dag, hvor jeg bare stadig er træt - ikke bare sove-træt, men træt langt, langt ind i sjælen - og jeg gik ud i køkkenet og så rodet og hvor meget arbejde der var før jeg overhovedet kunne begynde at tænke på at bage småkager, der tænkte jeg det samme. At jeg bare slet ikke orker. Det er ikke engang noget med at skulle grave dybt, for at finde den sidste lille rest overskud. Det er vist noget med at den slet ikke er der.

Så nu... nu går jeg vist ind og vækker Manden, selvom det er midt på dagen og han kun har sovet tre timer. For det går bare ikke. Jeg har simpelthen ikke mere at trylle med.

lørdag den 14. december 2013

Mens vi venter (på at få lov til at være i fred)

Vi er igang med at gennemgå billeder (julegave-relateret, så helt tys-tys!) og bedst som vi sad og scrollede igennem endeløse mængder baby-billeder dukkede der to op som gjorde os flade af grin. Jeg har lavet dem til en GIF, for your viewing pleasure. Jamen det var da så lidt.



................

Hvornår der kommer flere rigtige indlæg? Det ved jeg sguda ikke. Engang når strømmen af rød numse, hormoncreme, blister, natskrigeri, eftermiddagsskrigeri og generel mor-afhængighed stopper, går jeg ud fra. Så om en 17 års tid, vil jeg tro.

onsdag den 4. december 2013

And the winner is...

Uuuh, er I spændte? Nå, ikke. I don't blame you. Det er vel efterhånden så længe siden jeg satte den her giveaway igang at I har glemt alt om det.

Nå. Men vinderen blev, ved simpel lodtrækning, Newborn Housewife! Så tillykke til dig! Send mig en mail (mandenogkonen@gmail.com) så sender jeg en retur med din gavekode. Den er gyldig til den 31/12 - julegave, måske?

tirsdag den 3. december 2013

Hvori I godt må slå mig i hovedet med et cricketbat

Jeg ved det. Det er over en måned siden jeg sagde jeg ville trække lod. Og jeg havde det hele planlagt, ama'r. Og det var godt. Men så kom der et valg som tog langt flere kræfter end jeg havde regnet med og bedst som jeg troede at NU var det endelig slut blev borgmesteren ligesom kuppet og så blev det for alvor crazy. Og så fik Barnet Der Aldrig Er Syg 39,5 i feber.

Og nu. Nu er jeg træt. Som et alderdomshjem.

Jeg trækker lod i morgen. Lover.

mandag den 18. november 2013

Hvori det skal til at være slut med natamning

Da Gryntegrisen var en times tid gammel spiste hun sit første måltid mælk. Uden nogen som helst form for pjat. Et døgns tid gammel sugede hun sig fast og gav ikke slip før mælken var løbet til og så spiste hun pænt og regelmæssigt (og ikke mindst hurtigt) og fandt relativt hurtigt ud af at man godt kunne klare sig med en enkelt amning i løbet af 11-12 timers nattesøvn. I sommers var der endda en lang periode hvor hun slet ikke blev ammet om natten.

Men. Først gik det baglæns, så. gik.. det... i.... stå. Hun begyndte at vågne ikke bare en, men to (!) gange om natten, og bedst som vi var ved at forsøge at rette op på det, var det jo tid til vuggestuestart. Og det var ligesom voldsomt nok for hende, uden vi behøvede at kæmpe 1½-2 timer hver nat om noget amning. Især når hun tydeligvis havde brug for lidt ekstra tryghed.

Men NU skal det kraftstejleme være slut. Det er ikke så meget det at hun vågner to gange og vil have mælk. Det er mere det at hun ofte har svært ved at falde i søvn igen bagefter, og at hun cirka ligeså ofte vågner så meget op at hun tisser (helst ud over det hele) og derfor også skal skiftes. Klokken midt om natten. Min tålmodighed er opbrugt, og jeg har opdaget at jeg er et meget dårligt og grimt menneske mellem 23 og 02. Jeg er et forbløffende overskudsagtigt og venligt menneske klokken 03.30, men klokken 01.15 har jeg ingen tålmodighed. Og jeg vil gerne have min nattesøvn tilbage nu.

Indtil nu har vi mest taget det amning som det kom, og så er det gået af sig selv. Undtagen da vi afskaffede formiddagsamningen. Altså, det gik stille og roligt, men det var en aktiv beslutning, fordi hun skulle til at starte i vuggestue og det virkede helt ærligt noget nemmere at vænne hende af med det på forhånd, stille og roligt, end at der pludselig var kold tyrker.

