Og hvordan er det så lige gået med det indtil videre, spørger den interesserede læser så. Jamen tak fordi du spurgte, nu skal du høre:
Første januar ramte den frygtelige og frygteligt indlysende sandhed at jeg elsker Es. Eller rettere, at jeg aldrig var holdt op med at elske ham. Det var (og er) en hel del at skulle forholde sig til ti års følelser på en gang. Han tog det pænt. Det gjorde jeg faktisk også. 2016 blev jo året hvor jeg blev lykkelig, og det skulle den slags småting ikke komme i vejen for. Jeg kunne fucking alting i januar.
Jeg kunne også blive gravid. Viste det sig. Bum. Tre uger inde i det nye år stod vi så med en uventet og på mange måder uønsket positiv graviditetstest. Ikke at en baby nogensinde vil være uønsket her i huset, men graviditeten var, af en hel stribe af årsager. Det var sådan cirka Verdens Dårligst Timede Graviditet.
Allermest var det dårligt timet fordi jeg jo ligesom var på sådan en type antidepressiver som man ikke bør være på når man er gravid. Overhovedet. Så der var lige lynudtrapning af medicin med et overflødighedshorn af interessante bivirkninger (og med "interessante" mener jeg "fucking nedern") Så gik februar ligesom med det. Ja. Hele februar. Fire uger hvor det mest af alt føltes som om min hjerne bare var holdt op med at virke, og min krop gik i sympati-strejke.
Så var det pludselig marts, uden at jeg sådan for alvor syntes jeg var kommet tættere på års-målene, og jeg følte egentlig i det hele taget at 2016 ikke rigtigt gjorde noget nemmere for mig, for hvordan i alverden skulle vi få et helt år til at hænge sammen med alt det vi havde planlagt, men som altsammen var stort set umuligt med surprise-baby? Heldigvis (og med "heldigvis" mener jeg "nåmn så fuck da dig rådne lorteår") havde marts ikke tænkt sig at være kedelig heller, så jeg lagde ud med at blive uvenner med Es. Så meget uvenner at vi fra den ene dag til den anden holdt op med at være nogen som helst form for venner. Ja, bare sådan. Alting eksploderede i et inferno af nedernhed som ingen af os så komme, og så var det ligesom det.
Som en ekstra bonus bød marts også lige på min gode gamle ven Ondt I Ryggen. Jamen jeg syntes heller ikke rigtigt det var nok at jeg allerede havde tilbragt en hel måned af året med at ligge meget stille i min seng (februar, husker du nok)
April! April er sådan en håbe-agtig, rar, nu-er-det-snart-sommer måned. Så kan det da kun gå fremad. Right? Nej. Ikke right. April indtager en absolut førsteplads som Årets Skodmåned og det bliver endda meget svært at overgå (undergå). Først begyndte jeg at pletbløde, hvilket aldrig er sådan rigtigt velkomment i en graviditet, og så begyndte jeg at rigtigt-bløde, hvilket altid er noget rigtigt lort i en graviditet, og da jeg var præcis 17+0 holdt jeg meget pludseligt og meget uønsket op med at være gravid. Jeg skulle ellers bare tisse. I stedet kunne jeg så få lov til at ringe 112 mens jeg holdt en alt for lille ikke-engang-en-baby i min hånd og forsøgte ikke at gå i panik. Tak, april. Det var lige det jeg manglede.
Nu er det lige straks maj. Og jeg ved helt ærligt ikke rigigt om jeg gider mere nu.
PS. Nåja, den der bog. Jamen den skriver jeg skam.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.