torsdag den 8. september 2016

Hvori jeg er ved lægen

"Du vil gerne have p-piller kan jeg se. Men du er 45, så..."

"..."

"Nej, vent, det var den forkerte journal jeg havde fremme. Du er 29."

Mit smil var på det tidspunkt måske allerede ved at være en smule anstrengt, og mit forsøg på at komme med en lille tøhø var hverken hel- eller halvhjertet.

Så fulgte de uundgåelige, dumme spørgsmål om ting der allerede står i min journal. Børn, fødsler, tidligere prævention.

"Du fik fjernet din spiral i december? Hvad brugte du så efter det?"

"Ikke noget. Tydeligvis. Jeg blev gravid lige efter. Der skal åbenbart kun en enkelt gang til, haha."

Denne tøhø var mere oprigtigt ment, men hun opfattede den ikke. Blev faktisk mest lidt stram i det og hendes blik flakkede en smule, mod hendes skærm, min mave. Der var noget der ikke helt gik op for hende.

"Jeg aborterede i april," oplyste jeg hjælpsomt. Jeg er efterhånden ved at være vant til at der åbenbart ikke er nogen grund til at ting bliver skrevet ned i min journal. Der er i hvert fald aldrig nogen der bruger de oplysninger til noget.

Mere stramhed.

"Hvor langt henne var du?"

"17 uger."

"Så en spontan abort," konstaterede hun så, som om det ikke var klart.

"Ja. Og så fik vi ikke lige taget stilling til prævention efter det."

"Hvorfor vil du så have p-piller nu?"

Jeg kunne godt mærke det dumme grin brede sig med det samme. Det der grin, der breder sig med det samme jeg kommer til at tænke på...

"Fordi jeg har fået en kæreste, som jeg er rigtig glad for, og jeg stoler ikke på mig selv sammen med ham. Så jeg er nødt til at have noget, der virker uden jeg skal tænke over det i gerningsøjeblikket."

"Men du har to børn...?"

Jeg fornemmede godt det var et spørgsmål, men ikke helt hvorfor det var relevant. Det dumme grin var ikke forsvundet. Kærlighed og hoste kan ikke skjules, eller hvad det er man siger.

Efter jeg bekræftede oplysningen var hun stille lidt, inden nådesstødet kom.

"Er du ikke tilfreds i dit forhold?"

Jeg ville sådan set bare gerne have en recept på p-piller.

Jeg ved ikke helt hvorfor det kræver en minutiøs, tenderende til fordømmende gennemgang af hvem jeg har sex med og hvorfor.

2 kommentarer:

  1. Blev også krydsforhørt af min læge i forbindelse med spiral - valgte en anden læge i lægehuset, og fik en uden spørgsmål. Har ikke tålmodighed til den slags🙈

    - K

    SvarSlet
    Svar
    1. Den læge jeg normalt er hos havde ikke tid indenfor en overskuelig fremtid. Og needs must when the devil drives... haha

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.