Min mor ringede. Almindelig mormor-snak med Gryntegrisen, og så ville hun egentlig bare lige høre hvad jeg lavede i havet ved Svendborg?
Afholdt mig fra den direkte, men måske lidt konfrontatoriske udlægning af begivenhederne, at jeg fik kneppet hjernen ud, altså, når ikke jeg var i vandet. Svarede i stedet mere diplomatisk, at jeg var dernede med Kinney, i en skurvogn, for at skrive.
Det fordomsfulde, forudindtagede, næsten forurettede tonefald indfandt sig med det samme. Hvem? Og hvad?
Afgjort for meget at forlange at hun skal gå og huske på hvem jeg har nævnt, så der var næsten ikke nogen træthed i min stemme, da jeg forklarede at det var ham jeg skulle have de der eksemplarer af Hjemmet med til. Fordi vi har nogle ideer vi skal have prøvet af.
Nej, det ved jeg ikke, mor, jeg sagde ideer, ikke et færdigt produkt. Det er noget vi arbejder på. Noget spoken word, måske, vi har snakket om at vi skal ud og optræde med noget, sammen. Om der er penge i det? Nej, det har jeg da virkelig ingen formodning om. Det er sguda ikke derfor jeg skriver.
Det uundgåelige tomme "nå" fulgte. Hun havde stadig ikke lige fået placeret hvem fanden Kinney er. Surdej, mindede jeg hende om. Vi snakkede om surdej sidst jeg var hjemme, at jeg skal til København og hente den. Når jeg alligevel skal introduceres til den Københavnske poesiscene.
Formaningen faldt prompte: Hold begge ben på jorden. Hvad fanden er det for nogle ben jeg skal holde på jorden? Måtte bide tænderne sammen og blidt hvisle, at jeg jo ikke har noget at tabe på det. I hvert fald får jeg under alle omstændigheder en surdej med hjem. Og en skrivemaskine.
Oplysningen registrerede slet ikke. Der er jo ikke nogen der skriver på gammeldags skrivemaskine i dag. Det går jo ikke hurtigere. Det var tydeligt, at alene tanken om en skrivemaskine er så solidt plantet i kategorien "pjat" at man ikke engang behøver fake en oprigtig interesse.
Det er en anden måde at skrive på, forsøgte jeg forsigtigt, mere permanent, uden mulighed for at slette de fejl man begår.
Jeg fik et fnys.
Skal Gryntegrisen lige sige farvel?
Afholdt mig fra den direkte, men måske lidt konfrontatoriske udlægning af begivenhederne, at jeg fik kneppet hjernen ud, altså, når ikke jeg var i vandet. Svarede i stedet mere diplomatisk, at jeg var dernede med Kinney, i en skurvogn, for at skrive.
Det fordomsfulde, forudindtagede, næsten forurettede tonefald indfandt sig med det samme. Hvem? Og hvad?
Afgjort for meget at forlange at hun skal gå og huske på hvem jeg har nævnt, så der var næsten ikke nogen træthed i min stemme, da jeg forklarede at det var ham jeg skulle have de der eksemplarer af Hjemmet med til. Fordi vi har nogle ideer vi skal have prøvet af.
Nej, det ved jeg ikke, mor, jeg sagde ideer, ikke et færdigt produkt. Det er noget vi arbejder på. Noget spoken word, måske, vi har snakket om at vi skal ud og optræde med noget, sammen. Om der er penge i det? Nej, det har jeg da virkelig ingen formodning om. Det er sguda ikke derfor jeg skriver.
Det uundgåelige tomme "nå" fulgte. Hun havde stadig ikke lige fået placeret hvem fanden Kinney er. Surdej, mindede jeg hende om. Vi snakkede om surdej sidst jeg var hjemme, at jeg skal til København og hente den. Når jeg alligevel skal introduceres til den Københavnske poesiscene.
Formaningen faldt prompte: Hold begge ben på jorden. Hvad fanden er det for nogle ben jeg skal holde på jorden? Måtte bide tænderne sammen og blidt hvisle, at jeg jo ikke har noget at tabe på det. I hvert fald får jeg under alle omstændigheder en surdej med hjem. Og en skrivemaskine.
Oplysningen registrerede slet ikke. Der er jo ikke nogen der skriver på gammeldags skrivemaskine i dag. Det går jo ikke hurtigere. Det var tydeligt, at alene tanken om en skrivemaskine er så solidt plantet i kategorien "pjat" at man ikke engang behøver fake en oprigtig interesse.
Det er en anden måde at skrive på, forsøgte jeg forsigtigt, mere permanent, uden mulighed for at slette de fejl man begår.
Jeg fik et fnys.
Skal Gryntegrisen lige sige farvel?
Hmm. Som +40 årig med piger på 14 og 17 forsøger jeg desperat at finde ud af, hvem af jer to jeg identificerer mig med - og hvordan jeg ville reagere i begge situationer. Hmm...
SvarSletChristine