Min mor siger det er u.mu.ligt at stoppe med natamning, så længe jeg ammer om dagen. Men vi trives jo begge to fint med de andre amninger (putte-, godmorgen- og eftermiddagsamning) så dem ville jeg egentlig gerne fortsætte med indtil det stopper af sig selv. Lige nu er der kold tyrker på natamningsfronten, med det resultat at hun er vågen 1½ time midt om natten, med meget varierende grad af skrigeri. Hun bliver tilbudt vand og et kram hvis hun er ked, og vi tænder ikke lys og snakker kun med soooooooove-stemmerne. I nat (min tjans) var hun nem nok at genputte når hun rejste sig op, og hun lå ligeså stille i sin egen seng. Hun sov bare ikke, og rejste sig og kaldte med jævne mellemrum. Hun blev ked af det (og skuffet) da jeg prøvede at tage hende over i den store seng (så jeg ikke behøvede at sidde/ligge i akavet stilling ind over tremmerne), men faldt hurtigt til ro da jeg lagde hende tilbage i egen seng.

Så nu spørger jeg jer, der har langtidsammet: Hvad er jeres erfaringer? Skal jeg indstille mig på afbrudt nattesøvn indtil fuldstændig ammestop? For hvis valget står mellem nattesøvn og amning ved jeg helt ærligt ikke hvad jeg ville vælge - det føles slet ikke som om jeg er færdig med at amme, men på den anden side føles det ret meget som om jeg gerne vil have sammenhængende søvn.

onsdag den 13. november 2013

Den virkelige mig

En del af projekt #mitnyeliv er, som I måske husker, at få ryddet op i mit lort. Fysisk og ikke mindst psykisk. Det er en anelse diffust og det er svært at finde ud af hvordan jeg skal gribe det an. Hvor meget, hvor lidt, hvor langt. Hvem, hvad, hvornår. Hvorfor.

Jeg er så småt begyndt. Med at se ting i øjnene, i stedet for at skubbe dem væk med det samme de dukker op. Det er ikke en revolution eller noget. Det er bare små bitte skridt.

Min nuværende psykiater (kan man overhovedet sige det når det er over et år siden jeg har været der?) skrev engang i et stykke papir til SU styrelsen at jeg har en tvangspræget personlighedsstruktur. Jeg går ud fra det er fordi det er (en del af) hans diagnose. Og jeg har vist også nævnt det før. Jeg har aldrig været i tvivl om at der er rigtigt, men først i går satte jeg mig ned og læste op på det.

Det er hårdt. Ikke fordi det er forkert eller overraskende, hvad der står. Men fordi det ikke alt sammen er pænt, og når det står sort på hvidt er konfrontationen ikke til at undgå.

Fra nu af, når jeg skal fortælle om mig selv, kan jeg bare henvise til den liste med personlighedstræk. Som alle sammen er mine i større eller mindre grad (langt de fleste i større grad) Se listen her hvis du har lyst.

tirsdag den 12. november 2013

Noget om valg

I dag er der en uge til der er valg, og dermed også en uge til vi er færdige med valgkamp og kan begynde at lave noget seriøst igen (hvadenten man er kommet i byrådet eller ej) Det glæder jeg mig til. Selvom valgkamp kan være spændende nok, så er det også en kende trættende i længden at diskutere plakater og valgfolderen og hvem der sidst har sagt hvad til hvem fra hvilket parti. Valgkamp og kommunalvalg er slet ikke så spændende og glamourøst som man måske kunne tro. I hvert fald ikke her i Partiet.

Det gik op for mig hvor forskelligt sådan et valg ser ud indefra hhv udefra, da jeg læste indlæg ovre hos Øglemor og Cirkus Melbollis. Det handler godt nok om at forklare sådan et valg for 4årige, så jeg aner jo faktisk ikke hvordan de selv betragter valget. Men jeg ville nok forklare valget en del anderledes - for det er langt fra alle der hænger i lygtepælene der vil være borgmester. Og borgmesteren er overhovedet heller ikke ham der bestemmer (men selvfølgelig har han/hun en vis betydning).

