Jeg bruger også lang tid på at tænke på, hvorfor jeg tænker så meget på blogindlæg uden nogensinde at få skrevet noget. Der er nok i virkeligheden mange grunde (og ingen af dem definitive), men det handler rigtig meget om, at både bloggen som medie og min egen (blog)identitet har rykket sig. I hver sin retning.
På den ene side er jeg ikke længere helt sikker på mit udtryk. Jeg bliver aldrig rigtig mainstream, og jeg kommer aldrig til at appellere til et bredt spelt-segment (fordi jeg hverken kan eller vil identificere mig med det). Jeg har til gengæld heller ingen kant, og er i virkeligheden for usikker og blød til at tage nogle af de store diskussioner op. Det har aldrig rigtig været et problem, fordi jeg var relativt sikker på, hvem det var, der skrev på min blog. Det er jeg ikke mere. Mit liv har indhentet mig, og der er ikke særligt mange gnidninger mellem hvad der sker på bloggen og hvad der sker i mit virkelige liv. Det lyder måske paradoksalt, når jeg altid har haft en hudløst ærlig blog, men på det sidste har jeg måttet indse at det er i spændingsfeltet mellem "hvad ville jeg ønske jeg kunne skrive" og "hvad kan jeg i virkeligheden skrive", at de interessante indlæg bliver til.
Lige nu er jeg et sted, hvor jeg udlever de ting jeg gerne vil skrive om, ude i virkeligheden. Og så er det som om der pludselig ikke længere er en grund til at skrive dem. Jeg har jo Gryntegrisen lige her, og selvom det er sjovt og spændende og udfordrende hver eneste dag, så er det ikke rigtigt det stof (mine) blogindlæg er gjort af. 47 indlæg om at "i dag var Gryntegrisen sød, men også lidt træls" føles som spild af både min og jeres tid. Underligt nok, eftersom jeg faktisk godt kan lide at læse andres indlæg om at deres børn er søde, men også lidt trælse.
Noget andet er, at jeg ikke længere føler mig rigtigt "hjemme" i blogmediet. Det er blevet noget helt, helt andet end det var for 10+ år siden, hvor jeg skrev mit første indlæg. Dengang var det et fåtal, der skrev, og det var nok i virkeligheden rimelig nørdet. Lige pludselig er det blevet et karriere-spor. Og det er blevet kommercielt ad helvede til.
Det er ikke fordi jeg har noget imod en giveaway hist og pist, eller en diskret reklame i sidebar'en. Men jeg har noget imod at det er blevet så systematisk. Jeg hader - hader - at komme halvvejs (eller helvejs) igennem et blogindlæg, inden jeg finder ud af det er en reklame. Og det ER reklame, lige meget hvor meget man pynter det med et lille "bringes i samarbejde med" eller "holdningerne er helt mine egne" til allersidst. Faktum er at man aldrig havde skrevet netop det indlæg, om netop den ting, hvis ikke man var blevet
Hvad konklusionen på det her bliver? Jeg ved det ikke helt. Det bliver afgjort ikke et farvel, for jeg elsker stadig bloggen og alle jer der læser med. Men jeg skal finde ud af, hvad det egentlig er jeg vil skrive om - og om det er arbejdet værd. I mellemtiden kan I i hvert fald hygge jer med de 20+ Throwback Thursday-indlæg jeg har planlagt med uddrag fra Den Gamle Blog, hvor min blogger-identitet (og -udtryk) var noget tydeligere.
Åh, jeg er faktisk helt enig - omvendt synes jeg bare at det er lidt fint at få en smule penge ind på kontoen fra bloggen (jaja, jeg er totalt materialistisk og har været indtægtsløs alt for længe...). Jeg kan sagtens genkende irritationen - og faktisk synes jeg selv at sponsorerede indlæg er død-irriterende at læse! Alligevel siger jeg jævnligt ja til at lave dem - dog vil jeg fastholde at indlæggene ville være blevet lavet alligevel og hvis reklamen ikke passer ind i noget jeg ville skrive så siger jeg nej til den.
SvarSletMåske kan det bedre forsvares hvis det fra starten af er tydeligt at der er tale om reklame (i stedet for at det står til allersidst) - så er det også nemmere at springe indlægget over ;-)
Og forresten - så elsker jeg jo din blog. Og jeg synes at du har masser af kant. Udtrykket er helt klart ændret i takt med at du har arbejdet igennem sorgen over Ronan og ind i glæden over Gryntegrisen, men din skrivestil er den samme. Og den er værd at læse.
Hvis det står allerførst i indlægget (eller som en del af overskriften) har jeg ikke nogen problemer med det. For så kan man jo, som du siger, springe det over. Eller læse det med forbehold. Man har jo et nærmest personligt forhold til mange bloggere, og så synes jeg nemt man kommer til at føle sig lidt snydt, eller at man blev lokket til at læse indlægget under falske forudsætninger. Hvis du forstår hvad jeg mener?
SletOg tak. Jeg er glad for du synes jeg er læseværdig - det giver mig håb om at der stadig kan findes noget at skrive (og læse) om. Selvom det hele er blevet noget mere kompliceret og uklart i takt med jeg er blevet ældre. For ti år siden røg det hele bare ud, fuldstændig ufiltreret og der var ingen jeg skulle tage hensyn til. Oh well.
Jeg tænker de samme tanker som dig, specielt i forhold til reklamerne. Jeg går valgt at takke nej, blandt andet fordi jeg synes, at det ikke er det værd og dybest lidt besværligt. Husker folk at betale skat?
SvarSletNå men. Jeg kan sagtens genkende det du skriver med at finde sin stemme. Min blog, instagram og Facebook lugter af barsel og modermælk og det keder faktisk også mig. Jeg er dog heller ikke til de store slag og diskussioner.
Jeg bliver hængende til du finder din stemme :)
Jeg er glad for du bliver hængende - og du har godt nok hængt længe efterhånden :)
SletDet er underligt, at det der er så hyggeligt og helt igennem godt herude i virkeligheden ofte bliver så kedeligt på skrift.