Hvori jeg er ved at dø (og hvori jeg muligvis overdramatiserer titlen en smule)

Gik jo skide fint. Topfint, simpelthen.

Var kun fuldstændig smadret bagefter. Så smadret som jeg ikke har været... ja, siden før jeg blev gift, tror jeg?

Og i dag gør vi det igen. Fordi jeg åbenbart er suicidal. Det, eller et normaltfungerende voksent menneske. Ruling pending.

"Vi skal nok finde ud af det."

Sagde han.

Jeg sagde:

"Det er vi jo nødt til."

Men muligheden ligger jo og lurer. Hvad nu hvis det for fanden bare slet ikke går?

"Ja, så ville du have mistet en god ven..."

Spekulerede min psykiater.

Jeg så på ham som om han var åndssvag.

Scenariet er utænkeligt. U-fucking-tænkeligt.

Men hvis det ikke går i dag...

...så går det måske slet ikke.

Og mit hjerte kan simpelthen ikke bære det.