Det der ramte mig som et godstog på årets første dag var at jeg (stadig) elsker Es. På samme måde som jeg altid har gjort. Det kom langt mere bag på mig end på ham. Den slags er man måske altid selv den sidste der ser?
Der var lige et par uger (eller tre... eller fem... hvem fanden ved om det er slut endnu?) hvor alting var lidt... sindssygt. Og sindssygt hårdt. Ikke fordi hvordan jeg har det er et problem i sig selv, men fordi der pludselig var ti års venskab og ti års følelser vi skulle have vendt på én gang.
Det gjorde - gør - det ikke nemmere at vi er så fundamentalt forskelligt skruet sammen, at jeg ikke er sikker på han nogensinde kommer til at forstå hvordan mine følelser fungerer, og omvendt. Det er selvfølgelig heller ikke vigtig. Det handler primært om at jeg skal lære at komme overens med hvem og hvordan jeg er, og have det godt med det.
Nu er vi ved at være et sted hvor det er de mere almindelige frustrationer der fylder igen. Og det er en lettelse.
Aktuelt er der en del ting, der ville være mere oplagte at dele med en veninde, og selvom Es er mange ting, så bliver veninde aldrig en af dem. Mest fordi han aktivt bekæmper det. Som fx når jeg ser gamle klip hvor Jean-Jacques Goldman spiller guitar, og jeg dør en lille smule og bliver sådan ret meget "Mmm...jo tak" og "Ku' godt", så er det som om Es ikke helt fortstår det. Det er faktisk næsten som om han helst vil være fri for at høre om det.
Desværre har jeg en mistanke om at det ikke ville hjælpe synderligt hvis jeg havde flere veninder i stedet. For det er sjældent (læs: aldrig) jeg støder på nogen der aner hvem Jean-Jacques Goldman er, og endnu sjældnere (læs: stadig aldrig) jeg støder på nogen der har en ligeså latterligt stor svaghed for alt hans musik.
PS. Beklager at Johnny Hallyday også er med i det der YouTube-klip. Men det er desværre hans koncert.
Det lyder alt sammen meget kompliceret - eftersom 'manden' vel ikke er den samme som 'Es'... Gode tanker og positive vibrationer til dig.
SvarSletDet er slet ikke kompliceret.
SletManden er ham jeg er gift med, ham jeg har børn med, ham jeg skal bo sammen med resten af mit liv. Mit livs kærlighed.
Es er min bedste ven, selvom 'ven' i virkeligheden slet ikke er nok til at dække over det bånd vi har, slet ikke det bånd jeg har til ham. Det er også for livet. Han er også mit livs kærlighed.
Jeg har kærlighed nok til elske dem begge. Da jeg først fik sagt det højt gav det sig selv. Det er jo bare sådan det er.