Jeg vidste det godt, da de velkendte symptomer begyndte at sætte ind. Spiste ikke, sov ikke, anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Var i det hele taget håbløst miserabel.
Men det gav ingen mening.
Havde ikke engang kendt ham i en uge, og vi snakkede allerede om kærlighed. Skrev om kærlighed. Mest af alt følte vi kærlighed, og forsøgte desperat at få det til at give mening.
Hvordan kan det opstå ud af det blå på den måde? Hvordan kan det lade sig gøre at få plads til den slags altopslugende forelskelse midt i hverdag og madpakker? Hvordan er det muligt at være så tæt forbundet til et menneske man aldrig har mødt?
Alting talte for, at det ville ende i et flammehav af apokalyptiske proportioner, og at det ville gøre det hurtigt. Der var intet - absolut intet - der tilnærmelsesvist antydede at det nogensinde ville komme til at gå.
I bedste fald ville der ikke været noget at komme efter ude i virkeligheden.
I værste fald ville jeg slå mit ægteskab i stumper og stykker.
...
...
Og nu sidder jeg så her, en måned senere, og forstår ikke, hvordan i alverden man bare kunne få det hele, uden der hverken var nogen der blev skilt eller døde.
PS. Render stadig rundt med det dummeste grin plastret ud over hele krydderen det meste af tiden. Er faktisk generelt ulidelig at være sammen med. Rundstyk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.