Og bare sådan uden videre var det hverdag igen.
Jeg har kysset Manden farvel i døren og vinket til ham fra vinduet. Det virkede underligt normalt. Som om de sidste fem måneder ikke var mere end en almindelig friuge.
Det har været en god dag i dag, denne den sidste dag af Mandens barsel. Heldigvis. Det var ok han tog afsted.
I morgen skal testen stå. Det er mig der står alene med bleer og putning og leg. Og forsøg på at få Babyen ned i den nye Manduca bæresele, som hun ved første øjekast hader ligeså indædt som vikle og slynge (aihmmen, come on, hvorfor skal det være sådan et drama?!)
Vi starter blidt ud med Verdens Korteste Arbejdsuge, på kun to nætter. Så selv hvis jeg går i panik virker det overskueligt. Men i næste uge, så bliver det alvor. Og det virker ikke overskueligt. Overhovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.