fredag den 9. december 2011

At leve med døden

Vores verden er pludselig fuld af historier om døde børn, og fuld af historier om forældre der ligepludselig har fået smadret deres liv. Man opdager hurtigt at man overhovedet ikke er alene i sin sorg, og man opdager næsten ligeså hurtigt at der er ligeså mange måder at tackle sorgen på som der er mennesker i sorg. Men lige netop den forskellighed styrker os i at den måde vi gør tingene på et den rigtige for os. Der er tit nogen der åbner ens øjne for nogle ting man bliver nødt til at forholde sig til, eller nogen der har en måde at gøre tingene på som man kan tage med sig - men ligeså ofte er det omvendt, et "sådan er det i hvert fald ikke rigtigt for os"

Når man mister et barn har man ret til at opføre sig lige præcis som man har lyst til, og hvordan man bærer sin sorg og sit liv er det kun en selv der kan finde ud af, og jeg har ikke mødt eller hørt om en eneste hvor jeg ikke kunne sætte mig ind i deres måde at gøre det på. Men for os var der kun to muligheder: Enten vælger man at leve eller også vælger man at dø. Mellem-limboet, hvor man bliver ved med at leve, men svælger i selvmedlidenhed og "hvis det her bare ikke var sket ville mit liv være godt" synes jeg er en pissefesen nul-løsning.

Det er ikke ensbetydende med at så står vi op i morgen og holder op med at synes at livet burde være anderledes, eller at så er vi aldrig mere kede af det. Det betyder bare at vi tager kampen op. Det at vi har mistet et barn skal ikke blive en belejlig undskyldning for at være ynkelig og på tværs resten af mit liv. Resten af mit liv skal ikke gå med at svømme rundt i min egen bitterhed, og Ronan skal ikke idoliseres til at være det der kunne have gjort hele mit liv godt. Det er en alt for stor byrde at lægge på så lille et menneske.

Det bliver aldrig, aldrig, aldrig ok at han døde. Men det bliver det bare nødt til at være alligevel. Det bliver nødt til at være ok at vores liv er som det er. Vi har valgt at leve, med alt hvad det indebærer - vi har kun det ene liv og det ville være synd og skam ikke at få det bedste ud af det.

2 kommentarer:

  1. Well said. Og det kan overføres på mange andre kriser også.

    SvarSlet
  2. Jeg har lyst til at kopiere dit indlæg og bære det med mig, og så hive det frem hver gang nogen spørger hvordan det går.
    Hvis jeg nu siger det højt mange gange nok, bliver det måske også sådan for mig.

    Ingen fesne nul-løsninger for dig: all-in for livet. Tillykke!

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.