Med udgangspunkt her i Kommunen Ved Vandet (som nok ligner ret mange andre kommuner af samme størrelse) giver jeg jer:
Den Overhovedet Ikke Illustrerede Guide til Hvem Dem Der Hænger I Lygtepælene Er

Her i Kommunen Ved Vandet er den nuværende borgmester socialdemokrat, og det vil han gerne blive ved med at være (både borgmester og socialdemokrat) Ham Fra Venstre vil også gerne være borgmester og har derfor skrevet "borgmesterkandidat" på alle sine plakater. Det er der også en af dem fra Dansk Folkeparti der har, men det er vist ikke rigtigt sandsynligt, eftersom de pt kun har et mandat i byrådet. Der er ikke andre end de tre der gerne vil være borgmester - eller, det vil de måske gerne, sådan personligt, men i forhold til valget er det Ham Fra Socialdemokraterne og Ham Fra Venstre der går efter posten.

Med mindre nogen får et usandsynligt godt valg er der ikke andre her på vores halvdel af det politiske spektrum der kan blive borgmester. Vi er alle sammen i et valgforbund, hvor vi har skrevet under på at vi peger på en borgmester fra det største parti i valgforbundet. Jeg ved ikke hvordan de har organiseret sig ovre på den anden fløj, men det er ligeså usandsynligt der skulle dukke en uventet kandidat op der på valgnatten.

Alle de andre ansigter i lygtepælene vil gerne i byrådet (som er nøjagtig det samme som kommunalbestyrelse, det er bare forskelligt hvilket ord man bruger), som er dem der bestemmer. Her i kommunen er der 25 pladser i byrådet, og det er de 25 der træffer beslutninger om økonomi, skoler, veje, idrætsanlæg, middelaldermarked etc. etc. Det er de 25 der skal samarbejde i fire år om at få kommunen til at fungere.

Og nu sidder I der og tænker "Ahmmen, herregud, det kan da vel være ligemeget når det bare er en 4årig man forklarer det til" Men nej. Ikke herhjemme i hvert fald. For jeg synes det er så fandens vigtigt, og helt grundlæggende for den måde systemet er skruet sammen på her i Danmark, at der er mange forskellige partier, med mange forskellige holdninger, som skal arbejde sammen. Det er ikke bare én mand (m/k) der sidder og enevældigt bestemmer det hele - det er faktisk noget vi gør i fællesskab, gennem 25 mennesker, som gerne skulle repræsentere og afspejle kommunens sammensætning.

Så gå ned og stem. På tirsdag. Eller nu, nede på biblioteket. Stem, for fanden. For det er ikke en skid ligegyldigt. Det er faktisk det valg der afgør om der bliver lukket skoler, om skatten skal ændres, om der skal være byfest, om der skal ansættes flere hjemmehjælpere, om hullet i din vej bliver repareret (indsæt selv flere)

Så stem. Vælg.

mandag den 4. november 2013

The John Games I

Ved (fuldstændig fair) afstemning blev det afgjort hvem af de 16 håbefulde deltagere der ville få en plads i Big John-huset.

De heldige var Fairy John, Nabo John, Pizza Pia, Børnehjems John, Æbleskive Pia, Villa John, Skovl John og Pølse Pia, der nu alle er ved at gøre sig klar til første nat i huset.

Det betyder desværre også at vi har måttet sige farvel til Politi John (Katrine), Bager John (Birgitte B), Brandmands John (Frk Struds), Præste Pia (Fru Forstad), Barbossa John (Sidse), Bonde John (Kicki), Chauffør John (Alice M) og Pirat John (Gravid Grahvad) 

Følg med på instagram @mandenogkonen og #thejohngames 

 

lørdag den 2. november 2013

Lodtrækning i giveaway

Jeg havde jo egentlig lovet at jeg ville trække lod i går. Men så skulle Manden opereres, og det tog hele dagen selvom det var en halv times indgreb (åh, det danske sygehusvæsen) så vi gik omkuld med pulled pork burger og lade da vi kom hjem.

Men nu... NU... trækker jeg heller ikke lod. For vi har besluttet at trække pinen ud med Verdens Længste Lodtrækning, aka The John Games.

Der vil være et dagligt sammendrag her på bloggen, men hvis I vil følge med LIVE så foregår det ovre på instagram (@mandenogkonen #thejohngames)

Jeg ved ikke hvor længe det kommer til at tage. Indtil de alle sammen er dø...øh...elimineret.

Og forresten, så har dommeren besluttet at Gravid Grahvad gerne må være med, selvom tilmeldingen kom lidt sent (for så var der 16 deltagere og 16 er sådan et dejligt tal når man laver turnering)

LET THE GAMES BEGIN! (and may the odds be ever in your favor)