Det gik pludselig op for mig, at det ikke var mig der var noget galt med. Dengang.
Jeg har insisteret ihærdigt på det altid i alle årene siden. Men det er først nu jeg kan se det. Ikke som en forurettet teenager.
Men som en voksen.
Som en voksen der kan se hvad de voksne omkring mig gjorde (og undlod at gøre) og som kan se at det var deres ansvar og ikke mit.
Der var ikke noget galt med mig, jeg var ikke forkert. Jeg var som jeg var. Som jeg er. Og det er en god ting at være.
Måske de voksne omkring mig ikke kunne, ikke ville, se mig som jeg var. Men jeg kan se mig, nu. Og jeg føler ikke andet end kærlighed.
Sammen med erkendelsen kom lettelsen. Det var ikke mit ansvar og det var ikke min skyld - og pludselig var jeg ligeglad med hvis ansvar og hvis skyld det var.
For jeg er her nu.
Og jeg er stærk og lidenskabelig og min egen.
Og jeg elsker. Så meget.
Og dem der ikke kan, ikke vil, se det kan rende mig.
Jeg har insisteret ihærdigt på det altid i alle årene siden. Men det er først nu jeg kan se det. Ikke som en forurettet teenager.
Men som en voksen.
Som en voksen der kan se hvad de voksne omkring mig gjorde (og undlod at gøre) og som kan se at det var deres ansvar og ikke mit.
Der var ikke noget galt med mig, jeg var ikke forkert. Jeg var som jeg var. Som jeg er. Og det er en god ting at være.
Måske de voksne omkring mig ikke kunne, ikke ville, se mig som jeg var. Men jeg kan se mig, nu. Og jeg føler ikke andet end kærlighed.
Sammen med erkendelsen kom lettelsen. Det var ikke mit ansvar og det var ikke min skyld - og pludselig var jeg ligeglad med hvis ansvar og hvis skyld det var.
For jeg er her nu.
Og jeg er stærk og lidenskabelig og min egen.
Og jeg elsker. Så meget.
Og dem der ikke kan, ikke vil, se det kan rende mig.
Det lyder som en god erkendelse og forløsning. Jeg ved ikke helt hvad baggrunden er, andet end de gætterier dine tekster muligggør. Men det lyder som om, at du er kommet til den helt rette station.
SvarSlet